Nye cd'er
Længsel er kapverdiske Cesaria Evoras varemærke og ikke uventet den røde tråd på São Vicente di longe (São Vicente langt væk). Den 60-årige bedstemor er hjemmefra syv-otte måneder om året. Og det har smittet af på musikken på São Vicente di longe. Evora har nemlig hentet de toner og rytmer, hun har mødt ude i verden, med hjem og ned i rillerne, hvor bl.a. cubanske Orquesta Aragon gæsteoptræder i bedste palmehavestil. Også Chucho Valdès elegante piano høres på et enkelt nummer, og heldigvis er de lidt vel fyldige horn og strygere, der ligger over det meste af pladen, her befriende tavse. Ved Cesarias side er bl.a. Caetano Veloso, som hun tidligere har optrådt sammen med ved koncerter i Brasilien og Bonnie Raitt, der synger duet med Cesaria med indfølt og næsten magisk melankoli på det kapverdiske sprog creol.
Hvor Evoras foregående plade, Café Atlantico, regulært syntes at ride ukritisk med på den afrocubanske flodbølge, er São Vicente di longe trods inspirationen udefra langt mere tro mod den kapverdiske sjæl. Pladen er umiddelbart et behageligt genhør med den Cesaria Evora, vi kender så godt, men skiller den sig alligevel ud i kraft af den måde, inspirationen udefra får lov at blande sig med den kapverdiske stemning.
Dette skyldes ikke mindst, at Cesaria på São Vicente di longe anvender sin faste producer fransk-kapverderen José da Silva, der tilbage i 1988 skaffede Cesaria den første pladekontrakt, som banede vejen for den velfortjente succes, som hun og pladeselskabet i dag kan høste frugten af.
Elegant udtryk
Også Malis bedste kort på hånden p.t., sangskriveren, guitaristen og sangeren Habib Koité, har bragt inspiration fra det latinamerikanske med tilbage til den afrobrasilianske og afrocubanske musiks udsping: Vestafrika. Det afspejler sig mere eller mindre udtalt på Baro, Koités tredje plade.
Alligevel er Baro en udpræget Mali-skive: for Koité, der er kendt for at forene mange af Malis forskellige stilarter i sin musik, har blot udvidet sin referenceramme til også at omfatte de toner og rytmer, som oprindeligt blev fragtet med slaveskibene over Atlanten.
Man fornemmer også inspiration fra den vestlige midtstrøm, men heldigvis lader Koité sig ikke rive med og hans musikalske udtryk er varieret, elegant og tro mod Malis frodige musikskat. Det kommer smukkest til udtryk på Mali-klassikeren »Mali Sadio«, som i Koités fortolkning bringer mindelser om Salif Keïtas stemingsfulde »Folon« fra pladen af samme navn om end Habib Koités røst er mere varm og rund. Baro er bygget op omkring Koités karakteristiske elektriske guitar og hans gruppe Bamada.
Talentet har fået slebet enkelte kanter af og både hans melodiske ballader og de hurtige numre er helstøbte og med international klasse.
Forankret i tradition
Den senegalesiske vidundervokal Baaba Maal har for længst slået sit navn fast. Men hvor han på sin forrige plade Nomad Soul flirtede lidt vel kraftigt med airplayfikseret trommemaskinesovs, er Missing You dybt forankret i traditionen. Pladen er indspillet i en lille senegalesisk landsby ved hjælp af et veludstyret mobilt studie og siden færdigmixet i Abbey Road og Real World studierne. Musikken er optaget i det fri efter mørkets frembrud, så cikadesang og lyden af landsbyliv ligger diskret under de intense melodiske sange, hvor Baaba
Maals spidse og rytmiske vokal lyser op og viser vej.
Missing You er en markant og ultraafrikansk plade med den akustiske guitar og tilhørende rytmegruppe som rygrad. Det afholder ikke Baaba Maal fra at invitere brasilianske musikere indenfor i kredsen. Og de brasilianske klange falder da også (næsten) ubemærket ind i det samlede lydbillede. Årsagen skal søges i historien, for de klange, som kan høres i Bahia den dag i dag , stammer såmænd fra Senegal og omegn. Og turen tilbage over Atlanten viser, hvor meget der har overlevet den hårde medfart på den første rejse. På Missing You er sammensmeltningen total: den afrikanske rytme er vendt hjem.
*Cesaria Evora: São Vicente di longe (Lusafrica/BMG)
*Habib Koité & Bamada: Baro (Putumayo/Temba Music). Udkommer mandag
*Baaba Maal: Missing You. Mi Yeewnii (PalmPictures. Specialimport: Verdenshjørnet/MS)