Læsetid: 5 min.

U-landene har brug for manøvrerum

Harvard-økonomen Dani Rodrik gør op med den gængse opfattelse om, hvordan fattige lande skal finde plads i verdensøkonomien. Globalisering er ikke genvej til udvikling
20. april 2001

(2. sektion)

Økonomi
NEW YORK – Opskriften på økonomisk udvikling i Den Tredje Verden er blevet så lang, at intet land længere magter eller har råd til at opfylde alle betingelserne for fuldgyldigt medlemskab af den globale økonomi.
Det siger udviklingsøkonom Dani Rodrik fra Harvard-universitetets Kennedy-skole i Boston i et interview med Information.
»Listen er blevet en opskrift på katastrofe. Ifølge gængs opfattelse skal udviklingslande nu om dage gennemføre snesevis af institutionelle reformer, selv om de ikke har kapacitet til det. Man forlanger, at de skal gøre, hvad vestlige lande kun magtede at gøre efter 300 års industrialisering og modernisering.«
I en artikel i tidsskriftet Foreign Policy fornylig gør Rodrik op med den såkaldte Washington-konsensus om, hvad lande på et lavt udviklingsstadie i Afrika, Asien og Latinamerika bør gøre for at kunne nyde frugterne af den globale markedsøkonomi.
Hans konklusion lyder, at globalisering ikke nødvendigvis er en genvej til økonomisk udvikling i Den Tredje Verden. Den tyrkisk-fødte økonom er ikke imod afvikling af told, privatisering af statsselskaber eller liberalisering af de forskellige markeder. Snarere mener han, at vestlige regeringer og Bretton Woods-institutionerne undlader at skelne mellem de enkelte udviklingslande og deres egenartede forudsætninger for at gennemføre hele eller dele af reformprogrammet.

Magre resultater
Dani Rodrik blev kendt i en bredere kreds, da han i 1997 i essayet Has Globalization Gone Too Far? kritiserede globaliseringen for at bidrage til politisk ustabilitet og social opløsning i udviklede samfund og advarede mod en erodering af den sociale sikkerhed i lande med en avanceret velfærdsstat. Siden har Harvard-økonomen koncentreret sin forskning om udviklingsøkonomi og udgav fornylig bogen Making Openness Work: The New Global Economy and the Developing Countries. Her kaldte han til kamp mod 80’erne og 90’ernes nyliberale globale markedsøkonomi og argumenterede for at vende tilbage til konventionelle idéer om sameksistens i den internationale økonomiske arena.
Nationalstaterne skulle ifølge Dani Rodrik gengives større suverænitet i internationale økonomiske og monetære anliggender indenfor rammerne af et åbent, multilateralt handelssystem.
Nu stiller han spørgsmål ved de prioriteringer, vestlige regeringer, IMF, Verdensbanken, WTO m.fl. opstiller i forbindelse med reformtiltag i udviklingslandene.
»De bedste eksempler er fra Latinamerika, hvor man siden 80’erne har lagt enorme kræfter i at liberalisere handelssamkvemmet med andre lande og åbne op for udenlandske investeringer, og resultatet er meget, meget pauvert i form af økonomisk vækst.«
»Derimod har lande som Vietnam, Indien og Kina været langt bedre til at opstille en mere afbalanceret række prioriteringer for udvikling af deres økonomier. Deres optagelse i verdensøkonomien er forløbet mindre smertefrit, og deres økonomiske resultater overgår de fleste latinamerikanske lande.«
– I næste uge skal alle stater på det nord- og sydamerikanske kontinent samles til et topmøde i Quebec City for at drøfte oprettelsen af et regionalt frihandelsområde inden 2005. Er det noget, som kan gavne latinamerikanske lande?
»Jeg tror, det er lidt af en illusion. Ideen er, at blot man laver én frihandelsaftale til eller sænker toldmurene endnu mere, så kan man høste gevinsten kort efter. I Latinamerika har man gjort meget. Nu får de at vide, at de skal være med i et frihandelsområde, men det er en skævvridning af prioriteringerne.«
»De fleste latinamerikanske lande ville have større gavn af at overveje, hvad de hver især kan gøre for at udnytte deres egne indfødte forudsætninger for økonomisk udvikling. De bør spørge sig selv, hvilke ressourcer og hvilke institutioner de kan buge til at stimulere den økonomiske vækst. Erhvervsklimaet skal forbedres for den hjemlige indudstri, ikke kun for udenlandske investorer og virksomheder.«
»Mexico har draget stor nytte af sin frihandelsaftale med USA og Canada. Det er et spørgsmål om at befinde sig lige syd for den amerikanske grænse. Når det går godt for USA’s økonomi, vokser Mexico. Men det er ikke en strategi, som virker for Argentina og Brasilien.«
– Chiles bilaterale handelsaftale med USA synes da at have været en succes?
»Ja, Chile har klaret sig bedre, men nu er chilenerne også kørt fast. Landets økonomi er blevet alt for afhængig af eksport baseret på deres egne ressourcer, og man har forsømt at føre en industripolitik ud i livet. Herudover er indkomstuligheden i Chile blevet forværret. «

