Læsetid: 5 min.

Den reagerende reaktion

7. april 2001

Intermetzo
Svarene på rapporten fra Europarådet var i og for sig forudsigelige. I TV-avisen, eller også var det den anden, hvis medarbejder i en tilstand af total bevidstløsthed stak mikrofonen op i sylten på Pia Kjærsgaard, lignede partieneherskeren grangiveligt en angorakat, der lige har ædt en familiesammenført mus. Det værste man/hun overhovedet kan forestille sig her i denne verden er jo, at nogen udefra giver sig til at sige offentligt, hvad de mener om danskernes besynderlige adfærd i disse år. Og dertil hævder at Dansk Folkeparti i øvrigt er – meget dansk. Det vil i toneangivende kredse blandt professionelle rapportskrivere fremover være en noget tvivlsom mærkat.
Kun de danskeste af de danske vælgere kan og skal bedømme Danmark og Dansk Folkeparti, det tilkommer så sandelig ikke et par fremmede embedsmænd fra lande, der oven i købet sender indvandrere til Danmark. Som partiformand Kjærsgaard så smagfuldt udtrykte sig med den for hende karakteristiske medfølgende – ikke medfølende – lyd, der vistnok gør det ud for latter.

Danmark kan ifølge den kjærsgaardske forestilling ikke mere siges at være en uskyldig brugsforening på landet, sådan som gamle Palle Lauring altid hævdede hos Paul Hammerich – et godt og harmonisk erhvervsmæssigt og kulturelt fællesskab, hvor folk nogenlunde frit kunne vandre ind og ud uden at blive stemplet som fremmede eller forulempet af brugsuddeleren og hans kunder.
Danmark er nu en vognborg, hvor Kjærsgaard & co har sat sig det som livsopgave – og levebrød – at holde præriens hjemløse vilde men inspirerende omflakkere, og folk, der måske havde endnu mere at bidrage med, på sikker afstand.
Men inden for kredsen slap uset af de nidkære vogtere som antydet disse to embedsmænd fra Europarådet. Hvad de erfarede, mens de tog et rask overblik, var mildt sagt ikke smigrende for populationen: Ikke for højrefløjens K og V, ikke for Pia Kjærsgaard, men så sandelig heller ikke for hendes farligste konkurrenter blandt socialdemokraterne på den populistiske fremmedpolitiks overdrev. Indenrigsminister Karen Jespersen – dette blads tidligere medarbejder, dengang i den ufordærvede urtid da der var rigtige VS’ere til, og da menneskeværd for menneskeværdets egen skyld var de gode viljers faste fundament, lancerede et nymalet idealbillede af den nationalitets- og respektabiltetsberettigede dansker – med D som i dum. Jespersen udtalte, at indvandrerne – ikke mindst dem med sære religioner – så sandelig kan lære noget af danskernes, undskyld Danskernes – lutheranske værdier. I overensstemmelse med disse arbejder de dertil bekendende borgere hårdt og lever flittigt og sparsommeligt.
Netop dét kunne herboende muslimer sagtens lære noget af. Det mente indenrigsministeren, der med sin karakteristik af dette efterstræbelsesværdigt danske dermed bragte sig på lige linje med folk, som ofte optræder i disse spalter. Og ikke for det gode. Udsagnet om det lutheranske, flittige og sparsommelige, hårdt arbejdende danske folk må selvsagt ifølge ordlyden eller meningen med den kunne hæftes på alle Danske af fødsel og folkekirkelig herkomst. Og kun dem. For hvorledes skulle man ellers kunne være en sand dansk lutheraner, hårdt arbejdende, flittig og sparsommelig. Ministeren udelukker med sit festoriginale identitetsprædikat på danskhedens inderste værdier en hel del medborgere, der både har indfødsret og stemmeret ved valgene, og hvis familier formentlig har været ved disse flade strande med bøgen spejlende lige så længe som Jespersens. Det er næppe efter ministerens facitliste tilrådeligt at være græsk-ortodoks eller have sine spirituelle interesser investeret i paven i Rom. Disse er som bekendt nærmest det modsatte af lutheranere, og flittige er de jo heller ikke, det kan man tydeligt se, når man er i Italien og Frankrig, hvor de allesammen fra præsident til yngste gadefejer ligger og snorker i timevis, hver gang de har ædt en smule frokost.

