Læsetid: 6 min.

Silkevejens skatkammer

I Gobi-ørkenen i det vestligste Kina ligger en af buddhismens helligste steder: Mogao-grotterne. De talløse klipperum har gemt på utrolige kulturskatte, siden Silkevejen lukkede
23. april 2001

Guldgrube
Under udgravningen af en meditationsgrotte i Mogao-komplekset i Dunhuang for 11 år siden gjorde arkæologen Peng Jinzhang et forbløffende fund: fire velbevarede ark lærredspapir, tæt beskrevet på et for ham ukendt sprog.
Lingvister ved Beijings universitet hjalp ham med at løse gåden. Sproget var syrisk, og teksten stammede fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente.
Da Marco Polo for 800 år siden passerede gennem denne tidligere oase ved Silkevejen, traf han måske den syriske bibels ejer. »Størstedelen af befolkningen er afgudsdyrkere, men der er også nestorianske kristne og muslimer,« noterede han i sin rejsebeskrivelse.
Pengs fund bekræfter, at der virkelig var kristne, som levede og virkede i Mogao-grotterne – et af buddhismens helligste steder og en guldgrube af levn fra alle de kulturer og religioner, der dengang fandtes ved Silkevejen her på tærsklen til Kina.
Den syriske bibel, hvis opdagelse blev kendt sidste år, er kun et af flere vigtige fund, som Peng og hans medarbejdere gjorde i løbet af seks års udgravningsarbejde i den nordlige del af Mogao-grotterne – et kompleks, der består af ca. 750 grotter hugget ud i en klippevæg af sandsten 25 km sydøst for Dunhuang i Gansu-provinsen.
I de 243 grotter, der er udgravet, fandt holdet løse typer til det uighuriske skriftsprog, unikke dokumenter skrevet på de uddøde sprog ‘phags pa og xixia, persiske sølvmønter og mange andre genstande.
»Vort arbejde bekræfter, at Mogao-grotterne var et integreret tempelkompleks, hvor munkene boede og blev begravet,« fortæller Wang Jianjun, der var medlem af Pengs hold.

Fire sølvpenge
De buddhistiske grottetempler ved Mogao, som blev grundlagt i 300-tallet e.kr., var i et årtusinde et blomstrende centrum for buddhisme, lærdom, videnskab, meditation og kunst. De blev forladt, da kineserne trak deres garnisoner tilbage i 1372, og søvejen til Kina blev sikrere end Silkevejen.
I 1900 opdagede taoist-præsten Wang det berømte Skjulte Bibliotek, hvor ca. 50.000 skrifter – deriblandt den ældste trykte bog, men kender, Diamantsutraen – havde ligget urørte i et årtusind.
I 1907 ankom den britisk-ungarske arkæolog Sir Aurel Stein til Dunhuang. Mod at betale Wang blot fire sølvmønter fik han overdraget flere tusind håndskrifter, malerier på silke og andre skatte, som i dag findes på British Museum, British Library og National Museum i New Delhi.
Efter Stein fulgte franske, amerikanske, japanske og russiske forskere, og i 1930’erne var der ikke andet tilbage i Dunhuang end ca. 2.000 buddhistiske skulpturer – og så de enestående vægmalerier, der viser hverdagsliv, handel, sæder og skikke, legender og buddhistiske fortællinger fra otte århundreder.
Nu om dage er Mogao-grotterne Dunhuangs vigtigste indtægtskilde. De lokker hvert år mange tusind turister til denne afsides udpost ved den vestlige ende af Den Kinesiske Mur, og de har også givet anledning til en esoterisk, men blomstrende forskningsvirksomhed.

Konservering
I 1960’erne blev den forvitrede klippevæg forstærket med en grim, men funktionel betonfacade. UNESCO optog grotterne på sin liste over kulturminder i 1987.
De sidste ti år har et internationalt eksperthold under ledelse af Dunhuang Research Academy i samarbejde med bl.a. Getty Conservation Institute i Los Angeles og universitetet i Oskaka, arbejdet på at redde de uerstattelige grottemalerier. Projektet gennemføres med samme entusiasme, opfindsomhed og sans for detaljer, som kendetegnede de munke og pilgrimme, der engang skabte malerierne.
Et fem kilometer langt hegn til beskyttelse mod vinden har mindsket den mængde sand, der blæser ind mod klippen, med 60 procent. Der er indsat jerndøre i alle grotter for at holde fugt og støv ude, og på toppen af klippen er der anlagt en meteorologisk station, som registrerer vejrdata.
Arbejdet går bl.a. ud på at dokumentere malerierne, analysere farvepigmenteringen, finde årsagerne til deres forfald og udvikle nye materialer og metoder til at bevare dem for kommende generationer.
I grotte 85 – en stor grotte fra Tang-dynastiet med 16 illustrerede sutraer, der er blevet valgt ud til et pilotforsøg – er konservatoren Stephen Rickerby ved at teste forskellige typer mørtel. Det bliver sprøjtet ind bag det bemalede lerlag for at forhindre, at det løsner sig fra bjergvæggen.
»For en konservator er Mogao-grotterne det rene himmerige,« siger han.
Som en midlertidig foranstaltning – indtil man har fundet frem til en egnet mørteltype – anvender man japansk silkepapir til at holde malingen på plads.

