Læsetid: 4 min.

Det sanselige Tivoli

Søren Robert Lund har nu været Tivoli-arkitekt så længe, at det kan ses. Og det er en sanselig fornøjelse
26. april 2001

Forlystelseshave
Tivoli har siden dens grundlæggelse været et hjemsted for god arkitektur og havekunst. Pantomimeteatret er ikke bare et eventyrligt kineseri, men et hovedværk i dansk arkitektur, af Vilhelm Dahlerup. Og siden da har generationer af arkitekter, designere og kunstnere arbejdet i en enestående kontinuitet på at skabe og genskabe Carstensens magiske have. Pantomimeteatret er egentlig et godt billede på Tivolis særlige kvalitet. Her spilles commedia dell’arte i en ubrudt (om end nu noget amputeret) tradition, der er uddød i resten af Europa, inklusiv hjemlandet. På samme måde er hele haven en type forlystelseshave, der engang var udbredt overalt i verden, men som i dag kun eksisterer i København. Det hed et Vauxhall, efter den første i England, og ideen var at kombinere den romantiske haves poetiske promenader og arkitektoniske tosserier med udskænknings-steder og forlystelser. Det var gøgl og skydetelte, som man kendte det fra markedspladser som Bakken, men sammenbundet af yndefulde stier med blomster og lanterner om aftenen.
Den romantiske have, der inspirede til det første og de efterfølgende Vauxhalls, var inspireret af de kinesiske og japanske haver, som engelske handelsrejsende og missionærer mødte på deres rejser. Derfor er kineserier og andre orientalismer en del af Tivolis arkitektoniske sprog, ligesom det er det i egentlige romantiske haver som Frederiksberg Have og Liselund.

Magien forsvandt
I 1980’erne var det, som om magien forsvandt for Tivoli. Hvor der tidligere havde været en god vekselvirkning mellem Tivolis egne arkitekter og gæster udefra, der forstod at arbejde i havens ånd, var det allerede i 1970’erne som om man ikke forstod at finde poesien i tidens byggeskik, og efterhånden glemte man tilsyneladende at invitere kvalificerede kunstneriske gæster. Haven blev næsten kvalt i pastelfarvede banaliteter og meningsløse dekorationer – langt fra den ægte glæde ved lys, form og farve, man for eksempel kunne finde i Poul Henningens fine haveanlæg ved søen. For mange virkede det, som om udnævnelsen af Søren Robert Lund som chefarkitekt for Tivoli ville blive det endelige dødsstød. Lund var som meget ung arkitekt for Arken blevet populisternes yndling og æsteternes prügelknabe. Han vandt arkitektkonkurrencen om museet i Ishøj med et projekt, der både lignede og var et studenterarbejde.
Og selve museet, som det står i dag, er noget nær et katalog over alle de misforståelser og fejlfortolkninger, man kan samle sig på en arkitektskole: i jagten på det nye, ekspressivitet, autenticitet, spændende lysvirkninger og specielle detaljer, er det kommet til at ligne et diskotek i provinsen, snarere end et moderne museum. Det er synd for Køge Bugt, men har vist sig at være en gave til Tivoli, for uden Arken var Søren Robert Lund næppe kommet til Tivoli, og hér har han vist sig at være en mand med overblik og visioner.

Sanselige glæder
Det er naturligt, at det har varet nogle sæsoner, før man kunne danne sig et egentligt billede af Lunds Tivoli. Og at de nye forlystelser, der er kommet sidste og forrige år umiddelbart virkede fremmede og uforløste. Men i år begynder man at se en helhed, en samlet idé for parken, der kan bringe Tivolis ånd med ind i det nye årtusinde.
Med udgangspunkt i den historiske arkitektur på stedet arbejder Søren Robert Lund med to orientalistiske motiver: et maurisk og et kinesisk, samt et nordisk
vikingebillede. Og efterhånden samles de tre motiver i distinkte enklaver, med hver sit særpræg, og langt de fleste forlystelser, mod Tietgensgade. Disse enklaver har været undervejs et par år, og nu fornemmer man dem så som muntre og poetiske former, der fastholder Tivoli-stemningen ved at forny den. Og hvor 70’ernes og 80’ernes Tivoli-arkitektur var udtryk for en ironisk afsløring af kulisserne, er de nye bygninger og installationer solide konstruktioner i ægte, udtryksfulde materialer. Den sanselighed, der blev dyrket helt ud i det vulgære på Arken, opleves i Tivoli som nærværende og imødekommende. Det er i høj grad den stoflige tyngde, der forbinder det nye Tivoli med det gamle.
Det kan man i særlig grad opleve på grund af de fine restaureringer af henholdsvis Glassalen og Pantomimeteateret. Hvor Glassalen er restaureret af Tivolis egen tegnestue, er Pantomimeteateret bragt i stand af en af vore bedste restaureringsarkitekter: Hans Munk Hansen. Nu står det igen strålende i de dejligste farver, stramt og skarpt som et eventyrtempel. De fine gamle bygninger ligger jo i den del af haven, hvor det er træer, blomster og lys, der dominerer, og her sker også en positiv udvikling, imod mere substans, mere sanselighed, og en tilbagevenden til brugen af gode gæster. Sanselig glæde finder man for eksempel i den lille nye have af Stig Lennart Andersen, hvor man går på en blød hvid belægning mellem grønne hække og hvide blomster. Eller mellem Lin Utzons keramiske bobler foran Glassalen. Det lover godt for Tivolis, hvis man skal dømme efter æstetikken. Og også når man ser det folkelige fyraftensprogram, der sikkert passer fint til de unge, der fyldte mest den solskinsdag, vi var der. Men til knap 1.000 kroner for en voksen og tre børn bliver det næppe en familiehave i den nærmeste fremtid. Og det er ærgerligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her