Læsetid: 7 min.

Ved Aktuelts båre

Historien om den iboende forbandelse og et længe forudsigeligt, men ikke desto mindre trist dødsfald
7. april 2001

Det var under den navnkundige redaktør typografen Emil Wiinblad, der som ægte arbejder var født i ringe kår »på kvisten over kvisten«, at Socialdemokraten en overgang blev Danmarks største avis. Denne position indtog afdøde omkring århundredeskiftet, hvilket ikke gør afskeden i disse dage mindre tung. Tænk, hvad avisen dog kunne have været, hvis blot, hvis blot.
Før Wiinblads blomstrende regeringstid i 1881-1911 lå gennembrudsårene som nær havde kostet den nyfødte livet. Louis Pio, hvis fortjeneste det var – foruden jo at stifte den socialdemokratiske bevægelse – tillige at grundlægge Socialistiske Blade, senere Socialisten – fra 1874-1959 Social-Demokraten.
Pio var ikke af sind og skind bladmand, hvad man bestemt heller ikke kan sige om den lange række af umiddelbare efterfølgere, da stifteren af myndighederne var blevet tvunget til at flygte til Amerika.

Fremdriftens år
Pio demonstrerede på den anden side, at hans arbejderbårne avis-eksperiment ikke nødvendigvis var dødsdømt på forhånd, men at man faktisk kunne udgive et klassebevidst, professionelt arbejderblad med fremdrift.
Det var denne enkle tro på sagen, som den fødte bladmand – Social-Demokratens svar på Henrik Cavling – Emil Wiinblad aldrig mistede.
Fuld af fortrøstning knyttede han i en sand guldalder et utal af betydningsfulde medarbejdere til redaktionen og udgav gennem alle disse år en vedkommende, provokerende og underholdende avis.
Wiinblad var i de første år ikke redaktør af navn, men optrådte som simpel redaktionssekretær. Man opererede simpelthen med stråmænd i provisorieårene, da Estrup-regimet lagde oppositionelle tilkendegivelser og ikke mindst arbejdernes bladvirksomhed alle hindringer i vejen og sendte redaktører i fængsel på stribe. Det gik længe på denne måde. Da stråmandsarrangementet blev bragt til ophør, røg Wiinblad som ansvarshavende i spjældet med det samme. Det betød med andre ord noget, hvad der stod i Social-Demokraten.

Magtskiftet
Navne som den senere minister Nina og hendes mand historikeren Gustav Bang, P. Knudsen, Th. Stauning og W. Fleron bidrog væsentligt i spalterne. For ikke at tale om den mytiske Peter Sabroe og dennes sociale reportager fra samfundets bund, samt en overgang forfatteren Martin Andersen Nexø – og sidst men ikke mindst partiets andenmand: Frederik Borgbjerg.
På dette tidspunkt – dvs. i Emil Wiinblads sidste år som redaktør – opstod den så at sige iboende konflikt, der som en dødsengel har fulgt socialdemokraternes – eller rettere Bevægelsens – avis og aviser ude i landet lige siden. Og som dybest set nu har lagt den sidste, hovedorganet i den socialdemokratiske presse, i graven.
Wiinblad var meget betegnende efter Borgbjergs udsagn et »sydende revolutionært temperament«. Ikke så få af de ledende kammerater øjnede heri med klarhed uoverensstemmelsen mellem ideal og realitet.
Socialdemokratiet og fagbevægelsen indså tidligt, at det sydende revolutionære ikke just lå for flertallet af arbejdervælgerne. Sigtet var jo for de fleste – akkurat som for Bevægelsens ledere – at overtage borgerskabets positioner, bastioner og baldakiner – ikke at vælte dem over ende. Emil Wiinblad fortrængtes derfor støt, men sikkert af bladets trods alt mere salonfähige, partitro, fagforeningsloyale og realpolitiske medarbejdere med Borgbjerg i spidsen. Denne overtog i 1911 redaktørstolen – med varm støtte fra de politiske bagmænd, og efter at Wiinblad under frivillig tvang havde trukket sig.

Utroværdigt grundlag
Hermed lagdes grunden til den avis der – bortset fra en opblomstringsperiode i 1920’erne og 30’erne – næsten naturnødvendigt måtte bevæge sig på et utroværdighedens overdrev og fra oplagskrise til oplagskrise.
Fr. Borgbjerg var – uanset store evner som agitator, og et udseende enhver revolutionær måtte misunde ham, forholdsvis ordinær i sine politiske evner og standpunkter, mildt sagt pragmatiker og en yderst mådelig politisk redaktør eller bare redaktør. Partitroskaben gik i Borgbjergs redaktion forud for journalistikken og kritiske holdninger på de indre linier.
I disse år knæsattes den udbredte opfattelse, som har fulgt bladet lige siden: At man med arbejderbevægelsens avis samtidig købte Bevægelsens forretningsudvalgs synspunkter, inklusive de mindre sympatiske manipulationer i den efterhånden omfattende virksomhed. Kort sagt: Redaktionen stod ikke frit.
At redaktionel frihed så var lige så teoretisk en størrelse i de fleste andre dagblade og i radioens nyhedstjeneste dengang – som nu – ændrede ikke Social-Demokratens førsteplads som prügelknabe, hvad denne opfattelse angik.
Før krigen gik det fint, da redaktør H.P. Sørensen, Københavns senere farverige overborgmester – ham med Strudsen Rasmus! – havde fået bladvirksomheden til at løbe nogenlunde rundt og atter knyttet gode medarbejdere til sig. Hans Bendix, Oskar Hansen og en lang række af tidens hotte navne var på lønningslisten. H.P. Sørensen havde kvalitetssans. Det var ham, der lod Johannes V. Jensens Hvor smiler fager den danske kyst trykke på forsiden af bladet (dog kun de to første vers før Jensen skrev digtet færdigt). Tyskerne tvang under krigen H.P. væk, og Peder Tabor blev redaktør.

Bunden ud af kassen
Også Tabor havde sans for gode medarbejdere. Bladet fik fat i blandt andre: Knud Lundberg, Hans Bendix og den senere så berømte tv-mand Flemming Madsen. Men det hjalp ikke i længden. Fra et langtidslovende oplag på små 60.000 på hverdage og i nærheden af 100.000 om søndagen begyndte nu den hastige tilbagegang – i takt med en lige så hurtigt forandrende livsstil i en ny og fremmedartet social virkelighed. Landbrugssamfundet var for længst forladt, industrisamfundet sang på sidste vers, arbejderne var ikke, hvad de havde været, og blev funktionærer eller gik på kursus og blev kritiske og læste andre aviser.
Til sidst røg bunden ud af kassen. LO måtte i 1949 for alvor til lommerne og markerede dermed for alle, der kunne tænke sig om, at redaktionen var afhængig af fagforeningsbossernes nåde.
Et forsøg på at vinde troværdighed og distancere bladet fra LO ved at omdøbe avisen til det flade Aktuelt, hjalp ikke en døjt – tværtimod. Det virkede mere som camouflage og snyd. Redaktionen syntes mere end nogensinde styret fra Rosenørns Allé med et væld af ligegyldige og uendelige referater fra fagforeningskongresser og andet kedsommeligt pligtstof. Endnu et krumspring blev foretaget, da redaktionen under den senere socialminister for en uge, Bent Hansen, flyttede fra København til Hillerød, hvilken ejendommelige disposition viste sig katastrofal og siden måtte gøres om.

Mod nye katastrofer
Ydermere omlagdes bladet til tabloidformat. Men Aktuelt var ikke Ekstra Bladet og Bent Hansen ikke Victor Andreasen, og nye læsere gad ikke begynde dér.
I denne periode lukkede det ene efter det andet af de LO-støttede lokal-Aktuelt-aviser i hele landet; en massakre som siden fulgtes op af resten med bl.a. Demokraten i Århus, Ny Tid i Aalborg, Sønderjyden og Bornholmeren.
Det stod klart, at Aktuelt ikke kunne klare sig med mindre, der skete noget. Tilskuddene fra LO var oppe på et halvt hundrede millioner om året!
I denne situation, som var temmelig langstrakt, trådte LO i karakter og gjorde noget modigt. I 1987 bad ledelsen to tv-journalister, den professionelle Jørgen Flindt-Petersen og den begavede Erik Stephensen overtage avisen og reformere den til succes.
De to udskiftede med det samme avisnavnet til Det Fri Aktuelt. Dette var ikke heldigt, da det kun understregede afhængigheden. Medarbejderne udskiftede den nye redaktion også – med det resultat at gamle læsere mistede landkending i spalterne, som til gengæld blev besat af stjerneskribenter udefra – ofte uden følelsesmæssig eller anden tilknytning til bladets baggrund.
Teorien var sådan set rigtig: At disse radikale dispositioner ville skabe et nyt afsæt. Det holdt bare ikke. Den nylancerede avis tiltrak ikke kvalitetsbevidste læsere. Stephensen og Flindt-Petersen måtte i nævnte rækkefølge hurtigt give op for at blive afløst af deres diametrale modsætning, den kontante Lisbeth Knudsen.
Bladets image blev under hendes i øvrigt redelige og journalistisk ordentlige redaktion nogenlunde kongruent med den kedelige gulstensbygning, LO lod bygge på Kalvebod Brygge. Alene at Aktuelt, som det nu hed igen – katastrofalt da dette jo endnu engang understregede afhængigheden – flyttede fra Rådhuspladsen og dermed atter markerede sin marginale placering i by- og mediebilledet.
Den sidste krampetrækning satte ind i 1997, da den gode og hæderlige Politiken-redaktør Anders Jerichow forsøgte det tilsyneladende umulige. Jerichow lavede en god og seriøs avis, med hvilken man kun kunne sympatisere. Men alle odds var imod med en kritisk oplagsudvikling for næsten alle blade som følge af Jyllands-Postens brutale og branchemæssigt set kortsynede konkurrencefiksering.

Dødens fjæs
Man forstår jo godt et eller andet sted de ansvarlige i LO, at de ikke har mod til at hælde flere skillinger i den 130-årige. Men det er synd. Redaktør Jerichow har givetvis ret i, at man med en kraftanstrengelse ville kunne redde bladet.
Med tv’s fortsat idiotiske nyhedsudvikling vil opinionsdannerne få mere og mere brug for kvalitetsaviser. Trods alt. Man har jo lov at håbe.
Men for Pios, Wiinblads, Borgbjergs, Tabors, Sørensens, Hansens, Stephensens, Flindt-Petersens, Knudsens og Jerichows gamle blad er det desværre for sent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu