Læsetid: 12 min.

Rolf den ukuelige

I søndags gjorde den 36-årige Rolf Sørensen comeback med en fjerdeplads i Flandern Rundt, og i morgen træder han igen an i Paris-Roubaix med den vinderattitude, der har fået mange danskere til helt misforstået at kalde ham ’blærerøv’
14. april 2001

I søndags gjorde den 36-årige Rolf Sørensen comeback med en fjerdeplads
i Flandern Rundt, og i morgen træder han igen an i Paris-Roubaix med den vinderattitude, der har fået mange danskere til helt misforstået at kalde ham ’blærerøv’

Annelise Sørensen kiggede rundt i hotellets gård og blev forskrækket som kun mødre kan blive det. Det flød med ragelse over alt, bagest i gården stod vraget af en bil, som ingen havde kørt i længe, og som ingen havde planer om at flytte, og der var ingen mennesker at se eller høre, hverken i bygningen, hvor døren havde stået åben, eller i gården bag ved.
Det var i middagspausen, og Hotel Melecchi lignede ikke et sted, der tog mod overnattende gæster.
Men det var her, hendes søn boede. Han var sytten år, og hun havde selv, om end modstræbende, sagt ja til, at han var blevet taget ud af gymnasiet og var flyttet fra hjemmet i villaen ved Helsinge for at blive indlogeret på Melecchi i Lucca, lige uden for ringmuren om middelalderbyen, i Toscana. Annelise Sørensen fik samvittighedsnag, som kun mødre kan få det, men det blev fejet væk af glade stemmer og latter fra en flok unge mennesker i spraglet tøj, der svingede ind i gården på deres racercykler. En af dem var hendes søn Rolf. Han så ud til at være glad og have det godt. Hans værelse på anden sal var lille med en umagelig seng, et servantestel, et klædeskab og et nøgent lys i loftet. I en periode delte han det med Jens Veggerby, der var kommet herned lidt før ham, og han boede på Melecchi i et år. Værtens mor, Elsa, lavede god mad, og Annelise Sørensen kunne senere konstatere, at Melecchi trods sit ramponerede udseende er et søgt spisested i Lucca, og hun kunne høre værten fortælle historier om alle de cykelryttere fra Danmark og andre steder, der havde boet under hans og moderens tag.
Senere flyttede han til en lille lejlighed i Pieve a Nievole lige uden for Montecatini Terme på vejen mellem Firenze og Lucca. En familie, som Rolf siden skulle kalde sin plejefamilie, tog sig af hans mad, hans vasketøj og gav ham den omsorg, som en knægt langt fra hjemmet undertiden kan have brug for. Han bor stadig i Pieve a Nievole, men nu i eget stort nyrestaureret landhus med tilliggende olivenlund sammen med sin kone Susanne og to små drenge, og i snart mange år har han haft sin mor og sin far, Jens, som naboer.

