Læsetid: 3 min.

Smid karkludene

Det sensuelle ’samtalekøkken’ er stedet, hvor karrierefolket foregiver, at der er liv og lyst i parcelhuset
4. april 2001

Pix - Drømmeboligen
I 60’ERNE og 70’erne blev halvdelen af kongerigets parcelhuse opført, og en halv million familier fik foden under eget bord, med fradragsberettiget udsigt til en nyplantet ligusterhæk. Men noget gik galt undervejs, der kom røg i køkkenet. Boligdrømmene er derfor ikke, hvad de har været – selv om parcelhuset før som nu er den urokkelige ramme om den danske selvtilstrækkelighed.
’Gør gode tider bedre’, sagde socialdemokraterne dengang, og det var carporten fyldt med folkevogn og parcelhuset svanger med kernefamilie, der skulle virkeliggøre drømmen om frihed til at være sig selv, midt i et klassesamfund i opbrud.
Der sad velfærdsdanskeren så – som snydt ud af en karikaturtegning af Bo Bojesen – trygt omgivet af ægtefælle og halvandet barn i den sydvendte stue med de enorme termoruder og nippede til en flaske Nonneblod, det hed den sgu, fra Irma. Husets dameværelse, et køkken af behersket størrelse, var forvist til nordsiden sammen med den dobbeltarbejdende kvinde ved kødgryden. Hun havde foret sin køkkenhule med bodegabrune kakler og orange blomstermønstre for at undgå forrige generations klinisk hvide køkkenkulde.
Men det holdt altså ikke. Blindtarmen af et køkken blev til skilsmissekøkkenet, kernefamilien groede fra hinanden, og i Nakskov, Høje Taastrup og mange andre steder ligger hele kvarterer af tresserparcelhuse hen som truende slum og overvejer at stemme på Pia Kjærsgaard. Køkkener, badeværelser, oliefyr og termoruder er på sammenbruddets rand, trøstesløsheden breder sig veje op og veje ned, og økologien har åndenød.

ALLIGEVEL bygger børnene videre på parcelhusdrømmen. De knokler et vist blåt segment ud af bukserne for at få råd til nye, endnu større parcelhuse, hvor den rehabiliterede kernefamilie villigt strander på en øde ø, Kogeøen, der er omgivet af køkkenets uendelige hav af kvadratmeter. Nu er der mildt sagt plads til at svinge panderne med store armbevægelser til ære for tilskuerne, mændene har weekend-indtaget køkkenregionen, og så er der ingen smalle steder.
Tag dog ikke fejl. Den nye kernefamilie er i modsætning til 60’ernes ofte skruet sammen for syns skyld, ligesom parcelhuset er en iscenesættelse af individernes hjemlige springbræt, ligesom det enorme køkken ikke for alvor er ment som en svedig arbejdsplads. Kogeøen henligger i køkkenmausoleets skinnende ro, om aftenen kun forstyrret nogle få sekunder, nemlig den tid det tager at befri det lokale pizzarias lunkne pizza for sit jordiske paphylster og hæve bagværket op i den gastronomiske himmel ved at placere the slices på en lækker porcelænstallerken, inden anretningen bæres frem i stuerne for at blive fortæret foran fjersynsapparatet.

KVIK Køkkenet A/S, der hele tiden sender reklamer i tv og udgiver markedets mest pompøse salgskataloger, som vejer næsten et halvt kilo pr. styk uden dog at oplyse en eneste pris på luksuskøkkenerne – det skal vel ikke komme an på det – dette kvikke foretagende har regnet ud, at nogen en dag måske spurgte, om ikke pladsen kunne bruges bedre, og firmaet har derfor snedigt tilføjet en ekstra dimension til boligdrømmen: ’Samtalekøkkenet’, hvor elementerne er rykket ud fra væggene og placeret under kogeøen, for at skabe dialogrum, et sted for kvalitetssamvær, når nu kvantiteten er forsvundet ud i arbejdslivet.
I samtalekøkkenet kan kernefamilien så et par gange om året afvikle en dannet grisefest med flirt og lir og en pæn promille, der kan få selv trænede fotografer til at ryste kunstnerisk på hånden i udløsningsøjeblikket.
Min boligdrøm, hvad vil du mere?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu