Mandagssamtale
Hvis folk har troet, at ATTAC er et opgør med globalisering, har de ganske enkelt taget fejl.
Sådan lyder den klare melding fra ATTACs franske vice-præsident, Susan George. Hun understreger, at bevægelsen først og fremmest bekæmper den ukontrollerede koncentration af økonomisk og politisk magt, som i de senere år er sket i ganske få monopol-koncerner på globalt plan.
ATTAC forsøger at give nyt liv til det politiske system, så folk kan genvinde følelsen af demokratisk kontrol:
»Det nye ved globalisering er i mine øjne, at det i dag er nogle ganske få virksomheder omkring 200 virksomheder som kontrollerer over 25 procent af den samlede værdi i verden. De senere års virksomheds-styrede globalisering har ikke alene medført enorme ødelæggelser af miljøet, men har også skabt en udhuling af demokratiet. På samme måde som velstand bevæger sig fra bunden af samfundet til toppen, forskydes magten fra de nederste lag til de øverste. Selv borgerne i de mest demokratiske lande har ikke længere kontrol over de basale kræfter, som former deres liv. Nutidens magtudøvelse sker i lukkede netværk mellem de største virksomheder, hvor ingen borgere har adgang. Det er denne tendens til økonomisk magtkoncentration, som folk nu gør oprør mod over hele verden, « siger Susan George til Information: »WTO har f.eks. som ambition, at ethvert brudstykke af den menneskelige tilværelse skal gøres til en vare, som kan omsættes på markedet. Det omfatter alt fra uddannelse over sundhed til natur. Alt skal omformes til produkter. Og det er denne altædende markedstænkning, som nu får ATTAC til at sige: Verden er ikke til salg.«
Latino-bevægelse
Susan George er født og opvokset i USA. I slutningen af 1960erne kom hun til Frankrig, hvor hun i 1994 fik statsborgerskab. Hun er i dag underdirektør for The Transnational Institute i Amsterdam og præsident for Observatoire de la Mondialisation i Paris, der beskæftiger sig med de selvsamme spørgsmål, som ATTAC-bevægelsen har taget under kærlig behandling. Hun ser dannelsen af ATTAC i Danmark og Sverige som et første skridt i retning af en større global udbredelse:
»ATTAC er endnu ikke etableret i USA, og jeg tror faktisk heller ikke, at det vil ske. Men vi arbejder tæt sammen med forskellige organisationer, som kæmper for de samme mærkesager. ATTAC er jo oprindeligt opstået i et latinsk land, og dét er måske forklaringen på, at bevægelsen hidtil har begrænset sig til den latinske del af verden.
Gennembruddet i Skandinavien vil formentlig gøre det lettere for ATTAC at bevæge sig til den angelsaksiske verden. Men når ATTAC næppe vil vinde udbredelse i USA skyldes det, at bevægelsen er meget europæisk i sin tankegang. De fleste amerikanske bevægelser har kun én sag, hvor vi spænder over flere problemer. Men det afgørende er heller ikke, at det er ATTAC, som spredes over hele kloden. Det afgørende er, at folk begynder at vågne op. Og dét fornemmer jeg faktisk også er ved at ske i USA.«
Hvordan ser du sammenhængen mellem den såkaldte anti-corporate activism som har spredt sig på mange amerikanske universiteter og udbredelsen af ATTAC? Er der en fællesnævner?
»Det er stærkt opmuntrende, at amerikanske studerende nu begynder at lave aktioner mod virksomhedernes magtkoncentration. Og jeg tror faktisk, at stadigt flere mennesker i disse år begynder at få en fornemmelse for, hvad der egentlig sker i verden. Folk har efterhånden fået nok af ny-liberalismens uindfriede løfter. Forskellen er måske, at man i USA går efter symptomerne, effekten, hvor vi her i Europa forsøger at mere fokusere på årsagerne, strukturen,« siger George.