Faninis passion
Rolf Sørensens karriere begyndte over en frokost i familien Sørensen hjem i Annisse ved Helsinge. Ole Ritter var inviteret og en af dennes italienske venner, Ivano Fanini, fra tiden som professionel cykelrytter i Italien. Fanini solgte biler, brugte og nye, fra en samling træskure på en grusbelagt plads uden for Lucca, og med en uudslukkelig idealistisk passion for cykelsport havde han sine egne cykelhold. Først for juniores og siden for professionelle. Forvaltet med nærighed og økonomisk opfindsomhed. Således fik en rytter engang udbetalt sin løn i cykeldæk, og Fanini har flere gange været på kant med cykelforbundet, fordi han lavede mærkelige kontrakter. Men en fin næse for talent havde – og har– han; og en lang række af nutidens store toscanske ryttere har trådt deres første pedaler med Faninis navn på brystet. Michele Bartoli, Andrea Tafi og Mario Cipollini for blot at nævne nogle få af de allerstørste.
Ivano Faninis første danske rytter – ved en kontakt formidlet af Ole Ritter – var Jesper Worre, der vandt et hav af juniorløb i Toscana, og som blev installeret på Melecchi og levede af de præmiepenge, han kørte hjem. Siden fik Worre en flot professionel karriere i fortrinsvis Italien, og Fanini lugtede mere dansk talent. Omkring Jens Veggerby byggede han sit første professionelle hold, og når han kom til frokost den dag i Annisse var det mest fordi han var smuttet til Danmark for at se, hvordan hans danske ryttere, og især Worre, klarede sig ved de danske mesterskaber. Dagen efter, eller et par dage senere, overværede han et gadeløb i Næstved, var det vist, for her skiller historiefortolkningen sig: Enten opdagede Fanini selv en splejset, fregnet knægt, der kørte lige op med de voksne, eller også var det knægtens far, der lod sig præsentere for Fanini af Ritter, og derefter pressede stærkt på, for at han skulle tage ham ned til sig.
Jens Sørensen var selv cykelrytter engang. Hans karriere udfoldede sig på vinterbanerne, hvor hans uheld var, at han var generationen efter 50’ernes helte Kay Werner, Evan Klamer og Palle Lykke, og de danske vinterbaner og seksdagesløb lukkede i 60’ernes velfærdseksplosion om ørerne på Jens Sørensen og vennen Freddy Eugen, så de måtte træde pengene hjem i ovalerne nede i Europa eller i USA. En cykelsigøjner, der siden tjente til familiens velfærd som leder af Statsanstalten for Livsforsikrings afdeling i Hillerød, men som også gerne ser sit eget talent og sin egen ambition udfoldet i sin søn. Uden at presse, siger de begge to altid, og en slags bevis er det, at Rolfs ældre bror, Peter, blev uddannnet på college i USA og siden blev pilot, men aldrig er blevet skubbet ind i faderens drømme, skønt han kørte helvedes hurtigt på cykel og vist nok stadig gør det. Men i arv eller opdragelse har Rolf et unikt og til tider nærmest uudholdeligt konkurrenceinstinkt, som hans far stadig har på hans vegne. »Jeg er opdraget til at skulle være den bedste,« har Rolf Sørensen senere sagt. »Uanset, hvad jeg foretog mig.«

Holdkaptajn fra starten
Og en af de bedste juniores blev han i Toscana, da Ritter, Fanini og familien Sørensen over fiskefiletterne i Annisse blev enige om, at det var værd at prøve for et års tid. Rolf selv var entusiastisk. Gymnasiet kunne han altid vende tilbage til, eller også var der vel andre muligheder. Og så blev det Fanini og Melecchi for den syttenårige, der kvitterede ved at blive glad og solbrændt omkring fregnerne af træningen i bjergene omkring Lucca og vinde mange cykelløb. I 1986 skrev Fanini kontrakt med ham – til en løn på omkring 100.000 kroner årligt – og gjorde ham i sin første professionelle sæson til kaptajn på holdet, simpelthen, og i Danmark anede ingen andre end Frederiksborg Amtsavis’ læsere, at en knægt, der havde været med til at vinde VM for juniores i holdkørsel i New Zealand, nu var toppen af et professionelt italiensk cykelhold. Om end et lille et.
Året efter, i 1987, bankede han hele det internationale cykelhieraki med det italienske idol Francesco Moser i spidsen ved at vinde det ugelange etapeløb Tirreno-Adriatico på dramatisk vis. Han døjede med noget sygdom der i det tidlige forår, og det var på et hængende hår, han kom til start, men inden den afsluttende enkeltstart lå han godt til i klassementet. I et sving på strandpromenaden i San Benedetto del Tronto skred cyklen væk under ham og han fløj gennem luften mod barrieren, men han kom op igen, og trods tidstabet ved styrtet vandt han både enkeltstarten og hele løbet. Senere det år kørte han op med de bedste i Milano-Sanremo, vandt Grand Prix Cerami – der køres i dag – og kunne med lidt mere held være blevet verdensmester i stedet for Stephen Roche, da sæsonen sluttede med VM i Villach i Østrig. Han var da 22 år og allerede for god til at køre for cykeldæk eller mindsteløn på Faninis hold.

