Læsetid: 4 min.

En svingtur i poptornadoen

Les années pop i Pompidou-centeret viser med kreativ dokumentationskraft popkulturens historiske gennembrudsår
10. april 2001

Udstilling
PARIS – Der er udstillinger, der har karakter af store initialoplevelser. Førstegangs bevidsthedsomvæltende oplevelser, der kaster en ned i hjørner af sindets krinkelkroge, hvor man ikke før har været. Og så er der udstillinger, der i kraft af overraskende nye sammenstillinger bringer orden på årtiers oplevelser, som pludselig i kraft af den rette sammenstilling af stoffet, får en til at reorganisere de indre filer efter et nyt mønster, etablere sammenhæng og system i årgamle udstillingserindringer, og bringer ny orden i det indre arkivskab. Præcis sådan en udstillinger er Les années pop, som for tiden vises på Centre Pompidou i Paris.

En elskovslære
Titlen er vigtig, det er netop ikke en ny udstilling, en ny ophængning af popkunst, det er ikke endnu en ophængning af de popikoner og Warholbilleder, som man kender til hudløshed, og som altid bliver hevet frem, når man skal lave sig en sikker publikumstræffer.
Det drejer sig ikke først og fremmest om popkunst, men er i langt højere grad en udstilling, der tager temperaturen på popfænomenet, som demonstrerer massekulturens, populærkulturens sammenstød med og indoptagelse i finkulturen, som i en række overraskende og øjenåbnende sammenstillinger viser, hvordan populærkulturen som en tornado hvirvler hen over hele det kulturelle landskab, suger de andre kunstarter til sig og afsætter sine uafrystelige spor.
Les années pop sammenstiller kunst, film, design, arkitektur, reklamer, tegneserier, pladeomslag, musik samt en sværm af tekstdokumentation fra perioden 1956-1968, arrangerer materialet i 20 forskellige tematiserede sektioner, der tilsammen dokumenterer, hvordan populærkulturen i denne periode sætter sine spor på hele den kulturelle flade. Demonstrerer hvordan det traditionelle skel mellem finkultur og massekultur reelt bryder sammen og opløses i denne periode, hvordan hele denne kulturelle ombrydningsproces, samtidig åbner for nye former for perceptionsmønstre.
Da massekulturens tegnsystemer og koder blev til materialet for en ny kunstnerisk praksis, gik den traditionelle borgerlige finkulturs fortolkningsskemaer og perceptionsformer i opløsning. De traditionelle, eksistentielle fortolkninger blev afløst af en anden og mere umiddelbar fascinationsbåren opfattelse, en ny åben sensibilitet. Derfor hedder et af periodens teoretiske hovedværker, Susan Sontags artikelsamling fra 1961, som der selvfølgelig citeres kraftigt fra, naturligvis også Against Interpretation, og titelessayet slutter med den berømte formulering om, at vi ikke længere har behov for en hermeneutik, en fortolkningslære, men en elskovslære.

Brud og popikoner
Selv for den mere snævre betragtning med fokus på den traditionelle popkunst er der lagt et stort arbejde i at slippe uden om de traditionelle tyndslidte popikoner. Den tidlige engelske scene Richard Hamilton, Peter Blake og David Hockney og de nu store klassiske amerikanere er selvfølgelig repræsenteret, men også de mere sjældent sete pionerer som Ray Johnson, med sine collageagtige portrætter af Elvis Presley og James Dean fra 1957 er kommet med. Johnson er jo netop nu aktuel herhjemme med Lars Movins og Steen Møller Rasmussen film: Connections: Ray Johnson On-Line. Ligesom Mel Ramos, der har været en stor inspirationskilde for Peter Carlsen. Og i en europæisk sammenhæng dukker der overraskende arbejde op: Sigmar Polke og Gerhard Richter fra midten af 60’erne i rendyrket poptradition.
Men der hvor udstillingen i denne sammenhæng for alvor bringer bevægelse i tingene er i sammenstillingerne mellem popkunsten og så den amerikanske Neo-dada og junk-art bevægelse med Edward Kienholz og Rauschenberg, de franske nouveaux realistes med folk som Arman, César og Christo, og så Fluxus-bevægelsen, der bl.a. er repræsenteret med arbejder af George Brecht, Wolf Vostell og Arman, og hvor det bliver tydeligt, hvordan assemblagens sammenkobling af storbyaffald og popfragmenter på samme måde som happeningens sammenkobling af begivenheder kan udspille sig overalt og bygger bro mellem hverdagsliv og i en form, som i bestemte sammenhænge åbner for politiseringen.
Da popkunsten rammer det europæiske kontinent sker det jo i en tid, hvor den uvægerligt bliver knyttet sammen med rockmusikken, undergrundskulturen, det nye venstre, ungdomsoprøret og studenterbevægelsen. I specielt den europæiske sammenhæng bliver popkunsten derfor ofte læst ind i og udstyret med en mere kritisk protesterende position end den havde i sit udgangspunkt med sin cool ironiske dyrkelse af ny sensibilitet og kølig distance. Susan Sontags talte om en ny, ikke engageret, afpolitiseret følsomhed. Men i den europæiske bearbejdning løsnes finkulturen med poppen fra sin isolation, bliver udstyret med kritiske potenser og indlejres samtidig i en helt ny form for verdslig masseperception, som bidrog både til kunstens demokratisering og politisering. Men det er ikke kun her inspirationen og den intellektuelle europæiske fascination og bearbejdelse af americana demonstreres og udfoldes. Den kan undertiden med helt andre og mere underspillede og sofistikerede betydningsnuancer indfanges i blot et enkelt snapshot eller stillbillede, der for eksempel indfanger en skødesløs, arrogant flabet Jean-Paul Belmondo og en hengiven og euforisk forelsket Jean Seberg på en parisisk boulevard i Jean-Luc Godards Åndeløs fra 1960.

*Centre Pompidou: Les années pop. Til 18. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu