Læsetid: 4 min.

Union fra ildlandet til polarcirklen

I denne weekend samles stats- og regeringschefer fra 34 lande i Nord- og Sydamerika i Québec for at drøfte oprettelsen af en frihandelszone
20. april 2001

QUÉBEC – Halvandet år efter Verdenshandelsorganisationens fejlslagne forsøg på at starte en ny frihandelsrunde i Seattle har USA valgt at lægge kræfter i et tilsyneladende mindre ambitiøst projekt: Oprettelsen af et frihandelsområde mellem 34 demokratiske lande i Nord- og Sydamerika – indtil videre uden Cubas deltagelse – inden udgangen af 2005. Navnet på det nye væsen i verdenshandlen skulle blive Free Trade Areas of the Americas (FTAA).
På et længe planlagt topmøde her i den fransktalende canadiske provinsstad Québec i denne weekend håber stats- og regeringschefer fra USA, Canada og en håndfuld latinamerikanske og karaibiske lande at blive enige om et udkast til en rammeaftale for de komplekse regler, der skal styre samhandel og investeringer på tværs af landegrænser på de to kontinenter.

Bush tilhænger af ideen
Præsident George W. Bush er en trofast tilhænger af en styrkelse af de politiske og økonomiske bånd mellem de rige onkler i Nordamerika – USA og Canada – og udviklingslande med variende velstand syd for Rio Grande.
»Jo før vi får oprettet et frihandelsområde, desto bedre. Jeg tror, det kan lade sig gøre, men det kræver hårdt arbejde,« sagde Bush tidligere i denne uge.
Den amerikanske præsident ankommer til Québec i dag på sin anden udlandsrejse og vil uanset resultatet af topmødet formentlig blive prist af sine kolleger fra andre amerikanske lande for at vie USA’s egen hemisfære større opmærksomhed end forgængeren Bill Clinton.
Det var i sin tid præsident Bush’ far, der tog initiativet til at sænke toldmurene mellem de amerikanske nationer. Han håbede, at øget økonomisk samkvem med USA ville fremme og konsolidere demokratiet i Mellem- og Sydamerika. Siden da har en række lande i regionen haft mere eller mindre frie valg. Formelt set styres 34 ud af 35 stater af demokratiske regeringer.
»Demokrati og frihed kan ikke blomstre op, med mindre vores hemisfære skaber en velstand, hvis gevinst bliver spredt. Frihandel er byggestenen for den velstand og mulighed,« sagde Bush på et møde i Organisation of American States tirsdag.
Bag denne retorik skjuler sig imidlertid et konkret ønske i amerikansk erhvervsliv om at eksportere flere produkter og investere mere i sydamerikanske lande.
»I USA er man mere interesseret i at få større markedsadgang og flere investorrettigheder i den sydlige hemisfære end i canadisk erhvervsliv,« siger Marc Lee, seniorforsker i tænke-tanken Canadian Centre for Policy Alternatives, til Information.
Et enkelt blik på landkortet og den økonomiske statistik forklarer, hvorfor præsident Bush er rede til at sætte så meget prestige ind på oprettelsen af en frihandelszone. Transport af produkter til Sydamerikas metropoler er billigere og hurtigere end til Europa og Asien. Der er tale om et stort marked med ca. 500 mio. potientelle forbrugere. Den amerikanske økonomi er absolut dominerende med et bruttonationalprodukt på 10.000 mia. dollar mod kun 3.000 mia. i Canada, Mexico, Brasilien og resten af hemisfæren.

Nervøsitet i Syd
Men det bliver ikke let for USA og Canada at overtale alle sydamerikanske lande til at slå dørene vidt op for import og investeringer. På den ene side har man i Sydamerika med en vis misundelse kunnet følge med i, hvor store gevinster dele af mexicansk økonomi har haft af frihandelsaftalen NAFTA, som Mexico indgik med USA og Canada i 1993.
På den anden side er syd-amerikanere generelt nervøse ved at blive rendt over ende af store amerikanske koncerner. Det gælder især for Brasilien, som er kontinentets mest industrialiserede økonomi. Det er på den baggrund, at man skal se oprettelsen i 1991 af et fællesmarked mellem fire latinamerikanske lande – Argentina, Brasilien, Uruguay og Para-guay. Mercosur er i grunden baseret på samme principper som EF i 1970’erne og skulle derfor efter hensigten opnå politisk indflydelse vis á vis USA i kraft af sin økonomiske styrke som en blok.
Selv om det er gået langsomt med nedbrydning af handelsbarrierer og dannelsen af et fællesmarked i Sydamerika efter den europæiske model, er Mercosur-landene ikke uden videre rede til at opgive dette projekt uden at opnå vandtætte forsikringer om markedsadgang til USA og Canada under en FTAA-aftale. Den største aftager af Mercosurs eksport er for øvrigt EU, ikke Nordamerika.
Herudover eksisterer der tre andre frihandelsaftaler i regionen. Andes-fællesskabet CAN omfatter Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela. I det mellem-amerikanske fællesmarked CACM finder man Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Tilsidst bør man nævne det karaibiske fællesskab Caricom med sine 14 engelsktalende lande.

Stor eksport til USA
Fælles for alle tre toldunioner er, at samhandelen medlemslandene imellem er minimal i forhold til hvert lands eksport til USA. Alene af den grund er medlemmer af CAN, CACM og Caricom langt mere interesserede i at slutte sig til FTAA end Mercosur-landene. Under mødet i Québec vil præsident Bush og den canadiske premierminister, Jean Chretien, derfor være mest optaget af at bejle til Mercosurs førende medlemmer, Brasilien og Argentina. Chile befinder sig i en særlig situation. I de seneste år har Chile haft en associeringsaftale med Mercosur, men det nye socialdemokratiske styre forhandler i øjeblikket med USA om en bilateral frihandelsaftale.
Mexico befinder sig også i en isoleret position. Det skyldes, at mange af de gevinster, som mexicansk økonomi har opnået i forbindelse med NAFTA, vil blive udvandet, hvis hele den sydlige hemisfære åbner op for amerikanske og canadiske investeringer og samtidig får fri adgang til det nordamerikanske forbrugermarked. Ligesom Mexico er Brasilien ikke særlig lun på en nord- og sydamerikansk toldunion. Brasiliens socialdemokratiske præsident, sociologiprofessor Henrique Cardoso, er ret kritisk indstillet over for en nyliberal økonomisk verdensorden og har ikke til hensigt at lade toldmurene omkring landets industrikoncerner falde uden videre.
I den forstand ligger hans synspunkter tættere på globaliseringskritikernes end noget andet statsoverhoved under Québec-topmøde. Den brasilianske præsident er bogstaveligt talt manden, der kan stoppe eller give grønt lys til FTAA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu