Ny film
Lars Movin og Steen Møller Rasmussens film Connections, erklærer sig fra udgangspunktet som en hommage til den amerikanske kunstner Ray Johnson (1927-1995). Mere end at være en traditionel dokumentarfilm med afsæt i Johnsons kunst og biografi tager Connections form af et portræt, der tegnes gennem venner og kollegers posthume udsagn om ham. Det er filmens genistreg, at der gennem dette indirekte portræt alligevel aftegnes et præcist billede af Johnsons kunstneriske metode såvel som hans personlighed.
Johnsons kunst bestod nemlig i høj grad i at indgå direkte og unikke relationer med sine kolleger, primært via mail art, men også gennem telefonsamtaler. Hans kunst var af en særegen intim art den var ikke henvendt til et anonymt massepublikum, men forbandt sig med udvalgte individer, i en-til-en relationer. Hans kunst var akkurat forbindelser, direkte forbindelser, sådan som også Movin og Møller Rasmussens filmtitel indikerer.
Connections begynder imidlertid med, hvad man kunne kalde Johnsons definitive disconnection, hans nøje tilrettelagte selvmord i 1995. Til billederne af gråligt bølgende vand beskriver en stemme gennem en telefon på lydsiden hans selvmord. Det er en medarbejder ved hotellet i Sag Harbor, som Johnson havde indlogeret sig på, inden han tog livet af sig selv, der nøgternt beretter om begivenhederne.
Allerede med filmens indledning er Johnsons radikale sammenblanding af kunstpraksis og liv således anslået endda ført til sin logiske konklusion med døden som det ultimative værk. Johnson var en særegen hybrid mellem Fluxus og pop-kunst, på den ene side konceptuelt arbejdende i et opgør med al traditionel borgerlig kunstforståelse, på den anden side tydeligt fascineret og optaget af populærkulturens og massemediernes stjernedyrkelser.
Uhåndterlig kunst
Tilbage i midten af 1950erne lavede Johnson collager, der sammen med Richard Hamiltons tidlige arbejder står som unikke forvarsler om pop-kunstens snarlige gennembrud. Hans værker er dog gennemgående for uhåndterlige, urene og flygtige til at kunne klassificeres entydigt som pop-kunst, og Johnson opnåede heller aldrig tilnærmelsesvis den samme glamourøse status, som f.eks. hans ven Warhol gjorde.
Johnson studerede sammen med de siden hen mere berømte kunstnerkolleger Robert Rauschenberg og Cy Twombly i sidste halvdel af 1940erne på Black Mountain College under Joseph Albers. I lighed med flere andre elever fra denne periode kan Johnson ses som en overgangsfigur mellem den abstrakte ekspressionisme og pop-kunsten, en ilter konceptualist.
Johnson eksperimenterede ligesom vestkystkunstneren Wallace Berman allerede i 1960erne med billige og trivielle værkformater som fotokopier og mail art. Mest kendt er Johnson for i 1968 at have etableret New York Correspondence School, som distribuerede mail art i stor stil. Connections beskæftiger sig overvejende med denne del af Johnsons ouevre, som tilsyneladende også var den, der mest konsekvent optog kunstneren.
Johnsons korrespondencer var særdeles omfattende og lagde beslag på størstedelen af hans tid, udover at den holdt det lokale postvæsen beskæftiget. Som en medarbejder på posthuset i Locust Valley udtaler i filmen: »Ray gets more mail, and hes been dead for a year and a half, than I get and Im alive.«
Korrespondencerne involverede et væld af kunstnere og alle mulige og umulige genstand blev sendt frem og tilbage i et væk.
Smittende entusiasme
Movin og Møller Rasmussens portræt drager smukt konsekvensen af, at Johnsons værker var flygtige, nærmest personspecifikke arbejder, og viger næsten helt uden om at gengive dem. I stedet overtager instruktørerne så at sige Johnsons metode, den medierede dialog, og lader en række telefoninterview med venner og bekendte af ham foretage persontegningen. Den lidt distante, small talkende kommunikation bliver på alle måder ledetråden i portrættet.
Gennem knasende telefonlinjer får vi vennernes anekdoter om Johnson, mens billedsiden veksler mellem Møller Rasmussens stemningsmættede originaloptagelser fra New York og kuriøse arkivoptagelser af servile postarbejdere fra 1950erne. Kommunikation er kodeordet i Connections akkurat ligesom den var det i Johnsons kunst, hvis skæbne i høj grad var afhængig af postvæsnets håndtering af den.
Connections er et loyalt og kærligt portræt, der forhåbentligt kan skærpe interessen for en af de mere perifere og excentriske kunstnere, som udsprang af efterkrigstidens amerikanske kunstscene. Som al god heltedyrkelse virker også Movin og Møller Rasmussens tribute smittende i sin entusiasme og det er jo netop det interessante ved kommunikation: Den kan påvirke én. Det udnyttede
Johnson i sin kunstpraksis, og det udnytter Movin og Møller Rasmussen i deres portrætfilm.
*Lars Movin & Steen Møller Rasmussen. Connections: Ray Johnson On-Line. Plagiat Film. 41 min. Vises hver torsdag i april kl. 19.30 i Cinemateket, Filmhuset
