Læsetid: 3 min.

Rejsehold med forklarings-problemer

Hvem er det, public- service-kanalen servicerer, når den serverer virkelige kriminalsager i doku-sauce?
11. april 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
DR 2 sender stadig, hver søndag eftermiddag, tv-stykker fra dengang, det endnu hed tv-teater. Denne søndag f.eks. Luigi Pirandellos version af Eugene O’Neills Du skønne ungdom fra 1960.
Den bittersøde fortælling behandlet af to dramatikere, der hver for sig hører til blandt de bedste i det nu forgangne århundrede, hvor tv blev født, går sådan set direkte igennem også i dag. Netop det stykke fra den amerikanske provins i forrige århundredes begyndelse trækker faktisk med sine mange henvisninger til Wilde, Ibsen og Shaw en hel dramatisk tradition ind på skærmen.
Så meget mere tydeligt i dag, hvor de mest primitive sider af tv’s væsen synes at have vundet total dominans.
I den forgangne uge trådte problemerne omkring DR’s nyeste dramasatsning, Rejseholdet, således helt frem på skærmen.
Der er, især fra juridisk hold, blevet sat et meget stort spørgsmålstegn ved seriens brug af kriminalsager fra det såkaldt virkelige liv, og den øverste ansvarshavende, Ingolf Gabold, har i den anledning ført sig frem i flere magasinprogrammer med sit forsvar for seriens brug af dokumentarisk materiale.

Lundin oplagt emne
Gabolds hovedargument er naturligvis, at Rejseholdet er kunst. At der på ingen måde er tale om nogen offentlig udhængning af de fra medievirkeligheden vagt kendte forbrydere, men at man i stedet med kunstneriske midler så at sige går ud i virkeligheden efter ’et bæst’ og så, ved dramatisk kunst, præsenterer ham eller hende på skærmen som ’et menneske’.
Umiddelbart før det foreløbigt nyeste afsnit af serien sad Gabold faktisk i panel på skærmen og sagde, at hvis Rejseholdet var planlagt i 50 afsnit i stedet for de 30, der afsluttes i foråret 2002, kunne det da godt tænkes, at man også ville tage Peter Lundin under dramatisk og kunstnerisk behandling.
Lundin har jo allerede selv ført sig frem som en slags kunstner i det mediekriminelle, så naturligvis kunne det da have været interessant at se dramaholdet bag rejseholdet tage fat på sådan noget, men Gabolds argumentation falder jo faktisk fuldstændig til jorden, når man ser Rejseholdet. Kunst er det i hvert fald ikke. Snarere måske en slags primitiv dokudrama med professionelle skuespillere i rollen som – ja som hvad?
Et af argumenterne mod brugen af faktisk eksisterende sager har været, at efterladte og andre, der har haft berøring med de sager, der slet skjult ligger bag den nødtørftigt dramatiske bearbejdning, kunne blive berørt af det, når sagerne bliver rullet op igen på tv, så de ganske vist ikke lige er helt de samme, idet man naturligvis dækker sig ind under fiktionens hellige kappe, men alligevel gør tingene mere genkendelige, end for dem godt er.
Gabolds argument imod det synes at være, at hensynet til halvanden million seeres rasende behov for en stor kunstnerisk oplevelse hver søndag aften klokken 20 på DR1 vejer tungere end den lille håndfuld mennesker, der på en eller anden måde måtte føle sig direkte og for tæt berørt.
Så kom bæstet selv. Undskyld, mennesket. En historie fra Odense, som sædvanlig markeret med sekvenser af turistforeningsagtig kamerapanorering i byen. En historie om to indvandrerfamilier, en iransk og en tyrkisk. Hurtigt fortalt drejede det sig om en far i den ene familie, der gennem lang tid havde misbrugt sin datter analt, idet mødommen jo, som enhver ved, er penge værd på det udenlandske ægteskabsmarked.

Bæstet fanget
Pigens forlovede og hans familie fik kendskab til sagens rette sammenhæng og måtte derfor udryddes. Massemordet, udført af familiens mandlige overhoved, måtte naturligvis camoufleres som noget andet, noget der var mere ’ære’ i, hvorefter pigens forlovede blev hængt ud som voldtægtsforbryder. Den incestramte families yngste søn pådrog sig derefter i første omgang ansvaret, fordi han »var en mand«. På otte år.
Og selvfølgelig fandt rejseholdets lille danske kernefamilie, trods diverse sidespring på kedelige hotelværelser i provinsen, ud af sagens rette sammenhæng og fangede bæstet, undskyld mennesket, da han var ved at skære halsen over på sin datter i et nedlagt gartneri.
Ind imellem var der plads til lidt ekstra krydderi som den unge kvindelige betjent, der mindedes sin afhøring af seks unge indvandrerdrenge, der havde voldtaget en 12-årig pige. »De var alle sammen stolte af det,« sagde hun.
Den sag var ikke lige fra selve Odense, men fra Århus, og jeg ved ikke, hvor man havde fundet oplægget til det, der var dette afsnits hovedhistorie.
Men jeg synes godt, man kan spørge sig selv, hvilket public den servicerer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her