Koncert
En Sort Sol-koncert har alle dage været behæftet med en usikkerhedsmargin, som i al enkelthed gik ud på, at muligheden for at bandet fuckede op big time forelå. Ikke at det nødvendigvis var en svaghed tværtimod kunne der være noget storslået over et eftertrykkeligt fuck-up fra lige den kant.
I al sin væltethed lå dér nogen gange kimen til noget nyt lige under kaos, og på et tidspunkt rettedes skuden altid op igen, hvilket forstærkede indtrykket af, at man havde fået indblik i en stadigt pågående, skabende proces, hvor op til 20 år gamle numre var under stadig omforandring og kunne aftvinges nye betydninger og nuancer. Og så fordi faldene ud i kaos ofte efterfulgtes af en sublim passage eller en venden-tingene-på-hovedet-version af et velkendt stykke.
Sagt på en anden måde i en tid hvor alle fra politibetjente over kunstnere til ministre stort set ikke foretager sig noget uden at have et sikkerhedsnet udspændt under sig, tillod gruppen sig som et levn fra en anden tid at skide de sikkerhedsmæssige aspekter et stykke og med dødsforagt kaste sig ud i det
hvilket på én gang var gruppens adelsmærke, charme og forbandelse. I den rækkefølge.
Men Sort Sol anno 2001 er en anden snak: Signet til verdens usammenligneligt største pladseselskab besidder gruppens første udspil i fem år Snakecharmer hedder det og jo, det er en passende titel, nu De spørger en ubetvingelig popsensibilitet.
Det betyder i rocksammenhæng, at der er arbejdet lige så meget med det melodiske som med guitar- og trommelyd, ikke en udpræget selvfølgelighed.
Så hårene rejser sig
Man kunne jo ikke lade være med at studse, da de gamle punk-ikonoklaster i vinters udsendte en Moody Blues-sang Nights In White Satin som single, dernæst lancerede en koncertplakat med træsnit af det røvballesocialistiske ikon Dea Trier Trier Mørch og endelig inkluderede en duet med vores allesammens og Eddie Skollers! Sissel på albummet. Men hallo! er det alt andet lige så ikke en ret god version af Nights In White Satin. Jo, faktisk. Og er det ikke et manende træsnit, Mørch har begået? Også det, jo. Og står de fine hår på armene ikke lige i vejret, når Sissel åbner munden på Elia Rising. Hårene, jo, og mere til.
Så på den led kan man ikke beskylde de fire herrer for at gå til i hverken vanetænkning eller forudsigelighedens strategi, og Deres korrespondent var mødt op i K.B. Hallen lørdag aften med store forventninger ikke mindst fordi Snakecharmer var selve lydsporet til april 2001.
Sej sumpbas
Tilbage af den oprindelige besætning fra starten i 1977 er kun sanger Steen Jørgensen og trommeslager Tomas Ortved, i øjen- og ørefaldende suppleret med Lars Top-Galia, der tiltrådte i 1985, men blandt hardcorefans rask væk omtales som den nye.
Bassist Knud Odde har valgt at trække sig fra koncertsammenhænge men leverer stadig bandets mest poppede kompositioner og stiller altid gerne op til fotografering og er på scenen erstattet af den tidligere Psyched Up Janis-frontfigur Sune Wagner, som både leverer sej sumpbas og sublim korstemmne, hvilket gør det muligt for ensemblet at forløse de på plade så himmelstræbende vokalarrangementer.
Opstillingen afsluttes med guitarist Johnny Stage, hvis primære funktion er at fylde huller ud for det første fordi Lars Top-Galia læsser godt med guitarer på i studiet og for det andet af hensyn til det ældre materiale, hvor i sin tid Peter Peter Schneidermann leverede en tænderraslende indsats.
Utænkelig konstellation
Det var også på ældre røvsparkere som Popcorn, Shaheeba Bay og Siggimund Blue det står mest klart, hvad gruppen har mistet: Det manisk intense, det indædt kompromisløse og den der lige-mod-afgrunden-fornemmelse, som har givet undertegnede nogle af hans største koncertoplevelser ever.
Kun på en ond Knife For The Ladies kom bandet i nærheden af dén stil og tid. Til gengæld spillede Sort Sol med en autoritet og sikkerhed, en velsiddende men også lidt sammenbidt professionalisme, der gjorde sangene fremfor bandet til stjerner.
De gav otte af de ni sange fra det ny album, og begejstringen ville ingen ende tage, da Sissel dukkede op fra kulissen under sit parti af Elia Rising, et af de helt store øjeblikke på Snakecharmer
måden hendes og Jørgensens stemmer snoede sig ind og ud mellem hinanden i sangens dynamiske afslutning var utroligt smukt, og man overgav sig begejstret til, hvad der for et par år siden ville have været en utænkelig konstellation.
Nødvendige som altid
Det var sangene fra Snakecharmer, der i versioner tæt på pladens gjorde sig bedst lørdag aften.
Steen Jørgensen synger efterhånden så godt, at det blot bør nævnes, han holdt niveauet aftenen igennem, fraset den bizarre omstændighed at han valgte at gå ned i omkvædet på Daughter Of Sad fremfor op, hvilket ikke lød godt.
Ellers fungere holdoparbejdet upåklageligt, numre som Brogue, Next Century, Rhinestone og Its Gonna Rain besad patos, rejsning og gejst, og hyldesten til nys aføde Joey Ramone en upåklagelig version af Blitzkrieg Bop brought it all back home.
Da gruppen lukkede og slukkede med en intens version af Gasolins Kina Rock havde selv den mest modvillige for længst overgivet sig til det faktum, at Sort Sol stadig er de bedste af deres slags og lige så nødvendige som altid!
Sort Sol i K.B. Hallen, lørdag
