Læsetid: 3 min.

Venskab og luftpost

Den store svenske lyriker Tomas Tranströmers brevveksling med Robert Bly endelig i bogform
20. april 2001

(2. sektion)

Breve
Tomas Tranströmer fyldte forleden 70 og blev blandt andet fejret på Dramatens Lilla Scen i Stockholm, hvor hans amerikanske ven og oversætter, Robert Bly, mødte op. Valgslægtskabet mellem de to digtere er samtidig markeret på en mere massiv måde gennem udgivelsen af deres omfattende korrespondance, Air Mail. Brev 1964-1990. Robert Bly, som er af norsk afstamning – slægten hed Bleie – forstår skandinavisk, så de første års breve affattede Tranströmer på svensk, indtil han slog over i det engelske. Hele udgivelsen fremtræder i svensk sprogdragt.
Tranströmer må kaldes en feteret digter lige fra debuten i 1954 med 17 dikter, et stort navn også i USA, som han har rejst tyndt som oplæser, ofte i Robert Blys regi. Ros og forståelse er nødvendig også for en verdensdigter – ja, for hvem ikke. Hvis hans integritet anfægtes, kan selv en blid lyriker eksplodere med udsagn om Sveriges kultur som en narrescene eller »de mennesker, som styrer dette stupiditetens inferno, som det svenske kulturliv udgør.« Det var i 1972, da én mente, at Tranströmer havde givet efter for visse kritikeres aktuelle krav og var blevet mere prosaisk.
Det var begyndt allerede i 1967, da den såkaldte ideologikritik fandt ud af, at alt var politisk, og han blev beskyldt for passivitet, resignation, producent af opbrugt litteratur. Det var samme pinligt indskrænkede kunstsyn, der gjorde livet surt for adskillige danske digtere i sin tid. Hvor en følgagtigt engageret litteratur er dømt til glemsel, står Tranströmers Samlade dikter 1954-96, der er udgivet samtidig med brevene, som en fintmærkende analyse af et halvt århundredes mentale understrømme, på sin vis en tidsregistrant, et lyttende øre, der hører græsset gro, men også visne. Man aner i hans poesi en sorg over et omfattende værditab, kun med sprækker af håb, en voksende fornemmelse af ensomhedens udsathed, dødens påtrængende nærvær, ikke kun som individets erfaring, men som modernitetens risiko.

Et blåt skær
strømmer ud fra mit tøj.
Midvinter.
Klirrende tamburiner af is.
Jeg lukker øjnene.
Der er en lydløs verden
der er en sprække
hvor døde
smugles over grænsen.

Det er et af de allerseneste digte, »Midvinter«, som det lyder i Peter Nielsens danske version af Samlede digte (1997).
Gavmildhed
På den måde kommer man digteren mere nær end gennem brevene, der dog motiverer deres offentliggørelse med stor livlighed og sproglig fantasi, en fri, gavmild udfoldelse i modsætning til den koncentrerede knaphed i poesien. Og korrespondenterne lærer af hinandens tone. Man er to om at skrive et brev.
Fra 1970’erne har vi arvet henrykkelsen ved intimsfærens udtryk i form af bekendelser, breve, dagbøger, memoirer og biografier. O, at komme de kendte nær!
De to digteres omfattende air mail fortæller en god historie, fra den første høflige henvendelse fra den svenske digter om tidsskriftet The Fifties, som Bly redigerer, gennem den gensidige læsning af hinanden, fremvæksten af et solidt venskab baseret på faglig nysgerrighed, fælles viden om digtningens indirekte meddelelse, til en næsten længselsfuld samstemthed, politiske overvejelser i anledning af krigen i Vietnam, Robert Blys aktivisme med hånd og pen, Tranströmers pine, ved dette altoverskyggende traume i Vestens selvforståelse. »Snön ligger nu djup i Västerås som mer liknar a Sibirian town än a medieval village. Jag längtar mycket efter några nya dikter av dig, en längtan som kommer från djupare regioner i personligheten.« Her gemmer sig både en konflikt og et fællesskab.
Der falder undervejs mange pikante bemærkninger om svenske kolleger blandt øvrige redegørelser for svenske praktiske mysterier, når Bly skal have løst nogle oversættelsesproblemer. Her lukkes man ind i det arbejdende ordværksted hos dem begge med detaljerede diskussioner om gengivelsen af enkelte ord og udtryk.

Mulig Nobelpristager
Den lidt ældre Robert Blys beundring for Tranströmer er tydelig. Den er også skabet af et godt kendskab til svensk lyrik, som følgende konstatering viser, hvor han har tænkt over den yngres forhold til Harry Martinson: »Han er Fadern, och du (den mera andlige) Sonen - - - och Ekelöf är Den helige Ande!«
Tranströmer har været nævnt som mulig svensk Nobelpristager. Og det vil næppe komme ham synderligt til skade, at han har givet en overgiven morsom, satirisk reportage fra Nobelfesten i 1975, raffineret blandet op med digtkommentarer.
I 1990 blev Tranströmer ramt af et slagtilfælde, og brevskrivningen tog slut. Men nu har han og Bly altså været sammen på scenen i Stockholm.

*Tomas Tranströmer og Robert Bly: Air Mail. Brev 1964-90. Red.: Torbjörn Schmidt. Oversat af Lars-Håkan Svensson. 338 s. Bonniers

*Tomas Tranströmer. Samlede dikter 1954-1996. 318 s. Bonniers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu