I Norge er der puritansk forargelse over, at kronprins Haakon vil gifte sig med en kvinde, som har en lille søn på fire år med en mand, der har en narkodom. De hønsenumsede nordmænd kan ikke forstå, hvordan Haakon kan få sig til at ægte en kvinde, som mange af hans landsmænd og -kvinder betragter som decideret upassende svigerdatter materiale.
I Nederlandene snerper politisk bevidste og korrekte borgere mundvigene til i forargelse over, at kronprins Willem-Alexander har fundet sig en smuk og charmerende kommende hustru. Ikke fordi hun er smuk og charmerende naturligvis, men fordi hun tilfældigvis er datter af en af Argentinas brutale generaler fra diktaturtiden. Den slags er ikke nogen passende herkomst at komme anstigende med i Haag, lyder det.
Faktisk er det næsten lige så slemt, som dengang den nuværende dronning Beatrix tillod sig at gifte sig med en så upassende mand som tyske Claus von Amsberg. Han havde oven i købet været medlem af Hitler Jugend.
I Storbritannien er den royale familie havnet i endnu en pludderpøl, efter at en af Dronning Elizabeths svigerdøtre, Sophie, har talt nedladende om landets politikere og sagt, at hendes royale status er til gavn for kunderne i det PR-firma, hun er medejer af.
Det skete i en samtale med en arabisk sheikh, som Sophie troede var en potentiel PR-kunde. Desværre for Sophie viste manden sig at være en forklædt journalist fra tabloidavisen News of the World.
Sagen er det største royale ups, siden en anden svigerdatter, Fergie, blev fotograferet i færd med at sutte tæer på sin finansielle rådgiver, og siden afdøde Prinsesse Diana og Prins Charles underholdt verden med deres skiftende udenoms partnere og mere eller mindre bizarre sexuelle fantasier.
MEN Sophie-sagen er alvorligere, for den er politisk. Hvor Fergie og Prinsesse Diana formentlig ville have haft svært ved at foretage selv den mest banale politiske analyse, har Sophie plantet sin velmanicurerede pegefinger på et par ømme sted i den New Labourske regering.
Hun beskyldte for eksempel premierminister Tony Blair korrekt for at opføre sig som præsident
Blair, ligesom hun korrekt karakteriserede ham som inkarneret bymenneske og totalt uvidende om og uinteresseret i livet på landet.
Sophie forbrød sig med andre ord mod det royale hellige bud om aldrig, jamen aldrig, at være politisk og da slet ikke partipolitisk. Alvorlig er også det ømme punkt, hun har identificeret denne gang hos sig selv vedrørende interessekonflikterne mellem hendes royale status og hendes erhvervskarriere. Briterne spørger sig selv, hvorfor i alverden Sophie skal have offentlige penge for blot at kunne fremme sin indtjening i det private erhvervsliv.
BÅDE det norske, hollandske og britiske tilfælde er udtryk for en tilsyneladende stigende indblanding fra offentlighedens side i, hvad de respektive landes kongelige familier går og foretager sig.
Det er, som om befolkningerne siger, at når vi tillader de kongelige familier at blive ved med at beholde deres status, overgennemsnitlige livsstil (for nu at sige det mildt) og i visse tilfælde magt, ja så skal de sørendansemig også opføre sig, som vi siger. De skal være marionetter i den offentlige opinions hænder.
Hvilken forskel til dengang, konger og dronninger strøede om sig med konkubiner, elskere, og uægte børn i én uendelighed. For slet ikke at tale om at give sig i kast med de mest eksorbitante, dyre projekter fra fantasifulde bygningsværker til voldelige erobringskrige i vished om, at de stakkels skatteplagede undersåtter ikke havde magt til at sætte dem så meget som en lille bitte taburet for slotsporten.
Alle tre sager sætter fokus på den indbyggede modsigelse i at opretholde noget så ærke-udemokratisk og u-meritokratisk som offentlige, arvelige privilegier i en ellers yderst meritokratisk og demokratisk tidsalder. Som republikaner må man sige, at den modsigelse kun kan løses ved at ophæve monarkiet. Men sjovt nok vil den offentlige opinion ikke af med de kongelige, nærmest uanset hvor utilfredse borgerne ellers er med dem.
Efter offentlige debatter om giftemål, udenomsægteskabelige affærer og meget andet, sker det ofte, at kongehusenes popularitet falder i meningsmålingerne. Men generelt holder de kongelige familier sig faktisk ganske populære selv i Storbritannien, hvor der har været flere skandaler end andre steder.
Måske må republikanerne håbe på noget andet. At det lykkes den offentlige opinion at gøre det royale liv så rædsomt på grund af dens konstante overvågning, at medlemmerne ganske enkelt synes, at livet i sådan et glashus ikke er tiltrækkende.
Det øjeblik, porthandelen mellem at beholde eller opnå de royale privilegier og det medfølgende tab af anonymitet tipper, vil begyndelsen til enden for monarkiet være i sigte.
