Læsetid: 2 min.

De tilfældige sedlers encyklopædi

Efemerider er flygtige skrifter af alskens slags. Et nyt engelsk énmandsleksikon slår et slag for deres historiske værdi
11. april 2001

(2. sektion)

Leksikon
Ephemera kommer fra græsk og betegner ting, der varer en dag, hvilket er tilfældet med bestemte insekter, men altså også visse typer dokumenter. På dansk er efemerider ifølge Meyers fremmedordbog en flertalsform for dagbøger, døgnblade, aviser, astronomiske årbøger eller døgnfluer. Ifølge Maurice Rickards, forfatteren til The Encyclopedia of Ephemera – a guide to the fragmentary documents of everyday life for the collector, curator, and historian, er efemerider »minor transient documents of everyday life«, men også den definition er lidt snæver – hvad han udemærket vidste – eftersom der optræder adskillige dokumenter i leksikonet, som hverken er dagligdags eller forbipasserende.
Maurice Rickards (1919-1998) var grafisk designer, fotograf, forfatter og efemeride-samler. Han grundlagde i 1975 The Ephemera Society og senere, sammen med leksikonets medredaktør, Michael Twyman, startede han Centre for Ephemera Studies på Universitetet i Reading, og det er denne institution, som efter hans død har gjort bogen færdig. Han nåede således ikke at se sit livsværk på tryk, men vidste, at det var antaget til udgivelse og havde set en prøveopsats.

Begrænsninger
Fænomenerne, der principielt kunne inkluderes, findes der uendeligheder af, og derfor har Rickards naturligt nok begrænset sig: Der er stort set kun medtaget efemerider fra England og USA, overvejende fra det 17.-19. århundrede. Bogens grundsubstans er Rickards’ egen samling, der vitterlig også var omfattende. Som alle ægte samlinger var også hans drevet af en æstetisk sans, hvilket lykkeligvis giver bestemte begrænsninger af udvalget.
Hans grundpointe er, at allehånde typer flygtige dokumenter ofte overses af historikerne til fordel for de mere helstøbte skrifter eller arkæologiske objekter. Det kan være nok så sigende f.eks. at læse en liste over de indlagte på et psykiatrisk hospital i 1765 med deres symptomer og diagnoser eller erfare, at myndighederne i London i 1832 bogførte, at hele 65 mennesker døde »by visitation of God«. Som medredaktøren Michael Twyman skriver i indledningen: »Under hele værket ligger troen på, at efemerider kan genskabe fortiden mere livagtigt og ofte med større detaljerigdom end andre typer dokumentation.«
Og af detaljer er her så rigeligt til at give denne læser åndelig blodstyrtning.

Halvhamper pris
Bogen er både lækker og lærerig lystlæsning, men hvis ikke man er decideret leksikon-aficionado eller engelsksproget »samler, kurator og historiker«, så er prisen noget halvhamper. Det retfærdiggøres dog af bogens udstyr: stor, tyk, gennemillustreret og med grundigt index.
Men der er nu sjove ting at lære: En Carmen figuratum, f.eks., er, når teksten typografisk er sat op , så den billedligt viser sit indhold. En bøn kan være formet som et kors eller et kærlighedsbrev som et hjerte. Fra romersk tid har de været brugt med magiske hensigter. Hvori magien bestod, forklares desværre ikke nærmere. Men hverken Tzara eller Bønnelycke var der altså først, hvilket i øvrigt ikke forklejner deres indsats.
Man kan også læse, at spillekort har været brugt som improviseret valuta fra Frankrig til Surinam. I Canada var overklippede spillekort gangbar mønt fra 1685 til 1759.
Eller fra vor egen verden: Visse transatlantiske passagerskibe udgav egne aviser undervejs. Publikationer som Ocean News eller Transatlantic Times fik artiklerne sendt over radioen inde fra land og sat op og trykt ombord. Levering under kahytsdøren ved daggry.

*Maurice Rickards: The Encyclopedia of Ephemera, The British Library, 2000. 402 s., 35 pund

*Links:
www.manacled.demon.co.ukwww.ephemeranet.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu