Mandagssamtale
Tiina Rosenberg er queer-forsker. Herhjemme er der ikke så mange, der ved, hvad det er, men i USA har queer teorien været toneangivende siden 1990, hvor den fik sit startskud med Judith Butlers bog Gender Trouble.
I kort begreb kan man sige, at queer-teorien forskyder kønsdiskussionen fra at handle om patriarkatets udelukkelse af kvinden til at handle om den heteroseksuelle norms udelukkelse af ikke-heteroseksuelle.
Queer betyder skæv eller underlig, og er oprindelig blevet brugt nedsættende om folk med en ikke-heteroseksuel identitet: Bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle.
Men ligesom bøssebevægelsen herhjemme gjorde det med ordet bøsse, har queer-folket gjort ordet queer til deres eget, så det har mistet sin brod.
Som Tiina Rosenberg påpeger, er queer-teorien ikke mod heteroseksualiteten, men den er mod den heteroseksuelle norm, heteronormativiteten, som det hedder i jargonen.
Kønnet på scenen
Queer handler meget om at iscenesætte køn, og iscenesættelsen er også på andre måder Tiina Rosenbergs gebet.
Hun er docent i teatervidenskab ved Stockholms Universitet, og som forelæser er hun noget af en performer. I torsdags tog hun salen med storm, da hun optrådte på kønskonferencen i København.
Her fremførte eller opførte hun begrebet queer, blandt andet ved at vise en række film- og tv-klip, som ikke mindst blev spejle for tilhørernes eget begær.
Rosenberg har skrevet bogen Byxbegär (buksebegær), som handler, om hvordan operaernes bukseroller, altså manderoller, der synges af kvinder, laver kludder i den heteroseksuelle lidenskab, som operaerne foregiver at fremstille.
Hvad er Queer theory?
»Sikke et spørgsmål! Jeg kommer lige fra en konference i USA. Her sagde Judith Butler, at hun ikke vidste, hvad queer teori var. At hun ikke ville være en gravsten. Og at queer forskningen ikke skulle være en kirkegård.«
»I dag har vi på den ene side queer teori, på den anden side queer studier: Studierne af de ikke-hetero seksualiteter. Queer studier behøver ikke at være queer teoretiske. På samme måde som kvindeforskningen ikke behøver at være feministisk. Og feministisk teori behøver ikke studere kvinder. Det har den gjort i vid udstrækning for at være solidarisk, men strengt taget kan du jo studere alt fra et feministisk perspektiv du kan studere Den sorte Diamant fra et feministisk perspektiv.«
Ingen ny tanke
»Queerteorien var fra begyndelsen ikke anti-heteroseksuel, men anti-heteronormativ, og i den diskussion ville man indbyde alle, uanset hvordan folk identificerer sig. Det interessante var at betragte kløften homo/hetero som noget kunstigt, og den heteroseksuelle norm som noget påtvunget, præcis som den lesbiske feminisme havde påpeget 20 år tidligere. Det var ingen ny tanke, men den genoplivedes i ny skikkelse.«
»Queer teorien er altså ikke specifikt en teori om homoseksualitet. Den retter sig først og fremmest mod den heteroseksuelle norm.«
»Endelig er der også queer aktivismen. Men den findes ikke længere. Queer Nation findes ikke mere.«
Hvad var Queer Nation?
»Det var en bevægelse i USA, som voksede ud af den aktivisme, der ville skabe diskussion omkring aids. Historien om aids er jo en vældig tragedie i den vesterlandske historie. At man ikke fra starten fortalte, at sygdommen kan ramme alle. Man stigmatiserede de tre Her: Homoseksuelle, haitianere og horer.«
»For Queer Nation handlede det om at maksimere den ikke-heteroseksuelle identitet. Bevægelsens manifest begyndte: Jeg hader heteroseksuelle«
Eksotiske minoriteter
Men queer teorien inviterer også de heteroseksuelle med?
