Læsetid: 4 min.

Spionen, der ikke må komme ind fra kulden

Atomprogram-kritikeren Mordechai Vanunu er stadig ikke i kridthuset i Israel
27. april 2001

TEL AVIV – Universitetet i den nordnorske by Tromsø har besluttet at udnævne den fængslede, israelske atomtekniker, Mordechai Vanunu, til æresdoktor. Vanunu blev verdenskendt, da det britiske dagblad The Sunday Times den 5. oktober 1986 offentliggjorde billeder og oplysninger, han havde smuglet ud fra sin arbejdsplads – den tophemmelige israelske atomreaktor ved Dimona, dybt inde i Negevørkenen.
Blandt afsløringerne var, at reaktoren fremstiller plutonium egnet til kernevåben. Vanunu havde klogeligt taget ophold i London, men blev af agenter fra den israelske efterretningstjeneste lokket til Rom. Herfra førte de ham til Israel. Anklaget for landsforræderi blev han efter en totalt mørkelagt retssag idømt 18 års fængsel.
Siden har fredsgrupper i hele den vestlige verden kæmpet for hans løsladelse, og siden 1989 er Vanunu hvert år blevet indstillet til Nobels fredspris.
»Vi mener, at hans loyalitet blev trukket i to retninger – loyaliteten over for sit eget land, og loyaliteten over for menneskeheden. Han valgte det sidste, og vi mener han gjorde det rigtige,« motiverer rektor Tove Bull sit universitets beslutning.

Ikke spion
»Vanunu gjorde sin borgerpligt,« siger en af veteranerne i israelsk fredsbevægelse, Uri Avnery. »Der er intet grundlag for at betragte ham som spion og forræder. Han er et godt menneske – en smule forvirret ganske vist – og han blev udnyttet af folk med mindre ædle motiver.«
Mordechai Vanunu var ansat som tekniker på atomanlægget fra 1976 til 1985. Han gik for at være en dygtig medarbejder. Sidst i ansættelsen medbragte han en dag sit kamera på arbejde og tog en serie billeder af kontrolrummene, som han sammen med papirer med tekniske specifikationer fik med ud forbi sikkerhedsfolkenes årvågne blikke.
Herefter rejste han til Australien og tog materialet med. Han kom i kontakt med en kristen gruppe, som begyndte at pumpe ham for oplysninger, og selv konverterede han til kristendommen. Det er tilsyneladende også gruppen, som fik ham overtalt til at gå til pressen med sine billeder.
Sunday Times fandt de store overskrifter frem, og i forbindelse med offentliggørelsen udtalte Vanunu, at han afslørede Israels atomhemmeligheder for at hjælpe freden på vej i Mellemøsten.

Sammensat person
»Sagen er præget af en masse tilfældige omstændigheder, og jeg ser ikke skyggen af idealistiske motiver bag Vanunus handlinger,« siger professor Shlomo Aronson, som på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem har brugt 12 år på at analysere sagens juridiske perspektiver.
Han betragter Vanunus sammensatte natur som udslaggivende. Familien er af marokkansk afstamning, og som almindelig sefardisk tekniker følte han de ashkenasiske forskeres nedladende holdning. Desuden mistede Vanunu store dele af sin opsparing, da det israelske ak-tiemarked brød sammen i begyndelsen af 1985, hvilket øgede hans bitterhed over for samfundet.
»Da faderen, som er rabbiner, tilmed skød ham fra sig ved nyheden om konverteringen til kristendommen, vågnede hævnlysten i ham. Alt dette fremgår af retsprotokollerne,« siger Shlomo Aronson videre til Informa-tion. Han siger, at ingen har bestredet disse oplysninger, ikke engang Vanunus egen familie.

Ingen debat
»Uanset, hvad Vanunus personlige motiver har været, er hans handling prisværdig,« fortsætter Uri Avnery, som lægger vægt på den internationale debat om det mellemøstlige våbenkapløb, som sagen kastede af sig.
»At Israel har atomvåben er jo en offentlig hemmelighed. At hele Mellemøsten er proppet med masseødelæggelsesvåben, ved vi også allesammen, og i den forbindelse ser jeg ikke nogen forskel på giftgas, biologiske eller nukleare våben. De skal væk allesammen, og jeg tror, Vanunu-sagen fik manges øjne op for, at en mellemøstlig fredsaftale også må omfatte et krav om generel våbeninspektion i hele området.«
Han beklager meget, at sagen aldrig har affødt nogen videre debat inden for Israels grænser, hvilket han forklarer ved sikkerhedshensynet. Han fortæller, at en forsker hurtigt pådrog sig efterretningstjenestens store interesse, da han for nogle måneder siden udgav en kritisk bog om atomprogrammerne.

Systemets hævn
Vanunu-sagen har israelsk aktualitet på grund af en sag, som på visse måder er parallel. Den 75-årige, tidligere militære forskningschef Yit-zhak Yaakov blev i slutningen af marts anholdt og står nu anklaget for at have udleveret hemmeligt materiale. Sagen er mørkelagt og mange analytikere undrer sig over, hvad han kan have udleveret, eftersom han afsluttede sin militære karriere for 27 år siden.
Journalisten Yossi Melman fra det ansete dagblad Haa-retz, som har skrevet flere bøger om den israelske efterretningstjeneste, kalder Yit-zhak Yaakov for »spionen uden hemmeligheder«.
»Det samme var tilfældet i Mordechai Vanunus tilfælde. De oplysninger, han offentliggjorde, var for en stor dels vedkommende kendte i forvejen, og resten kunne ikke overraske nogen. Men det var lykkedes ham at smugle materialet ud fra Israels nok bedst bevogtede sted, og det kunne sikkerhedstjenesten ikke lide. Ingen sikkerhedstjeneste i verden bryder sig om at blive taget ved næsen,« forklarer Uri Avnery videre.
Avnery er sikker på, at systemets hævn er det egentlige motiv bag den ubøjelige behandling af Vanunu. Da han i 1998 havde afsonet to tredjedele af straffen, sad han stadig i streng isolation, og den løsladelse, som efter almindelig israelsk praksis bliver overvejet på dette tidspunkt i forløbet, kom slet ikke på tale. Nu står Vanunu til løsladelse den 22. april 2004 – fem måneder før tid for god opførsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her