Læsetid: 2 min.

QMX ...

Katrine Nyholms film om konceptkunstneren Poul Pedersen er seværdig, omend ikke just original. Det er til gengæld dens hovedperson
10. april 2001

Ny film
Et Q fra Asger Jorn. Et M fra Sven Dalsgaard. Et X fra Victor Brauner. Hvad siger det? Ingenting. Men fortsætter man remsen i tilfældig orden, vil man til sidst have det fulde alfabet. Og dermed adgang til at sætte ord på alt i denne verden.
Sprog er ikke blot bevidsthedens skelet. Det er også litteraturens værktøj. Og for Poul Pedersen er det blevet en livsopgave at befri alfabetet fra billedkunsten – hvor det med modernismen forvildede sig ind – og give det tilbage til poesien. Bogstav for bogstav stjæler han sig igennem malerier fra det 20. århundredes kunst, hvor ord eller tegn indgår i billedfladen.
De befriede bogstaver kopieres omhyggeligt over på Pedersens egne lærreder, hvor de på hvid baggrund fremstår med ny vitalitet. Rede til atter at udfylde en plads i deres rette element: poesien.
Katrine Nyholms næsten underspillede filmportræt af Poul Pedersen er helliget projektet Det stjålne alfabet, som den i Paris bosatte kunstner indtil videre har været i gang med i 16 år. Pedersen er vel nået omkring halvvejs, og filmen følger et par tyverier eller tre – alle ved højlys dag - samtidig med at der spørges nysgerrigt til gerningsmandens motiver.
Først et stykke inde løfter instruktøren sløret for, at Poul Pedersen (f. 1933) langt fra kun er en skiltemaler besat af en fiks idé. Bag det sælsomme projekt gemmer sig én af pionererne i dansk konceptkunst, i 60’erne, en hovedaktør i den såkaldte ’Århus-avantgarde’ og i dag en ’kunstnernes kunstner’, respekteret af kolleger og dyrket af en hengiven kreds.

Det bedste legetøj
Fragment for fragment lægger Poul Pedersen brikker ud til et kunstsyn, som i filmens – og sikkert også virkelighedens – optik samler sig til livssyn. Hovedpersonen koketterer lidt, når han hævder, at man lige så godt kunne dyrke sin have, og at han ligesom alle andre blot søger en mening med tilværelsen.
Men et gennemsympatisk bekendtskab er han, og efterhånden som filmen skrider frem, vokser betydningen af det storstilede bogstavtyveri. At der rundt om dette altoverskyggende projekt faktisk ligger en særdeles interessant kunstnerisk produktion, vælger filmen blot at antyde i en bisætning.
Det kan anbefales at gå på opdagelse i Pedersens tegnsætning, og filmen er et udmærket sted at starte. Her taler en mand, med oprigtig håndværksmæssig stolthed, om sprogets mindste bestanddele på en måde, så det kommer til at handle om det største i både kunsten og livet.
Og så må vi på poesiens vegne huske at takke Poul Pedersen for indsatsen. Tænk blot på, hvad Dan Turèll kunne konstatere i sin sidste digtsamling, Tja-a Cha-Cha: »Det er som det altid/har været:/Alfabetet/er mit bedste legetøj.//Jeg vil lege med det/lige til det bliver for mørkt/til at jeg kan sé det.”

*Det stjålne alfabet. Instr: Katrine Nyholm. 2000. 40 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Cinemateket, Kbh., 10. - 15. april, kl. 17

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her