Læsetid: 4 min.

Skuespillerens spejl

Betagende sjælfuld, elskelig og respekteret – sceneinstruktørernes nestor, Sam Besekow, både skabte og var en legende
24. april 2001

Nekrolog
Det 20. århundredes store danske sceneinstruktør Sam Besekow er død, 90 år gammel efter lang tids svagelighed. Så sent som i 1991 kunne det københavnske publikum opleve to store opsætninger af den 80-årige nestor, heraf en yderst vital genoplivning af en egentlig umulig opgave, Kaj Munks Ordet, og punktummet blev sat i ’96 med indstuderingen af Albees Tre høje kvinder på Det Kgl. Teater. Egentlig med stor symbolværdi, ikke alene var Besekow skuespilleruddannet på Kongens Nytorv, men hans instruktørkarriere efter hjemkomsten fra flygtningetiden i Sverige i ’45, havde til stadighed base der, selvom den overmenneskeligt flittige Besekow ofte sideløbende havde indstuderinger i gang ude i byen. I sine senere år yndede Sam Besekow – med et skævt sideblik til en aktuel debat – at kalde sig fremmedarbejderens søn, forældrene var jødiske udvandrere fra Chagalls fødeby Vitebsk, og den unge Sam var metropolit nok til at gå i instruktørlære hos datidens største, Max Reinhardt og Erwin Piscator i Berlin.

Blændende inspireret
Måske var det dette udenindenlandske dobbeltblik, der betingede hans bemærkelsesværdige forløsninger af dramatikere som Anouilh, Albee, Pinter, Tennessee Williams, O Neill, Beckett, Weiss og Shaffer. I Det Ny Teaters storhedstid, Peer Gregaards direktørtid, der strakte sig fra befrielsen til midt i tresserne, var Besekow husinstruktør og den, der med Bodil Kjer og Mogens Wieth øverst på rollelisten holdt det danske teaterpublikum a jour med de udenlandske teaterstrømninger.
Wieth refererede til Besekow som »blændende inspireret og suveræn«, og lod sig under indstuderingen af Toreadorvalsen i ’57 »glide med den strøm, der flød fra en genial instruktør i dyb tillid til hans synspunkter, – hvilket vel er kernen i forholdet mellem skuespiller og iscenesætter !«.
Samarbejdet med den sky og tryghedskrævende Bodil Kjer, der begyndte med opsætningen af Anouilhs Eurydice i ’46 og bl.a. sluttede med et skarp og formidabelt Dorothy Parker-portræt på Rialto i ’88 var en legende i teaterverdenen. »Et af de mennesker, der har betydet mest for mig som skuespiller«, sagde skuespillerinden i et interview sidst i 90’erne.
»Han er den bedste instruktør jeg har haft. Jeg har arbejdet meget med ham og lært meget af ham. Jeg har jo forsøgt at nå ind til kernen i de tekster, jeg har skulle spille. Sam analyserer teksten, og han er så fantasifuld, at han selv med en kompliceret tekst har et vældig klart billede af, hvordan han gerne vil se den udtrykt.(. . .) Der findes instruktører, der ikke interesserer sig særligt for skuespillerne. De går op i billedet og helheden og betragter skuespillerne som halv-ignoranter eller marionetter, som de bruger til at formidle deres vision. Men dette med menneskefremstilling, det er noget jeg har lært af Sam.«

Forklar rollen
Selv mente Besekow, at hans vigtigste funktion var at være skuespillerens spejl, samt i næste led pædagog og psykoanalytiker. Hans oftest hørte maxime gik på, at skuespilleren skal forklare rollen, ikke forsvare den. Dén holdning parret med Besekows karisma og meget givende – omend til tider noget luftige og svævende – genveje til sammen med skuespilleren at angribe rollen indefra, skabte flertallet af nittenhundredetallets største sceneoplevelser. Fra forkantsopførelserne af Maxwell Anderson, O’Neill, Steinbeck og
Anouilh i tiden på Riddersalen sidst i trediverne, over Det Ny Teater og tiden på Det Kgl., hvor han var bærende instruktør, efterhånden sammen med John Price.
At fremhæve enkelte forestillinger er halsløs gerning, men man kunne tage kending af spændvidden via Sartres Fangerne fra Altona, Weiss’ Mordet på Marat og Claudels Middagshøjde. Tilsammen illustrerer de Besekows fornemme føling med såvel scenisk intimitet som spektakulære, operamelodramatiske scenemalerier og drømmende sart poesi.
Den sans for teksten, som greb Bodil Kjer, viser sig også, så snart man slår op i een af Besekows mange bogudgivelser. I romaner, erindringer, essays og teaterovervejelser finder man en på een gang skarp og kærlig dansk-jødisk tone uden ligemand og den næsten komplette selvbiografi Fra majonæsekvarteret til Det Kgl Teater fra ’93 giver en række enestående tidsbilleder set på een gang ude- og indefra, med milde, men klare øjne og en livsvisdom, der rækker slægter tilbage, men anvendes med en helt nutidig troldspejlsagtig spillende drilagtighed.

Lykkeligt møde
Besekow overkom det utrolige, af og til i en flabet stil, der betød ankomst i en taxa ét sted, ind og instruere et par timer, ud igen og videre i taxa til næste hold ventende, neglebidende skuespillere. Radio- og tv-teater, opera – fra Fidelio til Woyzzeck – samt gæstespil i Sverige, Tyskland (hvor Besekow blev æreskunstner), Israel, Australien og Norge – det sidste sted så hyppigt, at Ghita Nørby engang udtalte skræk for at miste ham til nabolandet; Nørby var i tvivl om, hvorvidt hun havde lært mere af Besekow end af Ingmar Bergmann, men hældte vist til den første.
Sam Besekows sene ægteskab med advokaten Jette Hecht-Johansen blev på grund af gemytternes ualmindelige overensstemmelse en del af legenden, et lykkeligt dansk-jødisk møde. Ved dets tragiske slutning, Hecht-Johansens død i 1999 efter svær sygdom, gik enkemanden i indre eksil; man havde undt det kloge, enestående smukke menneske Besekow ikke at få føjet netop den erfaring til sin omtumlede erindringsrække.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her