Læsetid: 3 min.

Vælgerne vælger de ældre

De ældres forhold bliver et centralt emne i valgkampen, men tidligere socialminister beskylder politikerne for at have afstumpet ældreforsorgen
10. april 2001

Danskerne er bekymrede for de ældre – og for deres egen alderdom. Så meget, at vælgerne anser de ældres forhold som et af de allervigtigste emner i den spirende valgkamp.
For nylig udråbte vælgerne i en undersøgelse i Ugebrevet Mandag Morgen ældreområdet – dvs. spørgsmål om pension, efterløn, plejehjem, hjemmhjælp mv. – til at være det centrale tema ved det kommende valg. Og i går, mandag, konstaterede en undersøgelse i Berlingske Tidende tilsvarende, at de ældres livsvilkår er en af de ting, der kan flytte stemmer.
Men er politikerne klar til at besvare vælgernes bekymring? Tidligere socialminister og formand for Ældrerådet, Bent Rold Andersen, er stærkt i tvivl. I debatbogen Ældre i Danmark – hvis ansvar?, der udkommer i dag, giver en række debattører – udover Rold Andersen bl.a. socialminister Henrik Dam Kristensen og Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen – deres bud på hvordan det danske samfund skal løfte ’ældrebyrden’. Og Bent Rold Andersen er barsk i sin kritik af især landspolitikerne og de skiftende socialministre:

Kulturel afstumpning
»De har gennem snævre og stive regler om dagligdagen i hjemmeplejen bidraget meget til den kulturelle afstumpning af ældreforsorgen i Danmark,« skriver han.
Og uanset at vælgerne altså mener, at ældreområdet er et helt centralt spørgsmål i den kommende valgkamp, tror Bent Rold Andersen ikke på, at de afgørende ændringer i omsorgen for ældre skal komme fra politikerne:
»Politikerne er foruroligede, men også rådvilde. Når en eller anden skandale kommer frem, reagerer de blot med at lave flere regler. Skal der ske en grundlæggende udvikling, tror jeg, skal den komme fra personalet,« siger Bent Rold Andersen, der undrer sig over, at de faglige organisationer ikke har reageret endnu.
»Hvor personalets hovedopgave på f.eks. et plejehjem før var at arbejde for at de ældre kunne fortsætte så stor en del af deres hidtidige liv som muligt, er personalet nu først og fremmest beskæftiget med de fysiske funktioner. Politikerne flyttet fokus fra mennesket til reglerne,« uddyber Rold Andsersen sin kritik over for Information.

Det overflødige fedt
Han kritiserer skarpt det ’service-managementkoncept’, der med udgangspunkt i Finansministeriet har præget store dele af den sociale hverdag i kommunerne: Offentlig service blev til produktion, og den skulle være effektiv og så billig som muligt.
»Man har prøvet at skære det overflødige fedt væk, som det hedder. Det overflødige fedt er de bløde værdier – omsorgen og det menneskelige samvær, der ikke kan måles. Kaffetåren med hjemmehjælperen... Men i virkeligheden har man måske skåret det værdifulde og helbredsbevarende væk, og så ender ældreplejen med at blive dyrere, ikke billgere,« siger han.
Han advarer også mod at tro, at forsøg på at ensarte kvaliteten på f.eks. plejehjemmene er med til at sikre borgernes retssikkerhed. Det er ikke subjektive vurderinger og forskelle fra plejehjem til plejehjem, der truer retssikkerheden – det er vilkårligheden, og den udryddes med åbne beslutninger, gennemført individuelle sagsbehandlinger og solid faglighed, skriver Rold Andersen.
»Og jeg har i øvrigt aldrig hørt en ældre klage, fordi han eller hun har sammenlignet sig med en anden ældre. Næh, klagerne går på, at de ikke føler, der bliver taget hensyn til deres liv og vaner,« siger Bent Rold Andersen og giver eksemplet med to ældre, for hvem et bad om ugen med hjemmehjælperens hjælp kan betyde »et unødigt vandpjaskeri« for den ene og helt utilstrækkeligt for den anden for den anden.
»Man tror, man behandler dem ens, men i virkeligheden har man behandlet vidt forskelligt,« siger Bent Rold Andersen.
Bogen starter med en konstatering af, at en gennemsnitsdansker i dag tilbringer en fjerdedel af sit liv som ældre – for bare to generationer siden levede danskerne kun som ældre i fem-syv år efter pensionsalderen. Det betyder, groft sagt, at der i løbet af de næste par årtier bliver flere og flere ældre i forhold antallet af arbejdsaktive.
Der er tale om en kolossal menneskelig udfordring, som der ikke for alvor er taget hul på, påpeger flere af indlæggene i bogen. Ikke mindst er der brug for at revidere hele tilgangen til de bløde værdier, dvs. omsorgsarbejdet og de menneskelige relationer på f.eks. et plejehjem.

*Michael Blædel og Gunhild Lange Skovgaard (red.): Ældre i Danmark – hvis ansvar?. 153 s. 249 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her