Læsetid: 4 min.

At være menneske er at være dødelig er at bo

Heidegger: Under poetiske omstændigheder bor mennesket på jorden
4. april 2001

Af bo i filosofien
En filosofisk tradition fra Descartes til Jean-Paul Sartre placerer mennesket uden for verden. Hvorved mennesket bliver til en iagttager og verden til et billede. Sartre bringer oplysningstankens opgør med overtro og ufornuft til sin yderste konsekvens i en humanisme, hvor mennesket bliver centrum i naturen og mål for historien. I 1945 erklærer han højt og flot, at der ikke gives instanser over mennesket. Mennesket er det højeste værende.
I 1946 skriver Martin Heidegger til den filosoferende skolelærer Jean Beaufret et brev, som senere er blevet udgivet og kendt som humanismebrevet. Heidegger responderer på Sartres påstand om menneskets suverænitet ved at understrege, at det ikke er menneskets væsen at herske over det værende. Mennesket er derimod værens hyrde.
Når Heidegger fem år senere skriver om at bo, er det et forsøg på at sætte mennesket tilbage i verden. Og på at placere mennesket i en sammenhæng, hvor det guddommelige viser sig ved grænsen for den menneskelige erkendelse.

Værens hus
En af den senere Heideggers dunkle sentenser lyder: »Sproget er værens hus«. En undersøgelse af sproget bliver en tilnærmelse til væren.
En sådan undersøgelse er for Heidegger hverken en logisk analyse eller en dialektisk refleksion. Heidegger undersøger sproget ved lyttende at opholde sig ved det. Mennesket tiltales af væren gennem sproget. Tiltalen afslører, at sproget ikke er et redskab, som mennesket behersker. Tværtimod, siger Heidegger: Sproget er menneskets herskerinde.
Når Heidegger i Bauen Wohnen Denken udlægger det at bo, lytter han efter tiltalen i ordets etymologi. Det tyske ord for at bo, wohnen, viser sig beslægtet med det at bygge, bauen, der oprindeligt er afledt af samme rod, som ordene for at være i første og anden person på tysk: Ich bin, du bist.
De, der definerer bosættelse som folkeregisteradresse og tag over hovedet, tænker fuldstændigt korrekt. Men korrekt er ikke det samme som at tænke bosættelse i sandhed. Den korrekte tanke forstår bolignød som en forstyrrelse af forholdet mellem udbud af bopæle og bosøgendes efterspørgsel. I Heideggers optik fremtræder bolignød som hjemløshed, fordi den egentlige betydning af at bo er blevet glemt.
Mennesket er menneske, fordi det formår at dø sin egen død. Dyrene kreperer. Mennesket derimod er rettet mod sin egen død og er derved karakteriseret som endeligt. Menneskene er de dødelige, som bygger og bor.

At bo er at skåne
For Heidegger er det at bygge ikke afgrænset til opførelse af bygningsværker, hvor menneskets fornuft gennemtrænger naturen i overensstemmelse med et hegelsk oplysningsideal. Heidegger understreger, at mennesket også bygger for så vidt, som mennesket plejer og skåner jorden. At bo som dødelig er at skåne jorden.
Modsætningen mellem aktiv opførelse af bygninger og passiv skånelse af jorden ophæves. Og dermed afvises den moderne forestilling om det kultiverende menneske som den absolutte modsætning til den ukultiverede natur. Det er ikke det boende menneskes mål at sætte sig igennem i naturen.
Og mennesket er ikke alene. At bo på jorden er samtidig at bo under himlen, og at være dødelig implicerer også at vente på vink fra de udødelige. De dødelige og udødelige, himlen og jorden udgør en oprindelig enhed, som mennesket skåner ved at lade tingene fremtræde ved deres væsen. Ved således at redde sine hverdagslige omgivelser afventer mennesket guddommen, modtager himlen, bringer jorden til frugt, og leder de dødelige. Dvs. mennesket bor.
Som læser af Heidegger spørger man til guddommen og de udødeliges væsen. Hvad er det for et begreb om det guddommelige, som er på spil hos Heidegger?
Selv forsøger Heidegger at lytte efter guddommens tiltale i et digt af tænkerens poetiske suffleur, Friedrich Hölderlin. Som skriver: »digterisk bor mennesket på denne jord.« Heidegger plejer ordene ved at lade dem udfolde deres væsen. Digtningen sætter mennesket på jorden, hvilket også vil sige under himlen. Hölderlins digt inviterer mennesket til at se op mod guddommen. Som ikke fremtræder som produkt af et klassisk gudsbevis. Himlens blå farve er dybets farve. Mennesket ser i den blå farve både himlen som åbenbar over sig, men også en dybde, hvor guddommen forbliver skjult for de dødeliges blik. Himlens velkendte åbenhed er et vink om guddommens stadige nærhed, men dybden tildækker guddommens væsen.
Hvad vil det sige at bo digterisk? Hos Heidegger bliver poesien ikke reduceret til en ligegyldig selvoverskridelse med skønne ord eller til en brølende fejring af dyret i mennesket. Digtningen udmåler det mellem, der skiller jorden og himlen. Digtningen måler ikke afstanden i meter, men måler for så vidt som digtningen retter sig mod det mål, som er den ukendte guddom. Og ved denne rettethed åbnes rummet mellem himmel og jord, som tillader de to at være vendt mod hinanden. Her bor mennesket ved digtningens hjælp, mennesket bor poetisk på jorden under himlen.

*Martin Heideggers to nøgletekster om at bo ’Bauen Wohnen Denken’ og ’Dichterisch wohnet der Mensch...’ findes i Vortraege und Aufsaetze fra 1954. Begge tekster er kongenialt oversat af Kasper Nefer Olsen i tekstudvalget Sproget og Ordet, Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu