Læsetid: 4 min.

’Undskyld, undskyld!’

De tyske reform-kommunister i PDS gør sig klar til at regere. SPD blødgøres med en undskyldning
24. april 2001

Analyse
BERLIN – I realiteten har partiformand Gabi Zimmer fra det reformkommunistiske PDS gennemført et kup. Uden at rådføre sig med medlemmerne eller indkalde hovedbestyrelsen har hun sammen med en gruppe højtstående kammerater stukket socialdemokraterne en undskyldning for de overgreb, der blev begået mod deres parti for 55 år siden.
Den 21. og 22. april 1946 besluttede repræsentanter for Socialdemokratiet (SPD) og Kommunistpartiet (KPD) at forene kræfterne i Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED).
»En gammel drøm er blevet til virkelighed: Den tyske arbejderklasses enhed,« sagde den socialdemokratiske leder Otto Grotewohl, da han gav kommunisten Wilhelm Pieck hånden.
De ville begrave de stridigheder, som havde gjort vejen fri for nazisterne og Anden Verdenskrig. Havde de to arbejderpartier ikke haft så travlt med at bekrige hinanden i 20’erne og 30’erne, var Adolf Hitler formentlig aldrig kommet til magten.
Sammenslutningen af SPD og KPD fandt sted i ’Admiralspalast’, et musikteater i Friederichstrasse i den sovjetiske besatte del af Berlin. Egentlig skulle sammenslutningen gælde partierne i hele Tyskland, men den kom ikke til at række længere end Øst-zonen. I de vestligt kontrollerede besættelseszoner blev SED aldrig accepteret.
Heller ikke i Øst blev gennemførelsen af arbejderklassens ’gamle drøm’ så gnidningsløs, som den fremstilles i østtyske historiebøger. Mange socialdemokrater nægtede at være med – de blev truet, forfulgt, fængslet eller fordrevet.
Disse massive overgreb på østtyske meningsfæller blev et skræmmebillede for so-cialdemokraterne i Vest; en kilde til evig mistro – og under Den kolde Krig beviset på partiets sikre forankring i Vesteuropa og NATO.

Mistroen er der endnu
Den gamle mistro lever stadig. Selv om SED gik under med Murens fald, har SPD ikke rigtig villet anerkende SED-efterkommerne fra PDS, Partiet for Demokratisk Socialisme. End ikke en PDS-beskyttet SPD-mindretalsregering i delstaten Sachsen-Anhalt eller en SPD-PDS-koalition i Meck-lenburg-Vorpommern har mildnet SPD’s opfattelse grundlæggende.
Men PDS har et fast tag i det østtyske vælgere, som i stort tal er skuffede over de vestlige folkepartier. Først stemte de på Helmut Kohl (CDU) som tak for genforeningen. Belønningen blev fabrikslukninger og massearbejdsløshed. I 1998 var østtyske stemmer stærkt medvirkende til at hjælpe Gerhard Schröder (SPD) til magten; uden at han skabte forbedringer. Denne skuffelse over Vesttyskland har givet PDS en position som østtyskernes talerør.
Omvendt har PDS ikke haft held med sine ambitioner om at etablere sig i det vestlige Tyskland. Ved de seneste delstatsvalg var partiet end ikke opstillet – kræfterne skal koncentreres i kerneområdet.

Befriet fra DDR-tiden
At PDS udviklede sig fra en undergangstruet sekt til et østtysk folkeparti skyldes især de foregående formænd Gregor Gysi og Lothar Bisky. De ville befri partiet fra DDR-tiden og føre det ind i demokratiet, gerne som SPD’s regeringspartner på forbundsplan, men sidste år led deres linje nederlag, og de trak sig skuffede ud af ledelsen. Den charmerende og slebne Gregor Gysi, der indtil sidste efterår havde posten som gruppeformand i Forbundsdagen, meddelte, at han nu ville være advokat og familiefar. I første omgang så det ud til, at en sælsom alliance af DDR-nostalgikere og marxistiske teoretikere ville få kontrollen over partiet.
Siden formandsskiftet har der været stille i partiet. Gabi Zimmer kan ikke tilbyde medierne frække pointer, som Gregor Gysi kunne. Hun er langt mere tilbageholdende og vil hellere skabe konsensus i partiet.
Konsensus har hidtil været, at DDR trods sine mange fejl grundlæggende var godt. Med sin undskyldning til SPD rokker Gabi Zimmer nu alvorligt ved roen i sit parti, for SED var selve forudsætningen for grundlæggelsen af DDR – og kan dermed ikke være forkert, mener mange. I dagene efter undskyldningen er det haglet med kritik fra oprørte medlemmer.
»Mange af dem, der modsatte sig sammenslutningen af KPD og SPD, betalte med deres frihed, deres helbred, ikke så få med deres liv,« sagde Gabi Zimmer, da hun undskyldte.
»Venstrefløjens ulykke er ikke, at de arbejder i forskellige partier. Miseren er det gensidige, sproglige armod,« fortsatte hun.
Dette armod vil Gabi Zimmer rydde af vejen, så hendes parti kan få del i magten. Selv om hun i forlængelse af sin undskyldning slog fast, at det slet ikke var hendes ærinde, er motivet indlysende: Næste år skal der være valg i Sachsen-Anhalt. Et formaliseret SPD-PDS-samarbejde kunne blive resultatet. I delstaten Brandenburg kommer det hyppigt til gnidninger mellem koalitionsparterne SPD og CDU – allerede nu ville en SPD-PDS-regering have flertal. I Berlin knirker CDU-SPD-samarbejdet efter en skandale i CDU. SPD har strakt sig langt for ikke at skulle sprænge koalitionen, men PDS holder sig klar med en overordentlig god trumf i ærmet: Pensionisten Gregor Gysi.
Livet som advokat og familiefar er åbenbart ikke nok for det politiske dyr. Han kunne egentlig godt forestille sig at blive Berlins næste overborgmester. Stiller han op, har han ikke alene udsigt til massiv støtte i det østlige Berlin. Med sin karismatiske optræden vækker han sympati langt inde i Vest.

Vil i forbundsregering
Den største sejr for PDS ville være en plads i forbundsregeringen. Gerhard Schröder kan formentlig vælge og vrage mellem koalitionsparterne efter næste valg i 2002. Han har ganske vist lovet De Grønne en fortsættelse af samarbejdet, men hvis vælgerne giver partiet sparket, har han stadig det liberale FDP som mulighed – eller, hvis forholdene tvinger ham, PDS.
Gerhard Schröder har en pragmatisk indstilling til PDS. Principielt afviser han et samarbejde med partiet, men i sin egenskab af partiformand accepterer han samarbejdet i både Sachsen-Anhalt og Mecklenburg-Vorpommern.
Spørgsmålet er så, om de to partiers medlemmer vil være med: De vestlige socialdemokrater er fortsat skeptiske over for PDS, et samarbejde ville give store forklaringsproblemer overfor CDU. Og de østtyske reformkommunister ikke kan indse nødvendigheden af denne selvudslettelse, blot for at sikre SPD’s fortsatte magt.
I en koalition med SPD løber PDS samme risiko for at gå under som De Grønne, der efter mindre end tre år i den tyske forbundsregering er berøvet både identitet og politisk indhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her