Læsetid: 4 min.

Han satte ild til punken

Joey Ramone, tidligere forsanger i det legendariske amerikanske punkband The Ramones, er død, 49 år gammel
18. april 2001

Nekrolog
Sommer 1976. Pilgrimsrejse i selskab med bedste ven på kryds og tværs af det USA, som via litteratur, film, tv og musik havde givet næring til mine drengedrømme. Som andre unge mænd på daværende tidspunkt havde jeg en kærlighedsaffære kørende med det monster, vi kalder rock’n’roll. Men monsteret var sygt og oppustet og dekadent og uhåndterligt – hvad monstre har for vane, men her på den ufede måde: Gassen var gået af ballonen og musikindustrien kørte med klatten og styrede showet.
Der var ellers nok at vælge imellem i pladebutikkerne: Southern boogie, singer-songwriters, gryende disco à la Sound Of Philadelphia, teknokratrock – kaldet progressiv – westcoast à la
Eagles, funk og fusion, mens tressergiganter som Stones, Clapton, The Who etc. gik i selvsving.
Tidens ubestridt største navn var Elton John og den sommer slap man ikke for Peter Framptons Comes Alive, hvis tilhørende megahit, »Do You Feel The Way We Do«, nærmest udgjorde lydsporet til vores pilgrimsfærd fra kyst til kyst …
Jeg var en Vred Ung Mand, der led – jo! led! – af en David Bowie-fiksering, som dog var nedkølet en smule i lyset af hans plastic soul-udgivelse, Young Americans. Så hellere The O’Jays, for Christ’s sake! Ikke desto mindre havde jeg farvet håret rødt, hvorved jeg i stedet for at ligne en bebrillet bonderøv med kommunefarvet hår nu lignede en bebrillet bonderøv med rødt hår! Men jeg var på udkig efter noget – bare et eller andet, hvad som helst, faktisk, der var vildt og anderledes og sjovt og subversivt, som kunne udtrykke mit stedse stigende raseri over tingenes (s)tilstand!

Læderjakker og jeans
I en pladebutik i San Francisco hang der så en plakat med et sorthvidt foto, som stopped me dead in my tracks. Fire gutter, alle iført læderjakker, jeans og gummisko, stod usmilende op ad en murstensmur og kiggede direkte ind i kameraet. Dvs. tre af dem gjorde, den fjerde – en lang ranglet fyr med hul på det ene knæ – kiggede vist ned. Det var svært at se pga. solbrillerne!
Henover stod der bare RAMONES – Debutalbum out now on Sire Records! Jeg havde sgu ikke hørt noget om Ramones nogen steder, men faldt fuldstændig og totalt, øjeblikkeligt og på stedet, for den attitude, der stod ud af det foto: Rock som drengebandeforteelse, den der vi-fire-mod-hele-verden-udstråling, man skulle tilbage til tressernavne som The Beatles, The Kinks, The Who og The Stones for at finde.
De fire unge mænd på plakaten stod i skrigende kontrast til ALT i tiden, som var præget af nedfaldet fra ungdomsoprøret en otte-ni år tidligere. MAN var venstreorienteret – progressiv som det hed – MAN havde langt hår og MAN mente at rockmusik skulle være tekstligt højtravende, politisk korrekt og teknisk dygtigt udført. MAN var forsøgsvist blød mand, og selvom man under kampråbet ’stængerne i vejret’ mest havde lyst til at smide pigerne om på ryggen og høvle dem IGENNEM, sad MAN i stedet og snakkede og snakkede og snakkede med dem, til ens nosser var på størrelse med et par håndbolde.
Ekspedienten i butikken fandt pladen frem til mig, og coverfotoet var identisk med det på plakaten. Jeg vendte det om og læste titler som »Beat On The Brat«, »Judy Is A Punk« og »Now I Wanna Sniff Some Glue«. Og så grinede jeg – den store befriende latter. Stod i butikken og lo, for det var sgu sjovt, det her. Anderledes. Et pust fra en anden verden – den virkelige. Købte svinet og svingede ud af forretningen.

Genuin primitivisme
Intet havde dog forberedt mig på den genuine primitivisme, der stod ud af højtalerne ved første gennemlytning: »Hey ho, let’s go! Hey ho, let’s go/ They’re forming in a straight line/ They’re going through a tight wind/ The kids are losing their minds/ The Blitzkrieg Bop«, som det hed på pladens første nummer. Guitar i den ene kanal, bas i den anden, og trommer og vokal i midten, en stereoseparation, der kunne vaske sig.
Fire brødre – som så overhovedet ikke var i familie med hinanden! – skabte ved hjælp af tre akkorder primitiv garagerock uden finesser, udmøntet i 14 sange med en samlet spilletid på max 30 minutter… der var pludselig langt til dobbeltkoncept-lp’er med sci-fi tematikker eller kvinderock med tekster, der lød som afskrifter af kronikker i herværende dagblad.
Og midt i det hele: Joey Ramones uskønne, nasale, men effektive stemme, der over et forløb på 1 minut og 34 sekunder fyrede følgende tekst af: »Now I wanna sniff some glue/ now I wanna have somethin’ to do/ All the kids wanna sniff some glue/ All the kids want somethin’ to do…« Længere var den ikke! Ramones debutalbum var den tændsats, som fik krudttønden punk til at eksplodere i den vestlige verden i årene, der fulgte.
Den europæiske variant styredes af Sex Pistols, og herhjemme kom engelsk punk i høj grad til at sætte dagsordenen, men Ramones var og blev the originals, og frem til 1980 forbedrede de formlen med en stribe barberbladsskarpe, horror- og tegneserieagtige lp’er, som stadig er noget af det sjoveste og mest inciterende rock’n’roll, der nogen sinde er lavet. Da Ramones 20 år senere i 1996 smed håndklædet i ringen havde kvartetten udsendt 21 albums og givet 2.263 koncerter! Og her 25 år efter punkens fødsel har Joey Ramone – født 19. maj 1951 og døbt Jeffrey Hyman – altså sat gummiskoene, 49 år gammel. Sært.
Jeg håber, han bliver begravet i sin læderjakke. Hvil i fred, gamle ikonoklast. Gabba gabba hey!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu