Læsetid: 5 min.

Tyrkerne har ondt i økonomien

Siden den økonomiske krise brød ud i Tyrkiet, har bankerne haft svært ved at skaffe fremmed valuta fra centralbanken. Derfor vender de sig mod valuta-markedet under åben himmel
27. april 2001

Istanbul – »1.000.050? 1.000.150?« »Jeg køber. Er varen min?« Stuvet sammen i en krog i den store basar har moskeens kalden til bøn svært ved at overdøve larmen fra deres råben. Der er over hundrede af dem midt i denne labyrint af små stræder. Det er ikke dyre smykker eller ottomanske antikviteter, der handles med, men dollar.
Mehmet er en af disse såkaldte gadehandlere, men i dag har han slukket for sine to mobiltelefoner. Han nøjes med at være tilskuer til sceneriet. Hans kunder er banker, som er i bekneb for hård valuta.
»Siden krisen brød ud, har bankerne haft svært ved at skaffe fremmed valuta fra centralbanken«, forklarer han. »Derfor vender de sig mod dette marked. De har alle en repræsentant her på stedet. Det er dem, man hører råbe ’jeg skal bruge så og så mange dollar’. Ordren bliver straks bragt videre til vores arbejdsgivere, ejerne af vekselererforretningen. Det er dem, som har valutaen og Reutersskærmene, og som fastsætter dollarens udbuds-pris. Derefter udspilles kampen. På få sekunder foretages transaktioner af flere millioner dollar på åben gade.

Undgå fallit
På det seneste er valuta-markedet under åben himmel blevet mindre og mindre lukrativt. Mehmet foretrækker at holde sig udenfor. Vekselkursen er alt for ustabil. Vinden har også vendt sig for Yener, ejer af en mindre forretning som kæmper for at undgå fallit. Han bor i Besik-tas-kvarteret, der domineres af broen over Bosporusstrædet, grænsen mellem Europa og Asien. Omgivet af ansatte, som ikke har noget at lave, fortæller han, hvordan dollarens himmelflugt har sat en brat stopper for firmaets aktiviteter nemlig import af elektroniske komponenter.
»Efter at dollarens værdi er blevet fordoblet, har jeg ikke kunnet fakturere, eftersom jeg køber i dollar og fakturerer i tyrkiske lira. Hvis jeg sælger varer til dagskursen med en betalingsfrist på 90 dage, så risikerer jeg at tabe penge, og under alle omstændigheder er der ingen, som vil købe. De, som har investeret i dollar, er blevet ruineret.« Den samme sørgelige sang høres igen og igen. Ifølge Haluk, formand for det tyrkiske arbejdsgiverforbund, er kapitalstrømmen gået i stå.
»Den fortsatte nedgang i udnyttelsesgraden af produktionsapparatet gør, at vi har svært ved at sætte tal på.«
En anden industrileder tilføjer, at »hvis der ikke gribes ind, vil vi i løbet af seks måneder have yderligere en million arbejdsløse«.
Ifølge officielle tal har Tyrkiet tæt på tre millioner arbejdsløse, hvilket er 10 procent af den erhvervsaktive befolkning. Dette tal indbefatter ikke de millioner af tyrkere, som arbejder – eller ikke længere arbejder – i den uformelle sektor, der repræsenterer næsten halvdelen af landets BNP. Nogen hævder, at devalueringen af den tyrkiske mønt vil få eksporten til at eksplodere, men dette argument afviser tekstilvirksomhedsleder Nur Ger.
»Jeg er underleverandør for mærker som Rodier, Morgan og Rossignol. Men jeg køber tråd i Frankrig og knapper og lynlåse i Hong Kong. Jeg betaler i franc, D-mark og dollar. Så for mig medfører en devaluering på 50 procent ikke et tilsvarende fald i mine salgspriser på 50 procent. Tallene for bilindustrien er svimlende; salget faldt med 30 pprocent i januar, 50 procent i februar og 80 procent i marts.
Hvis alle bilmærker inkluderes, er salget reduceret til en femtedel, præciserer administrerende direktør for Peugeot, Pierre-Louis Colin. Resultatet er flere og flere afskedigelser; næsten 20.000 i finanssektoren og 10.000 i bilindustrien samt 15.000 i tekstilindustrien.
Hvordan startede krisen? Ikke overraskende har der været sammenstød mellem Tyrkiets præsident, Ahmet Necdet Sezer, og premierminister, Bülent Ecevir. Førstnævnte beskyldte i februar Ecevir for at sidde på en mudderdynge. Straks oplevede landet en kapitalflugt, som tvang centralbanken til at bruge milliarder af dollars på at holde den tyrkiske lira oppe. Men forgæves. Da centralbanken løb tør for ammunition, besluttede den at lade den tyrkiske lira flyde. En pæn måde at sige det på, for den flyder ikke, den synker!
Men baggrunden for krisen skal findes helt tilbage til december 1999, et år med stor vækst og en tocifret inflation. For at bryde den onde cirkel indgår den tyrkiske regering en aftale med IMF. Regeringen går med til at fastholde den tyrkiske valuta i forhold til dollaren og euroen. En god forretning for de lokale banker, som kunne forudsige udviklingen i liraens værdi i forhold til den udenlandske valuta.
»Bankerne begyndte at låne dollar fra udenlandske banker til syv procent og foretog samtidig udlån på 50 procent over to måneder. Uden at tage inflationen i betragtning tjente de i det store og hele stadigvæk på denne forretning, forklarer en repræsentant for en fransk bank i Istanbul.
Den tyrkiske banksektor var med ét blevet den mest rentable i verden. Alle kastede sig ud i pengespekulationer. Men da liraen fik lov at flyde og mistede 50 procent af sin værdi, måtte selv samme banker se deres gæld i udenlandsk valuta eksplodere.

Uansvarlige politikere
Kamp om kunderne, korruption, overtrædelse af bankloven, elendig eller manglende kontrol; en kvalm historie.
»Alle vidste, hvad der foregik, politikerne som de første, men alle tjente på det,« beklager industrileder Nur Ger. Mange har vundet, i det mindste mens der var lette penge at tjene. Som for eksempel Ozlen, som er sekretær i et forsikringsselskab.
»Jeg blev vinder fra den ene dag til den anden. På mit kontor tilkoblede jeg mig min bankkonto med et enkelt klik, og for en nat placerede jeg nogen dollar i tyrkiske lira. Jeg vandt 10 eller 20 procent, alt efter hvordan markedet så ud.«
I dag er hendes fortjeneste svundet ind til det halve. Og det er uden at medregne fordyringen af hendes gæld i dollar. Den er blevet fordoblet. Der skulle en finansiel krise til, før folk forstod, at de også risikerer at miste alt.
»Dette viser tydeligt, hvor uansvarlig den politiske ledelse er,« raser Ishaq Alaton, leder af industrimagnaten Alarko som er specialiseret i offentligt arbejde og byggeri.
»Krisen har afdækket kulisserne i det politiske teater. Bag facaden er der ingenting. Som i det tidligere USSR fra 1989 er en mur faldet. Vi har brug for vores glasnost, for vores perestrojka. Men den politiske kerne gør alt for at pleje egne interesser i en økonomisk orden, som er blevet mere og mere rådden i de sidste 50 år. De vil gøre alt for at reducere vores nye økonomiminister til ingenting.«

© 2001 Libération & Information

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her