Guldfuglen fløj
Italiens, og verdens, mest vindende sportsdirektør med næsten 700 sejre af sine ryttere ville have ham. Og fik ham efter en bitter kontaktstrid, der gjorde Fanini en halv million kroner rigere – mange penge i cykelsporten dengang – men en guldfugl fattigere. Giancarlo Ferretti hedder han og er en lille ilter mand, der kæderyger tynde filtercigaretter lige op i ansigtet på sine ryttere, når han sætter dem op til at køre stærkt. En underofficerstype med stort strategisk overblik og en forkærlighed for elegante ryttere med lige dele stil, vilje og evne til at vinde. Ferretti har aldrig brudt sig om at have en sprinter på sine hold, som alle skal arbejde for indtil de sidste 300 meter, og han har aldrig – før i år – dyrket kandidater til at vinde et af de tre store etapeløb i Frankrig, Italien og Spanien. Hans domæne – og dermed hans rytteres – er endagesløbene, klassikerne, og et Tour de France ser han først og fremmest som 21 prestigefyldte endagesløb. Derfor var det ikke uproblematisk, da han i 1993, hvor Bjarne Riis kørte for ham, gav danskeren carte blanche til at køre sin chance i det samlede klassement – det blev til femtepladsen – men støtten fra holdet og Ferretti var ikke ubetinget. Ferrettis filosofi var at han ikke ville have et hold, der i et og alt var hierakisk opbygget. Han brød med traditionen for vandbærere og stjerne og ville have et hold, hvor alle – eller de fleste – var potentielle vindere afhængigt at løbstype, taktik og dagsform. Det fik den erklærede hjælperytter Bjarne Riis at mærke, da han i 1992 kom til Ferretis Ariostea, hvor han troede, at han skulle være trækdyr for Moreno Argentin, holdets mest vindende, eller for den sags skyld Sørensen. Men Ferretti hånede ham, blæste ham cigaretrøg op i ansigtet og fortalte ham, at han ikke havde købt ham for at han skulle være anonym hjælper, men for at han skulle vinde. Som Riis havde gjort, da han i Giro d’Italia i 1989, i Gubbio, havde fået fri fra hjælpearbejdet af sin kaptajn Laurent Fignon og vandt etapen – foran Rolf Sørensen. Det var det, Ferretti havde set, og den, der kunne slå hans Sorensen, ville han gerne have. Det var Ferretti, der lærte Riis at vinde – men det er hans historie. Sørensen kunne det i forvejen og har aldrig trådt en pedal som hjælperytter i hele sit liv.
I Danmark anede stadigvæk ingen uden for en snæver kreds, hvem han var. Det var Riis og femtepladsen i Tour de France i 1993, der pludselig gjorde mænds bedrifter på en cykel til folkeforlystelse, skønt Sørensen forinden havde gentaget sejret i Tirreno-Adriatico og det år kronede 13 betydelige sejre med at vinde Liege-Bastogne-Liege, som er en juvel i kun de allerbedstes palmares, som det hedder.
I euforien over Riis’ Tour-bedrifter overså flertallet af de nye cykelsportsinteresserede danskere, at der er forskel på cykelløb og cykelløb, og forskel på evner og temperament hos dem, der vinder dem. Det er sjældent i vore dage, at det er samme ryttertype, der kan vinde endagesløb og de lange etapeløb. Det er to forskellige discipliner, der er lige så lidt sammenlignelige som 100 meter-løb og maraton i atletik.
Men over for den tøvende anerkendelse af storhed i sin disciplin, kvajede Sørensen sig konstant, fordi han troede at danskerne var lige så velinformerede om karakteren af de løb, han havde vundet, som italienere, franskmænd, hollændere og belgiere, og han førte sig frem med en bevidsthed om eget værd, som dels er hans natur, dels betinget af hans italienske opvækst. Mange af hans attituder og selvsikre spådomme om, at ’i dag vinder jeg’, er god latin i omegnen af Lucca, men er stødende for danskere, der slet og ret opfatter det som blær. Hvilket Sørensen med alderen er blevet vidende om – uden at han kan eller vil lave om på det.
Hans tekniske færdigheder er i feltet uovertrufne. Han træder et lettere gear end de fleste af sine konkurrenter, men hvirvler benene rundt i et tempo, så fremdriften er den samme. Hans stil og elegance er umiskendelig. Hvis han skal holde sig beskyttet i feltet for vind inden de angreb, man altid kan regne med fra han, kan han finde huller, der ikke er der. Men bortset fra teknikken, det medfødte talent, har han dette temperament, som på den ene side finder udtryk i den meget udanske selvsikkerhed, blærerøvsattituden vil nogen kalde det, og som på den anden side er hans redskab til at vinde, hans hemmelighed så at sige.
Det er Jesper Worre, der har brugt udtrykket, at han psyker sig selv og sine modstandere. Selv hvis hans form ikke er den bedste, kan Sørensen bilde både sig selv og modstanderne ind, at han nærmest er uovervindelig, og hans eget eksempel er, at han på slutningen af en lang sæson vandt Milano-Torino uden at være den bedste, men på smittende selvsuggestion.