Selv om hun er begejstret for den politiske vækkelse, der er ved at ske blandt enkelte studerende på amerikanske universiteter efter WTO-topmødet i Seattle sidste år, har hun ikke stor tiltro til de progressive kræfter i sit gamle hjemland.
Netværkspolitik
»ATTAC er ved at få folkelig opbakning i Canada. Men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at det vil tage rigtig lang tid, før den amerikanske befolkning følger med. Præsident George W. Bush vil nok på en pervers måde vise sig at blive en god ting. Han må da skabe en eller anden form for politisk modreaktion i USA, som kan vække nogle amerikanere.«
»Selvfølgelig er Bush ikke i sig selv en god ting for hverken USA eller verden. Men om ikke andet kan han være med til at skabe en stemning her i Europa om, at vi er nødt til at handle selv. Nu kan vi ikke længere gemme os bag undskyldningen om, at vi hele tiden må vente på, at USA skal følge trop for dét vil nemlig ikke ske i den overskuelige fremtid.«
Mener du virkelig, at det ikke er nødvendigt at få amerikanerne med, hvis der skal gennemføres de reformer af f.eks. WTO, som I ønsker? Er en stærk koordination ikke altafgørende for reformer?
»Selvfølgelig skal vi samarbejde. Det gør ATTAC allerede. Men jeg tror, at den tid er forbi, hvor man kunne opbygge organisationer hierarkisk. Vi kan ikke jo ikke diktere, hvad folk skal mene i USA. Vi må overlade det til de amerikanske organisationer som vi samarbejder med i dag at lægge pres på de amerikanske politikere.«
»At danne løse og uformelle netværk er fremtidens samarbejdsform. Jeg tror også, at der ligger en væsentlig erkendelse i, at ATTAC ikke skal udvikle sig til et bureau for demonstrationsturister.«
»Det giver ingen mening, at folk skal rejse den halve jordklode rundt for at deltage i en demonstration. Det har kun de absolut færreste råd til. Udfordringen ligger derimod i at identificere de lokale effekter af den virksomheds-styrede globalisering, og sætte ind på de politiske niveauer, hvor problemerne konkret kan løses.«
Fusions-fyringer
Som eksempel på lokale effekter af globalisering peger Susan George bl.a. på de massive fyringsrunder, der ofte er fulgt i kølvandet på de senere års mange virksomheds-fusioner:
»Sidste år blev der investeret 1.000.000.000.000 dollar under etiketten foreign investments. Men det er slet ikke tale om investeringer i nogen almindelig forstand.
Normalt vil man tænke, at investeringer fører til nye arbejdspladser. Men dét er langt fra tilfældet. I stedet bruges pengene til at fusionere og opkøbe konkurrenter. Og i næsten alle tilfælde er folk blevet fyret. Helt op til omkring 85 procent af alle verdens investeringer går i dag til opkøb af konkurrenter. Det skaber ikke ny velstand, men koncentrerer blot kapital i såkaldte oligopoler, altså nogle ganske få firmaer, der kontrollerer bestemte brancher. Inden for de aller-største sektorer i samfundsøkonomien brændsel, transport, medicin, kemi og elektronik er der ikke længere nogen ægte konkurrence.
Virksomhederne kæmper ene og alene om symbolske markedsandele til ære for aktiemarkederne og det har forbrugerne sjældent nogen fordel af,« siger Susan George:
»I et land som Danmark kan I dog vælge at sige: Lad os glemme alt om, hvad der sker i verden. I har allerede en række konkurrence-fordele i form af et højt uddannelsesniveau, og I kan derfor vinde kampen. Men i en verden, hvor halvdelen af jordens befolkning lever for under to dollar om dagen, er dét svar ganske enkelt ikke godt nok. Alle os i den rigeste del af verden kan således vælge enten at læne os tilbage og acceptere rollen som forbruger. Eller vi kan påtage os det ansvar, det er at være en ressourcestærk borger i en global verden,« siger hun.
