Læsetid: 2 min.

Rundtosset rock

Centrifugalkraft og sanselighed går hånd i hånd på danske Silos hypnotiske postrock-bedrift Alloy
10. april 2001

Ny cd
Det er et imponerende konsekvent og overraskende erotisk album, danske Silo har skabt. Nu er sanselighed jo ikke lige det første, man forbinder med postrock, der typisk er præget af atmosfæriske stemninger eller semi-jazzede konstruktioner, men den danske trio definerer deres egen afart af denne mere eller mindre instrumentale skole på Alloy.
På overfladen er det ufattelig enkelt, hvad der foregår på dette Silos andet album: en guitarfigur eller et riff, en basbund, en trommerytme, måske en synthesizerflade eller et samplerloop. Der er stort set ingen udviklinger, bare denne ene konstellation gentaget i malende cirkler igen og igen, eventuelt i en forandrende mixning, der for eksempel lader alle andre instrumenter end synthesizeren forsvinde ud af nummeret »Evolved As Into Vertical«.
Det er ikke i den rationelle påskønnelse af en eller anden velskrevet komposition med episke udviklinger og rigt ornamenterede melodier, at man skal forstå og endnu vigtigere åbne sig for Silos musikalitet. Skønheden.
For Alloy er anti-logos, det er rock’n’roll, som den oprindelig blev undfanget: rock’n’roll som kropslighed eller sanselighed. For Alloys styrke ligger i de langt mere følelsesbaserede virkemidler: repetition og klang. Virkemidler der går op i en forførende helhed mellem hænderne på trioen.
Repetition er mange ting: Det er Mbuti-pygmæernes gennemsynkoperede stammesange i det nordøstlige Belgiske Congo i 1952, det er amerikanske Steve Reichs perlende, svalende komposition for seks marimbaer i 1973, det er dj’en Frankie Knuckles i gang med at forføre publikum og lave prototypen til house i The Warehouse, Chicago i 1977, og det er altså Silos manende, synthesizer-udbyggede postrock. Fælles for disse musikere er at de opdyrker lydens tranceskabende potentiale - om den så er af seksuel, sensuel eller meditativ kvalitet. De opdyrker den ord- og tankeløse hengivelse og fortabelse i musik.

Afrundet og blød
I Silos tilfælde foregår forførelseskunsten med rockmusikkens vokabularium, med sugende basmassage, tungt åndende synthesizerflader og kinetiske guitar- og basfigurer, der gentager sig selv tungt og snurrende. Al lyd er afrundet og blød i en produktion, hvor kanterne synes slebet af instrumentparken og en mørk varme stråler fra klangene.
Der er en snert af den britiske shoegazer-rocks soniske bevidsthed i Silos klangstrategier, og især My Bloody Valentines livmødre af lyd fra mesterværket Loveless springer op i bevidstheden, når man udsættes for Alloys varmt omsluttende lyd. Og ved et vist lydniveau er det også svært at forholde sig afmålt til Silo, hvis man vel at mærke tør give slip. For Alloy giver ikke så mange holdepunkter fra den gammeldags rocksang, ’kun’ varmt klingende instrumentation ude af fokus og rundtossede cirkelstrukturer, der snurrer i hele kroppen. Trioen trodser sangdogmerne fra tradition og mainstream, og definerer deres musikalitet gennem en begrænsning af virkemidler.
Pånær et par vokale tilføjelser undervejs dyrker Silo den demokratiske bandstruktur uden frontfigurer eller fornemmelse af almindeligt instrumentalt håndværk. Hypnosen er ansigtsløs. Men væbnet med guitar, bas, trommer og synth har de ikke desto mindre fremmanet en af de mest forførende lydverdener, jeg har hørt fra dansk hold i lang tid.

*Silo: Alloy (Swim Records/V.O.W.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu