Læsetid: 7 min.

Seattle flytter til Canada

Efter påske mødes 34 amerikanske statsledere i Canada for at gøre Amerika til verdens største frihandelszone. Samtidig mødes tusinder af aktivister for at forhindre en aftale, der sætter selskabsinteresser over velfærd, miljø og demokrati. Truslen om vold spøger i kulissen
6. april 2001

(2. sektion)

Trusselsbilleder
»Bare de kunne se os lige nu – vi er så smukke, så fredelige.«
Julie Hevey fra Montreal taler med en journalist fra Canadian Press.
Hun er en af godt 250 deltagere, som er forsamlet i et af de historiske lokaler på Parliament Hill i Ottawa den første søndag i april. Man er i gang med et træningsseminar om ikke-vold. Instruktør er George Lakey, en 62-årig amerikansk aktivistveteran og leder af organisationen Training for Change, der vejleder aktivister i at gennemføre fredelige aktioner i deres forskelligartede bestræbelser på at sikre en bedre verden. Lakey har deltaget i over 1.000 af den slags trænings-seminarer i ikke-vold – denne weekend kommer han lige fra et seminar i Thailand – og han er selv blevet arresteret fire gange i USA for at have udøvet fredelig civil ulydighed.
Der er flere parlamentsmedlemmer blandt ikke-volds aktivisterne. En af dem er Alexa McDonough, lederen af det socialdemokratiske oppositionsparti i Canada, New Democratic Party. McDonough, en nydelig kvinde midt i 50’erne, agerer politibetjent. Hun svinger en knippel, lavet af papir, foran rækken af aktivister. De øver sig i at holde hovedet koldt, ikke lade sig skræmme til overilede reaktioner.

Sagen ud af billedet
»Lad jer ikke forskrække – personen over for jer er sikkert stiv af rædsel,« siger borgeretsadvokaten Clayton Ruby, en anden taler på seminaret.
Canada er ved at gøre klar til sin første store manifestation mod de negative sider af den neoliberale globalisering. I dagene 20.-22. april er 34 statsledere fra lige så mange stater i Amerika samlet i Quebec City for at tage et stort skridt frem mod at gøre hele Amerika til et stort frihandelsområde, Free Trade Area of Americas (FTAA). Kun ikke-demokratiet Cuba er uden for forhandlingerne, der startede i 1994 og efter planen skal ende med åbningen af det amerikanske frihandelsområde – verdens største – i 2005.
Det er der ikke udelt tilfredshed med. Faktisk planlægger et utal af canadiske og amerikanske organisationer at protestere, når statslederne møder frem i Quebec City fredag efter påske. Fænomenet, der ramte Seattle, Washington, Prag, Nice og Davos, er nået til Canada.
I disse dage overskygger debatten om de forventede demonstrationer helt debatten om selve frihandelsaftalen. Det er i og for sig ikke underligt, for selve det 900 sider store udkast til aftalen holdes hemmeligt. Canada vil gerne lægge det frem til offentlig debat, forsikrer handelsminister Pierre Pettigrew, men næsten alle de øvrige 33 landes regeringer siger nej.
Frem for at kvæle debatten, forstærker det protesterne. Og netop nu er der ved at blive opbygget et paranoiaens klima i den canadiske offentlighed, hvor begge sider i konflikten frygter, hvad den anden er ved at forberede.

Frygtens atmosfære
De canadiske myndigheder bærer deres del af ansvaret. Helt tilbage i august sidste år udarbejdede den canadiske efterretningstjenenste Canadian Security Intelligence Survey (CSIS) en rapport om ’Antiglobaliserings-fænomenet’ (omtalt i Information den 24. marts), hvori man bl.a. beskrev udsigten til konfrontation i Quebec.
»Det er blevet dokumenteret, at antiglobalister er ved at organisere sig imod et antal internationale møder i Canada, inklusive Det Amerikanske Topmøde i Quebec City i april 2001. I visheden om den ondartede retorik, der rettes mod Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), kan man ikke affærdige truslen om vold mod topmødet i Quebec City,« skrev efterretningstjenesten.
Og føjede til, at myndighedernes sikkerhedsforanstaltninger ville kunne provokere ekstreme kræfter til at optrappe volden, »fra rudeknusning til ildspåsættelse, brug af eksplosiver og endog fysiske trusler mod enkeltpersoner.«
Disse formuleringer nåede for nylig canadisk presse, hvor man har kunnet møde overskrifter som »Anarkister opruster til topmødet i Quebec« med CSIC som kilde. Samt oplysninger om at myndighederne frygter, at nogle antikapitalistiske anarkister »muligvis planlægger at bringe sprængstoffer med til Quebec City.«
Denne frygtens atmosfære bliver selvforstærkende, når de canadiske myndigheder meddeler, at de har besluttet at sætte 5-6.000 politifolk ind for at beskytte statsoverhovederne samt at opføre et tre meter højt og 4,5 km langt hegn omkring en sikkerhedszone, der beskytter frihandelsmødet.
Quebec City er blevet en frygtens by, siger folk, og debatten går nu mere på spørgsmålet om voldselementer i begge lejre end på frihandels-problematikken.
Forleden gik den canadiske journalist Naomi Klein – forfatter til bestselleren No Logo om de store selskabers magt – ind i debatten med en vred kommentar.