Gal prioritering
»Disse to problemer kan ikke blive løst i kraft af en bilateral handelsaftale med USA eller gennem optagelse i et frihandelsområde, FTAA – Free Trade Area of the Americas«.
– Hvad gik galt i Argentina?
»Intet land i verden har gjort mere end Argentina for at følge Washingtons gængse opskrift på integration i den globale økonomi. Nu er de ramt af en gældskrise, og jeg tror, at grunden er, at de ikke har haft en vækststrategi. Argentinas problem var en dårlig og korrupt forvaltning af økonomien, så deres løsning var at stille økonomien på autopilot – at lade de internationale finansmarkeder styre landets økonomi.«
»Min generelle pointe er, at Argentina proriterede galt. Udviklingslande får at vide, at indgangen til den globale økonomi går via en række specifikke institutionelle reformer, liberalisering privatisering, etc. Det er ikke nødvendigvis den rigtige vej. Der kan være andre måder eller en anden blanding. For Argentinas og andre landes vedkommende har de økonomiske resultater været magre.«
– Kritikere af den nyliberale markedsmodel er overbevist om, at kløften mellem rige og fattige i verden vokser i stedet for at indsnævres. Er du enig?
»Der er to måder at se det på. Hvis man ser på det samlede billede, er det ikke rigtigt. Det skyldes, at to lande – Kina og Indien – med en tredjedel af verdens befolkning har gjort det godt i de sidste 20-30 år. Deres økonomier er vokset ekstremt hurtigt. Hvis man ser på hele verdens befolkning, er indkomstuligheden derfor blevet indsnævret mellem fattige og rige.«
»Måler man derimod landene imellem, så er det korrekt, at et flertal af udviklingslandene er blevet kørt agterud. Så det er lidt misvisende, når kritikerne taler om en voksende indkomstkløft.«
»Pointen er ikke, at alle de andre udviklingslande så bør følge den indiske og kinesiske model. Beskyttelse af egen industri eller importbegrænsning er ikke nødvendigvis løsningen for andre lande. Det afgørende er, at tingene måske kommer i en anden rækkefølge og at reformerne ikke skal gennemføres på en studs.«
– Udviklingslande er skeptiske over for ’fair’ handel. De tolker det som industrilandenes ønske om at pålægge dem vestlige normer. Det fordyrer deres varer og virker som en slags protektionisme? Hvordan definere fair handel?
»For mig at se gælder det om at indgå en handel mellem Nord og Syd. Udviklingslande føler sig klemt op i et hjørne af krav om overholdelse af miljøregler, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder. De har brug for mere autonomi til at løse problemerne på deres egen måde, med deres egne normer.«
»På den anden side ønsker Norden at beskytte miljøet og sit landbrug. Jeg kan ikke se noget problem i at vedtage regler for international handel indenfor WTO-regi, som anerkender denne asymmetri. Det koster ikke udviklingslandene noget at lade lønmodtagere organisere sig eller forbyde misbrug af børnearbejde og forskelsbehandling, så længe principperne anerkendes af alle WTO-medlemmer.«
»På den anden side bør vi give udviklingslandene mere manøvrerum til at eksperimentere. Det er forkert at anvende deres adgang til de rige landes markeder som et middel til at påtvinge dem alle mulige handels- og investeringsregler indenfor WTO-regi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her