Ny cd
Tidsånden breder sig stor og karikeret i kvartetten Gorillaz univers. Et musikalsk univers besvangret med nonchalant og cool krydsninger af indiepop og -rock, hiphop-dj-håndelag, dub/reggae og samplinger, men også et visuelt imageunivers, der ved hjælp af tegneseriefigurer skjuler medlemmernes sande identiteter. Der er 2D med et blankt stykke papir i stedet for en hjerne, som alle folk tror er cool, men i virkeligheden bare har migræne. Der er det ondsindede rocknroll-dyr Murdoc bandets misogynist, børnemobber og semi-satanist. Der er japanske, ti-årige Noodle, der mestrer asiatisk kampsport og ser verden med noget nær zenbuddhistisk klarsyn. Og der er det enorme brød Russel, som får hjælp fra ånder til udformning af sine rytmer og i øvrigt holder sammen på bandet med sine gode manerer og musikalske håndværk.
Gorillaz er et stykke skræddersyet rocknroll-mytologi af moderne tværkulturel støbning, som henter elementer fra The Residents identitetsløse dukker, den japanske popverdens digitale divaer og Spice Girls rollemodelgalleri. Ordet på gaden og i medierne er at projektet gemmer på Blurs forsanger Damon Albarn som da også lægger vokal til en del numre hiphop-djen og -produceren Dan The Automator, der tidligere har dannet instrumental bund på mesterlige udspil fra Dr. Octagon og Deltron 3030, den fremragende rapper Del Tha Funkee Homosapien samt tegneserietegneren Jamie Hewlett, der for nogle år siden blev berømt med brit-figuren Tank Girl.
I tidens ånd
Albummet Gorillaz er således helt i tidens identitetsopløsende ånd. Vi gemmer os bag alteregoer på Nettet, vi kan ombygge os selv, og Gorillaz forsøger selvfølgelig at gøre det med et glimt i øjet, men også med stor pr-tæft. Her sidder jeg for eksempel og bruger halvdelen af min anmeldelse på kvartettens selviscenesættelse, der i bedste fald peger fingre ad stjernehysteriet og bandmedlemmerne selv, i værste fald bliver til en dukke- og samlekortserie i BR.
Men musikken... well, forestil jer en blanding af den
finurlige side af Blurs melodiøsitet, der støder sammen med maskinrytmer og scratch i et kryds, hvor en dame med en uregerlig sæk legesyge og fniseurt er på vej over gaden. Det er charmerende og skramlet producerede drengerøvshybrider, der bevarer gavflab-attituden fra punk og rock i clashet med b-boy-nerven til tider vakkelvornt klikkende afsted, til tider på sejt groovy cruise.
»Darkpop« står der i cd-hæftet og flere steder toner Damon Albarns mere melankolske harmonik og ånd også igennem, men generelt er bastardpop en mere passende betegnelse for dette skødesløse, men alligevel stensikkert arrangerede sammenrend. Uhøjtidelig kunne være et tillægsord at hæfte på foretagendet, men så ville man samtidig ignorere teksternes beske, til tider angstfyldte stikpiller.
Tidstypisk har jeg brugt, men det er også lidt tarveligt, når man hører den naturlighed som dette moderne rock-outfit, hvor det nye instrument hedder en pladespiller, forløser deres musik med. Og opportunistisk kunne man også kalde indkaldelsen af Buena Vista Social Club-gudesangeren Ibrahim Ferrer. Men det ville være, at lægge døve øren til den forunderlige måde hvorpå Gorillaz møder den cubanske mesters musikalitet halvvejs med noget, der mest af alt lyder som en kuldslået són-klaverfigur smuk, global samplerpop.
Hybridmusik er sjældent larmende original i disse dage, hvor det meste er blevet parret med resten og omvendt, og det er Gorillaz bastardpop heller ikke. Men den umiskendelige kompositoriske fremdrift og den selvfølgelighed, som Gorillaz gadekryds er fremavlet med hæver pladen langt over gennemsnittet. Det er et godt bud på det som en pr-kvinde ville kalde en melodiøs, funky og hip skive til
mainstream. Jeg kom hende i forkøbet.
*Gorillaz: Gorillaz (Parlophone/EMI)
*www.gorillaz.com