Sådan nogle som jøderne har det for eksempel heller ikke særskilt intimt med lutheranismen. Slet ikke med den flittige og utvivlsomt sparsommelige Martin Luther. Den rebelske munk var rent ud sagt noget af en hårdt arbejdende skiderik, hvis flid og emsighed blandt andet gik ud over jøderne, som jo af gode grunde heller ikke var udpræget lutheranere. Spær Israels yngel inde i synagogerne og brænd dem ihjel med samt deres ugudelige skrifter og øvrige isenkram. Slå de oprørske bønder ned som gale hunde.
Den slags småting anbefalede denne forbilledlige reformator, der ved sit arbejdsomme virke inspirerede adskillige af sine senere så derterminerede efterkommere.
Man kan roligt sige – og uden patos – hævde, at der er løbet en del øl i halsen, siden socialdemokrater af mere end navn, frem for at vælte sådan noget vås af sig som Karen Jespersen, konsekvent lagde luft til gejstligheden. Ikke mindst den af lutheransk observans.
Men man må jo uden videre kunne gå ud fra, at når en minister i Karen Jespersens uomtvistelige vægtklasse på denne facon diskriminerer visse befolkningsgrupper ud fra temmelig direkte påstande om disses manglende flid, virketrang og sparsommelighed, så bygger hun sine udtalelser på empiriske iagttagelser. Ministeren må jo have en grundmuret vished for, at såfremt muslimer blot ville vedkende sig gælden til Luther og herefter konverterede til lutheranismen og samtidig lagde sig efter den gennemsnitlige nationale samvittighedsfulde arbejdsomhed, så måtte adskillige af disse ikke-lutheranere skynde sig at nedsætte deres produktivitet i deres grøntsags- og andre butikker.
Al magt til Martin Luther og hans nationaliserede lære, så vi igen kan få gaderne tilbage med tomme butikker kl.17.30 og hermetisk lukket alle søndage. Og glem alt om de indvandrere der i det stille – siden mere synligt revolutionerede det danske føde- og dagligvareforretningsliv og gjorde erhvervsmiljøet til en livsform. Også for kunderne.

Man kan tillade sig den mening, at det unddrager sig enhver dødelig forstand at gennemskue henholdsvis statsministerens og udenrigsministerens enslydende belæring af befolkningen at Europarådets rapport blot forholder sig til forældede forhold og ikke kan tages for pålydende. De to toppolitikere må jo vide, hvad de taler om, ellers var de vel ikke så højt på strå. Lutheransk flid og sparsommelighed alene gør det nok ikke, når man således med enstonende selvsikkerhed kan hævde, at forholdene for etniske minoriteter på det danske arbejdsmarked er blevet markant bedre på ét år. Eller når disse to højest rangerende personer på den politiske rangstige fulde af tilsyneladende uforfalsket fortrøstning peger på flere andre, men noget mere luftige forbedringer for de stadig mere diskriminerede medborgere. Synspunkter der dog med det samme dementeredes af blot tonefaldet i de selvsamme reaktioner på den kritiske og kritiserede – og bevars på enkelte områder kritisable – embedsmandsrapport.
Det ligger absolut inden for mulighedernes grænse, at de to Europaråds-embedsmænd snarere end være blevet positivt oplyst og opløftet ved bekendtskabet med Danmark og danskerne har forladt landet igen i en tilstand af bestyrtelse eller ligefrem chok.
Givetvis osende af elendig samvittighed, såfremt de – som Pia Kjærsgaard jo hævdede – virkelig kan have haft held til at overtale nogle af deres respektive landsmænd til at søge permanent ophold i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her