Massekontrol
»Hvis De tror, at det næste store anslag mod politisk protest vil finde sted, når 5.000 politifolk støder sammen med aktivister uden for Det Amerikanske Topmøde, så tager de fejl. Det virkelige anslag finder allerede sted. Det foregår i stilhed, uden nogen fanfarer, hver gang en potentiel protestant beslutter at afstå fra offentligt at give udtryk for sine synspunkter,« skrev Naomi Klein.
»Det viser sig, at den mest effektive metode til kontrol med masserne ikke er peber-spray, vandkanoner, tåregas eller nogle af de andre våben, det canadiske politi er ved at klargøre forud for de 34 statslederes ankomst. Den allernyeste metode til massekontrol er at kontrollere masserne, før de samler sig: Det er dagens form for protest-afskrækkelse – den selvpålagte tavshed.«
De åbne seminarer i ikke-vold er de deltagende organisationer og aktivisters måde at vise, at de ikke udgør nogen militant trussel mod nogen. Og den socialdemokratiske partileders medvirken i seminaret i søndags er et signal om, at ingen bør lade sig skræmme fra at demonstrere mod frihandelsmødet.
»Canadiere har ret til at tage del i fredelige demonstrationer. Og de har ret til at blive set og hørt. Hegnet er et skamfuldt symbol på, hvordan demokratiet afskæres i dette land,« sagde Alexa McDonough forleden. Sammen med sin partibestyrelse vil hun selv deltage i den store protestmarch i Quebec City den 21. april.

’Forbereder ikke vold’
Mandag demonstrerede nogle af aktivisterne deres velorganiserede, ikke-voldelige metoder. Ved en humoristisk ’eftersøgnings-aktion’ foregav 4-500 aktivister at ville trænge ind i det canadiske Ministerium for International Handel i Ottawa, hvor de mener, det hemmelige, 900 sider store forhandlingsdokument til frihandels-topmødet må have forputtet sig. Udklædt som Robin Hood’er, privatdetektiver, lyserøde pantere og spioner kravlede aktivisterne to og to over de tredobbelte afspærringer rundt om ministeriet, satte sig i græsset, oplæste en erklæring og lod sig bære bort af politiet.
Aktivisterne havde øvet sig i forvejen, og aktionen forelå fuldt oplyst for politiet. Blandt de mange deltagere – hvoraf 85 blev arresteret – var formanden for Canadas største borgerretsgruppe The Council of Canadians, en tidligere Ottawa-borgmester, bedstemødre fra aktivistgruppen Raging Grannies, skoleelever og en enkelt gravid kvinde.
»Opstår der vold i Quebec City, vil den næsten med sikkerhed udgå fra politiet, ikke demonstranterne. Ikke én af grupperne, som forbereder sig til Quebec City, planlægger nogen form for vold,« siger Judy Rebick, en af Canadas erfarne borgeretsaktivister og deltager i mandagens aktion i Ottawa.
»Der er kun to organisationer, som ikke vil afsværge vold på forhånd, idet de mener, at vold kan være nødvendig i nogle kampe, f.eks. zapatisternes kamp i Mexico. Men ingen af disse grupper planlægger vold i Quebec City.«

’Nogle få hundrede’
Der er præcis det, der er spørgsmålet og problemet for den brede protestbevægelse. Den canadiske efterretningstjeneste har udpeget et løst struktureret, anarkistisk og anti-kapitalistisk netværk på formentlig »nogle få hundrede« personer som dem, man frygter vil ty til hærværk og vold. Og disse gruppers retorik stikker ikke meget under stolen.
»Fredag den 20. april vil alle revolutionære, antikapitalister og antikapitalistiske bevægelser i Quebec mødes kl. 12 i parken Plaines d’Abraham,« lyder appellen på den hjemmeside, der er talerør for bl.a. CLAC, ’den forenede antikapitalistiske kamp’.
De revolutionære aktivisters planer er omgærdet af hemmelighed, men der er ikke tvivl om, at der skal være gang i gaden: »Vi vil respektere rammerne for den store legale demonstration (i alt fald de rimelige rammer) fra start til slut. Men dagen er lang og målene mange – der kommer et passende tidspunkt, så vær ikke bekymrede,« hedder det.
»Vi vil gerne understrege, at når anarkister eller antiautoritære forårsager skader på ejendom under massemobilisering, så er det normalt rettet mod multinationale selskaber, statslig ejendom eller den etablerede elite. Det er desuden ofte en reaktion på voldelige politi-provokationer.«
»Vi ønsker at gøre det helt klart,« fortsætter de anonyme appel-skrivere, »at vi ikke anbefaler eller opmuntrer til brug af skydevåben eller sprængstoffer, sådan som det løgnagigt er blevet rapporteret. Det betyder ikke, at vi ideologisk er imod brug af sådanne våben, eftersom alt inden for vor rækkevidde i sidste ende må tages i brug imod staten. Vi mener imidlertid, det vil være kontraproduktivt at bruge sådanne våben til massemobilisering, eftersom det utvivlsomt vil bringe mange uskyldige i fare og isolere os fra den bredere bevægelse.«

Det store dilemma
Sådan er sprogbrugen hos den lille gruppe af militante anarkister. Derfor er det svært at forestille sig, at Quebec City kan undgå billeder på de internationale billedbureauer af brændende biler, knuste ruder og hætteklædte rebeller. Og følgelig også billeder af politi i kampdragter med vandkanoner og tåregas.
Dette er det store dilemma for den canadiske bevægelse mod ureguleret frihandel. Kan man med den brede, erklæret ikke-voldelige profil vinde en sådan opbakning, at man faktisk får sat en stopper for dét, de canadiske socialdemokrater kalder handelsaftaler, der »sætter internationale selskaber og investorers interesser over det arbejdende folks velfærd, miljøet og demokratiet.« Eller vil nogle yderligtgående og militante revolutionære formå at præge billedet – billederne – så tilpas meget, at den offentlige sympati forvandles til frygt og afstandtagen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her