Lysten til at køre på cykel
Giancarlo Ferretti bliver stadig blød i blikket, når han om en ung rytter i sin stald fornylig trak parallel til sin gamle yndling Sorensen og citerede denne for altid at sige »Andiamo, facciamo« før et løb. Lad os komme afsted og lad os få det klaret. Denne grinta, som det hedder på italiensk, lysten og evnen til at udfordre, slås, ofre sig og eventuelt vinde.
Hele Sørensens generation af danske ryttere har haft deres Melecchier med koldt vand på gangen i usle pensionatsværelser forskellige steder i Europa. Det er nødvendig del af deres muligheder for at køre blandt jævnbyrdige i de store cykelsportsnationer og gøre idrætten til erhverv. Rolf Sørensens familiebaggrund, og hans fars tilstedeværelse ved alle hans vigtige løb, fremkaldte for mange år siden let næserynken hos de af kollegerne, der havde en mere ydmyg social baggrund, men det holdt ikke så længe. »Når sæsonen begynder med små lorteløb i Holland og Belgien og det er skidekoldt og regnen står ned i stænger, så står Rolf der med bare arme og siger: Lad os så komme i gang, og når sæsonen er ved at være slut, så står han der stadig,« har kollegaen og den tidligere murersvend fra Amager, Brian Holm, sagt om ham. Og dennne grinta, som også omfatter lysten til at træne, simpelthen at køre på cykel, er forblevet ukuet gennem karrierens nu 15 år.
Og derfor var det, at man i søndags kunne se Rolf Sørensen slås i en udbrydergruppe på otte om at vinde klassikeren Flandern Rundt – som han vandt i 1997 – og den fjerdeplads, han fik, kunne på de detaljer, cykelløb ofte afgøres på, sagtens være blevet til sejr.
Da Sørensen efter sidste sæson ikke fik fornyet sin kontrakt med det hollandske hold Rabobank, hvor han har været siden 1996, kunne man tro, at hans tilknytning til Bjarne Riis’ CSC-World Online ville være en hyggedansk nedtrapning af karrieren med indkassering af sidste årsløn. I bedste fald som erfaren indpisker for holdets yngre ryttere. Sådan har han aldrig et øjeblik selv tænkt det, og Flandern viste, at klasse aldrig fornægter sig, og at Sørensen i sit 36. år er godt på vej til også at psyke sin egen alder.
Og i morgendagens Paris-Roubaix vil alder ikke være nogen hindring på de toppede og sandsynligvis muddersmattede brosten gennem Arenbergskoven i dette lorteløbet over alle, anakronismen i moderne cykelsport og klassikeren, som af nogle regnes for størst af alle. Sørensen har ikke legemstyngden og råstyrken, som almindeligvis regnes for afgørende i dette løb, men han har erfaringen, smidigheden, teknikken og reflekserne til at kunne manøvrere på de umulige veje, og han har tidligere siddet helt fremme i afgørelsen af løbet. Med ham kan intet regnes for umuligt.

FAKTA
Rolf Sørensen
Født 20. april 1965.
Professionel cykelrytter fra 1986.
Omkring 60 sejre i karrieren,
hvoraf de vigtigste er:
*Tirreno-Adriatico 1987 og 1992.
*Paris-Tours 1990
*Paris-Bruxelles 1992 og 1994.
*Liege-Bastogne-Liege 1993
*G. P. Frankfurt 1993
*Etape Montpellier (Tour de F.) 1994
*Etape Salerno (Giro d’Italia) 1995
*Holland Rundt 1996 og 1998
*Etape Superbesse (Tour de F.) 1996
*Flandern Rundt 1997
*Danmark Rundt 2000
*To etapesejre i holdløb i Tour de France 1991 og 1994.
Desuden fire dage i den gule førertrøje i Tour de France 1991, inden et styrt i
Valenciennes tvang ham til at opgive. Adskillige sæsoner ødelagt på grund
af skader efter styrt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu