Læsetid: 4 min.

Se, hvilken digter!

Søren Ulrik Thomsens digte lagt i formalin og dissekeret i tidsskriftet Springs temanummer
17. april 2001


Tidsskrift
Samtidig med Søren Ulrik Thomsens Skriftlige Arbejder udkom et temanummer af tidsskriftet SPRING udelukkende helliget Thomsens forfatterskab. De 20 bidrag hidrører mestendels fra en todages konference, der i 1999 blev afholdt på Københavns Universitet. I sin korte men aldeles udmærkede indledning skriver Thomas Bredsdorff, at det er vigtigt for poesien, »at der er nogen, der brænder for den, vil læse den, undervise i den, fordybe sig i den, studere, analysere, kritisere...«
Og skønt man nogle gange kan undre sig over misforholdet mellem antallet af mennesker, der lever af at tale om litteraturen (heriblandt naturligvis undertegnede) og antallet af forfattere, som selv kan leve af det, de laver, har han jo ret: Teori, analyse og kritik kan kun være et gode for litteraturen, hvilket ingen i øvrigt har påpeget oftere end netop Thomsen selv.
Så meget desto mere ærgrer man sig over den mangel på lyst til at gå i aktiv diskussion med Thomsens værker, der præger hovedparten af bidragene. Her er ikke tale om kritik (og knap nok om analyse) men derimod om eksegese, altså udlægning. Forfatterne læser Thomsen som præsten læser biblen.

Sætningens fængsel
Studiet af samtidige forfattere på universitetet er en forholdsvis ny foreteelse, skriver Bredsdorff. At Thomsen kan blive centrum for et helt seminar, er således dels tegn på nye tider, men også på at vi her har et forfatterskab, som allerede er kanoniseret i en sådan grad, at det tilsyneladende allerede på en måde er hinsides vurdering.
Hvor man skulle tro, at samtidigheden åbnede for en diskussion af (og ikke mindst med) værket, er målet ifølge de to gæsteredaktører Sune Auken og Svend Skriver tværtimod at etablere en fælles basis for Thomsenforskningen. Det gælder altså om at finde fælles fodslag, få spiddet digtene på de akademiske nålepuder så hurtigt som muligt og få fortolkningsapparatet på plads.
Ingen digter er så ussel, at han fortjener at blive behandlet på den måde, og jeg må tilstå, at jeg var tæt på at kaste tidsskriftet fra mig i arrigskab, da jeg nåede til den groteske apoteose af Det Skabtes Vaklen, hvor lektor Erik Spang-Thomsen tager et par dissidenter grundigt i skole for at have ytret tvivl om bogens fortræffelighed.
Den eneste Rasmine Modsat, der får lov til at komme til orde, er Marianne Stidsen, som i sit indlæg spagfærdigt forsøger at gøre opmærksom på, at hverken Thomsen eller dansk digtning i det hele taget udgøres af én urokkelig monolit. Faktisk finder hun i de to første digtsamlinger ansatser til et udtryk, som er mere løssluppent og muligvis lige så energimættet som det man finder i de senere bøgers strygekvartetkompositioner, hvor hvert enkelt ord står fastspændt i »sætningens fængsel«, som Merete Torp har kaldt det.
Og så har Jon Helt Haarder i sin korte gennemgang af den særlige thomsenske genre, det gennemskrevne interview, en kritik af den særstilling, Thomsens egne perspektiver på værket p.t. indtager som den eneste indgang til det.

Konservatisme
Det ville også være synd at sige, at der er den store lyst til blot i det mindste at læse Thomsen ind i nogen som helst kontekst – der er et par undtagelser, en artikel af redaktørerne selv, der inddrager Ekelöf som et eksempel på, hvordan Thomsen så langt fra at stå i noget elevforhold til andre digtere tværtimod går ind og »på en og samme tid overtager, radikaliserer, omformer og nedbryder« sine forgængeres eksistentielle fortolkninger.
Så er der en artikel, der sammenligner Thomsens poetikker med Gadamers filosofi og så endelig Frederik Stjernfelts opregning af 15 forskellige formelle træk i forfatterskabet, der forresten også skiller sig ud ved at være en velskrevet lille oase i en ørken af tør og kedelig universitetsprosa.
Stjernfelt forsøger minsandten ligefrem det, som Stidsen i sit indlæg kalder litteratens opgave: At sætte de enkelte værker ind i en større sammenhæng – her både ide- og litteraturhistorisk. Og se! Bliver Thomsen nu en mindre forfatter af at blive sammenlignet med Troels Trier, Borges og Strauss (både Botho og Johann!)? Nej, tværtimod åbner Stjernfelts sammenlignende metode øjnene for en række af forfatterskabets afgørende særkender.

Pilleri med pincet
Det er mig en gåde, at ingen andre end Stjernfelt gider gøre noget ud af, at forfatterskabets væsentligste udvikling ikke har så meget med metafysikken at gøre (ikke direkte i hvert fald) men alt med syntaksen og dens overgang fra korte beskrivende sætninger af »jeg er levende«-typen til de lange slyngede sætningskæder i Det Skabtes Vaklen.
Det er muligvis ikke det mest ophidsende, man kan tage fat i, når man nu har hovedet fuld af nærvær og skønhed og død og andre absolutte ting taget lige ud af poetikkernes og interviewenes eget begrebsapparat. Men det kunne ikke desto mindre blive en nøgle til at forstå f.eks. den konservatisme, både Stidsen og Stjernfelt og Thomsen selv har påpeget findes i de senere digte, der snarere end besyngelser af nuet former sig som en konstant opholden sig ved det tabte.
Jeg er sikker på, at Thomsens forfatterskab sagtens kan holde til, at man ryster i det og gør sit bedste for at pille det fra hinanden. Men de fleste Thomsen-forskere er vist desværre mere end tilfredse med forsigtigt at pille glose efter glose med pincet ud af digtene og få dem omhyggeligt kategoriseret og konserveret.

*SPRING – Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 16-01. Redaktion Marianne Barlyng, Sune Auken og Svend Skriver. 192 sider, 158 kr. Forlaget SPRING.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her