»Tanken var fra starten, at man ikke accepterede minoritetsstatus. At man ikke ville acceptere det, som man i USA kalder minorisering. Du ved: Okay, her har vi nogle haitianere og nogle homoseksuelle, og så et par grønlændere, lad os give dem et lille fag på universitetet, og så kan de hygge sig med det. Det er som at kaste små kødben: Her har du lidt tolerance, lille ven. Men der sættes ikke spørgsmålstegn ved selve normen. Queer teorien siger: Nej, lad os studere homoseksualiteten gennem heteroseksualiteten. Lad os se på, hvordan normen er skabt. Hold op med at minorisere. Det er ikke minoriteten, som er problemet, det er den alt for trangt definerede norm.«
»For heterokulturen findes der en eksotisme i queer kulturen. Det er ligesom Tivoli. Det er Abba, det er drag queens, det er glitter, det er uh hvor spændende... Det vil folk gerne høre om. Men de vil ikke høre om sig selv. Når du er queerforsker, må du begynde med dig selv. Du kan ikke lægge afstand mellem forskningsemnet og dig selv. Du bliver nødt til at starte med spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvilken position har jeg lige nu?«
»Men queer teori er blevet til et anliggende for først og fremmest homo-, trans- og biseksuelle.«
Er det ikke en skam?
»Jo, men det er ligesom med kønsforskningen. Det er jo stort set kun kvinder, der bedriver kønsforskning, for det er åbenbart kun kvinder, der har et køn. Manden har tilsyneladende ikke noget køn. Men det er rigtigt, hvis ikke de heteroseksuelle også reflekterer og er selvkritiske, så kommer vi ingen vegne. Så kan vi have de to kulturer til vi dør: homo og hetero, og mellem dem en kløft.
Betragter queer teorien ikke også den queer praksis, f.eks. sådan noget som drag, som et sted, hvor heteroseksualitetens normer parodieres og udstilles?
»Jo, parodien og ironien over den heteroseksuelle norm er væsentlig for queer attituden.«
Men er det ikke nogle meget konservative kønskoder, der gælder i queer-miljøet? Den maskulinitet eller feminitet, man jonglerer med som drag eller transseksuel eller butch (lesbisk i mandetøj) er den ikke meget konventionel?
»Lad os først gøre det klart, at vi må tale om maskuliniteter og feminiteter. Som queer teoretiker må man lære sig, at stereotyperne ikke bare er onde. De kan også være gode. De kan betyde positiv selvidentifikation. Første lektie i queer teorien er at erkende, at meget af vores erotiske fantasi består af seksualiserede stereotyper, om det så er sygeplejersker eller nonner med piske.«
»Tag en type som butchen. For et amatørøje kan det ligne konventionel maskulinitet. Eller Billy-dukken, den amerikanske Barbie-dukke for homoseksuelle mænd: Han fremstilles i stereotype manderoller: Sømand, byggearbejder. Der findes en grad af stereotypi. Men man gør en pointe ud af stereotypien, fordi man seksualiserer visse tøjkoder og stereotypier. Man blander også kønskoder, og det er jo egentlig sammenstødene som er interessante.«
»Det konventionelle er ikke konventionelt for den, der ikke har tilgang til den i kraft af sin biologiske krop. Og hvem ejer mandligheden og kvindeligheden? Det er der jo ingen, der gør, selv om det ganske vist er en kapitalistisk handelsvare. Spørger du en butch, om hendes mandetøj er maskerade, så vil hun sige nej, dette er mit sande jeg.«
Anti-identitet
Men hvordan kan der være plads til det sande jeg i en teori, der angriber identitetsbegrebet?
»Queer-teorien har markedsført sig som en anti-identitetsteori. Men anti-identitet er ikke det samme som ikke-identitet. Det handler om ikke at acceptere den identitet, andre har klistret på dig. Det er vigtigt at finde en identitet, men ikke den fikse og færdige, af andre formulerede. En identitet med plads til bevægelse.«
»Kvinde-, køns- og queer-forskning er identitetsbaserede. Men hvilke forskningsfag er ikke det? Tænk på hele området Nordiske Sprog. Det er jo et gigantisk identitetsprojekt. Men det er fuldt legitimt. Det er en identitet, der er så okay, at man ikke behøver benævne den. For her er normen usynlig.«
»Det er bare køns- og kvinde- og queerforskere, som skal anklages for kun at beskæftige sig med deres egne identiteter. Hvis du gik ud og sagde: Nu må vi lukke danskfaget, for det er jo bare et nationalt identitetsprojekt, så ville det være en skandale? Jo dybere, man kommer ned i de her spørgsmål, jo større bliver de. Og så forsvinder drag queens og pailletterne, så bliver det spørgsmål om hvordan man strukturerer og styrer et samfund.«