Turisttruslen
Lige ved siden af er en tekniker fra Osaka- universitetet ved at måle fugtindholdet i klippen. Et internationalt eksperthold studerer resultatet af en termografitest, der fastslår, hvor lerpudset er i fare for at skalle af, ved at måle ganske små temperaturforskelle.
»Disse malerier fortjener at blive behandlet med samme varsomhed som et værk af Rembrandt eller da Vinci. Og de er meget mere sårbare end malerier på lærred,« siger Neville Agnew fra Getty Conservation Institute.
Mens dr. Agnew og hans kolleger kæmper for at bevare dette unikke historiske fundsted, udgør de mange turister fra Kina og hele verden, som besøger Mogao hvert år – og som giver området hårdt tiltrængte indtægter – en større og større trussel mod malerierne.
Indtrængende fugt er sammen med salt, der siver frem fra bjerget, den væsentligste årsag til, at vægmalerierne skaller af. Derfor må turisterne nu – til stor skuffelse for mange, der er kommet langvejs fra og har betalt entréafgiften på 70 kr. – kun gøre et kort ophold i nogle få, uoplyste grotter.
Konservatorerne er i øjeblikket i gang med at finde frem til, hvordan de kan belyse malerierne uden at forårsage yderligere skade. Og i et museum ved siden af er der flere vellykkede reproduktioner, som gør det muligt for de besøgende i ro og mag at studere maleriernes indviklede, afvekslende udførelse.

Det Skjulte Bibliotek
Konserveringsarbejdet i Mogao-grotterne er et af Kinas mest succerige internationale samarbejdsprojekter på dette område. Spredningen af Det Skjulte Biblioteks skatte over hele verden er dog fortsat et kontroversielt emne.
»Set fra et moralsk synspunkt bør genstandene leveres tilbage. Den kinesiske regering bør ved given lejlighed og via hensigtsmæssige juridiske og diplomatiske kanaler forsøge at få dem tilbage,« siger Rong Xinjiang, Dunhuang-ekspert fra Beijings universitet.
Samtidig har spredningen gjort Dunhuang til et globalt projekt, hvor eksperter fra mange lande bruger utallige timer på at tyde og tolke håndskrifter skrevet på uddøde sprog som tangut og runisk tyrkisk.
Det omfatter en lang række emner: historiske dokumenter, buddhistiske sutraer, taoistiske skrifter, medicinske afhandlinger, urtemedicinske receptsamlinger, kalendere, astronomiske kort, litteratur, poesi, folkesange, ejendomskontrakter, ja, selv råd om, hvordan en middagsgæst, der har drukket for meget, bør formulere en undskyldning til værten.
Med ønsket om at samle alle funden fra Dunhuang på ét sted som drivkraft grundlagdes i 1993 The International Dunhuang Project (IDP) på initiativ af British Library, og skattene fra Det Skjulte Bibliotek kan nu beskues på projektets hjemmeside.
I et andet projekt har stiftelsen Mellon Foundation givet tre millioner dollar til at samle et udvalg af genstande fra bl.a. Nationalbiblioteket i Taiwan og Bibliotheque Nationale i Paris i cyberspace.

Mogao på nettet
»Databasen gør den geografiske placering af håndskrifterne uinteressant,« siger dr. Sudan Whitfield, som leder IDP. Bogforlag i Sichuan og Shanghai har fremskredne planer om at udgive faksimilekopier af skrifterne.
»Dunhuangs enorme omfang er det vigtigste særtræk – 800 års illustreret historie,« siger dr. Sarah Fraser, kunsthistoriker ved Northwestern University, som leder Mellon Foundations projekt. Hun har studeret forholdet mellem de skitsebøger, der er fundet i Det Skjulte Bibliotek, og de fuldendte vægmalerier.
Mens konservatorerne forsøger at bevare skattene i Dunhuang, og forskere sætter tænderne i den rige kulturarv, arbejder den taiwanske kunstner Loretta Yang på at skabe en hyldest til Mogao-grotterne. Et besøg i Dunhuang i 1994 gav hende inspiration til en seks meter høj krystalstatue af buddhaen med tusind øjne og tusind hænder, som er afbildet i grotte 3.
Yang, en af Taiwans mest kendte skuespillere i 1980’erne, viste modellen til statuen frem sidste efterår, og Fan Jinshi, leder af Dunhuangs forskningsinstitut, døbte den Mogaos 493. grotte.
At skabe den rigtige statue kan tage yderligere ti år, og det er endda ikke sikkert, at resultatet bliver vellykket, siger Yang. Den skal støbes i krystal ved hjælp af en såkaldt ’voksløsningsteknik’ (wax-loss technique), og alene omkostningerne til brændingen anslås til 10 millioner kr. Når statuen er støbt, skal den afkøles i mindst seks måneder.
Uanset om det lykkes eller ej, virker det, som om Dunhuang i vor virtuelle tid har generobret den rolle, som denne oaseby havde for 1.000 år siden – som et vigtigt knudepunkt ved Silkevejen, en kulturel smeltedigel og inspirationskilde for mennesker fra hele verden.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu