Ny cd
Det er en svær kunst Souvenirs fra begyndelsen har sat sig for at betvinge: at omforme det trivielles monotoni til musikalsk stereofoni, at opdyrke banalitetens universalitet.
Der er ikke den strøtanke, dagbogsoptegnelse eller indkøbsseddel, som vinder plads i deres tekster, og få sten lades uvendt i den forførende popsangs tjeneste på Nils Torp og Sofie Bondes nye album Ude på landet.
Den henførte stemning, som synes at holde evig midsommer i Souvenirs pop, er vitterlig også svær at holde hjertet i ave til. Harmonierne dykker sødmefuldt ned i smertende mol, Bondes blanke, men skrøbelige sopran beånder teksternes eksistenser, og Torp og medforfatter Johannes Voss trivialtekster rummer både dagligdags eksplosioner, landidyl nu med slanger og litervis af ulykkelig kærlighed.
Forelskede kvinder
For vi lever jo det stille liv med tid til længsel, eftersmag og eftertanke igennem Souvenirs tekster og Bondes stemme. Forsmåede kvinder, forelskede kvinder, fortumlede kvinder. Alle har før eller siden befundet sig inde for disse sanges følelsesregistre, som sjældent transcenderer det banale, og det er både deres styrke og svaghed. Svagheden vender jeg tilbage til, men først perlerne i Souvenirs 11 sange lange kæde: Den melankolske »Souvenirs« er en bedårende dur-mol-sang, der hylder nostalgien i de ting, vi ophober.
»Uh uh uffizierne« med finurligt stammende sang og falsk cd-hop samt »Amarone« opdyrker sublimt ABBA i sine korharmonier, men hæver sig langt over pastichen.
Og titelsangen er rørende landromantik, som vinder yderligere ved byboen C.V. Jørgensens vokale bidrag til slut. Det er generelt i de rige harmonier, de længselsfulde melodier og den luksuriøse produktion at Souvenirs popkunst er funderet. På den anden side er det den lette, men manende rytme, der gør et af albummets mest interessante numre, »Jørgenprinsen«, så berusende.
Befrugtet jomfru skøn
I folkevisens fortælleform og i en forholdsvis traditionalistisk komposition med violin og mandekor fortælles den skæbnessvangre historie om en jomfru skøn befrugtet af, hvad der hævdes at være, en charlatan.
Som i enhver god, dansk folkevise og -dans, er omkvædet en lyrisk overbygning eller svar på versenes epik: »klap klap klap og højre om/pigen hvisker kom kom kom/han tar om sin mage/nu der ingen vej tilbage«.
Og så er drifternes dæmoni og skyldsspørgsmålet jo pludselig sat fri ligeledes i musikken, hvor rytmerne ægger og Sofie Bondes krummede pegefinger lokker under det sensuelle omkvæd. Det er smuk forførelseskunst, og det er med imponerende lethed i formen og tyngde i seksualiteten at Torp og medproducer Thomas Li beånder den nymodens folkevise »Bregneskoven« udforsker også folkevisen, men her er det den melankolske melodiøsitet, fremfor den dansable trolddom.
Og i det hele taget er nationalskjalden Torps ekskursioner ind i den danske tradition, som stikker hovedet frem mange steder på Ude på landet, et af de mest interessante træk ved en nogle gange for formsikker plade.
Albummets lejlighedsvise svagheder viser sig således når banaliteterne er for velturnerede og derfor ligegyldige en hårfin balance eller når popsnedkeriet nærmer sig den ordinære ballade. Så bliver legen med klicheen til en kliche, og kornmarkernes sus og løvens hvisken bliver endimensionel og kedsommelig.
Der er ikke rigtig noget nedenunder hverdagen lige pludselig, og heller ikke rigtig mere end en skabelon i de par sange, som er for konfliktløse og pæne eller for forudsigeligt rockende.
Og så er der pludselig ikke så langt til dansktoppen på et ellers topdansk album fuld af frydefulde popsange.
*Souvenirs: Ude på landet (Pladecompagniet/Sony). Udkommer i dag