Læsetid: 11 min.

Har De noget mod vorter?

Efter en rundrejse i det kinesiske rige vender den danske overlæge Niels Krag tilbage til Beijing med sin ledsager, eventyreren Kirsten Ahm. Her gør han en overraskende iagttagelse, som kan få storpolitiske konsekvenser for staten Kina – og indirekte påvirke indsatsen for det alternative Danmark
6. april 2001

(2. sektion)

Rejsebrev - Beijing
Med ryggen mod verdens største vorte og med eftermiddagssolen i øjnene bevæger vi os ned over Den Himmelske Freds Plads. Vorten sidder på hagen af Den Store Rorgænger i verdens største glansbillede – kæmpeportrættet af Mao Zedong på Den Himmelske Freds Port, hvorfra han den 1. oktober 1949 proklamerede Den Kinesiske Folkerepubliks fødsel . Billedet har, mens vi rejste rundt i Xinjiang fået en glasfiberbelægning og den ungdommelige leder får, hvis man går lidt mod øst, så eftermiddags solen falder skråt ind i billedet, et alderssvarende udseende med en Mao, der er ældet og helt gråhåret. Det var her på dette sted, hele verden var vidne til den enlige student, der fik standset en fremrullende kampvogn. Ingen forestillede sig i dette øjeblik det videre forløb, hvor kampenheder fra fjerne provinser i bæltekøretøjer rullede gennem flokke af studenter og gjorde de nærliggende universitetshospitaler til feltlazaretter for svært tilredte kinesiske medborgere – og at Leonard Cohen skulle lave en sang derom.
Men nu denne eftermiddag 11 år efter er der bare himmelsk fred på pladsen med tusinder af kinesiske turister, der fotograferer og lader sig fotografere med et stort smil og en flaske mineralvand i hånden, mens de patruljerende soldater for hver 50 meter parvis holder øje. Vi går mod Monumentet for folkets helte – onde tunger påstår, at man har måttet pynte lidt på Kinas historie for at kunne finde nok folkelige helte og begivenheder til at fylde de 38 meter høje massive relieffer.

H

ver dag hejses og sænkes det kinesiske flag her under udfoldelse af et stort ceremoniel og overvåget af masser af kinesere, der maser, skubber og stikker albuer i maven på én for at komme til. Selvom der er timer til ceremonien, er der mange, som har taget opstilling. Kinesere i flok er ikke særlig høflige eller hensynsfulde, i hvert fald ikke når det drejer sig om adgang til de nationale ritualer (eller tog og busser) – men hvad har vi også at gøre her, kunne man måske indvende. Vi er på vej mod sydvest og har hele tiden set mausoleet for Mao Zedong som en mørk kæmpefirkant, der har slugt en god bid af en lys himmel.
Hver gang jeg den sidste uge er gået forbi denne bygning, har jeg tænkt på manden, der ligger derinde.
Man siger, at han bevæger sig. Er oppe om formiddagen og møder sit folk, ved middagstid lukkes dørene og formanden sænkes ned i fungisfyldte katakomber, hvor der efter sigende skulle være temmelig koldt. Jeg var også inde for at se til Mao Zedong, men tror, ja, er ret overbevist om, at jeg så hans ’stedfortræder’. Jeg kiggede selvfølgelig efter vorten, men selvom det hele går lidt stærkt, for der jages på en, er jeg sikker på, at jeg så den, og det er det der gør mig lidt mistænksom, for vorter falder sammen på mumier – det ved jeg fra Nubien og Taklamakan.
Jeg købte som et minde om besøget, et par manchetknapper med formandens dødsmaske for to dollar, guld på rød baggrund. Lige over for mausoleet til højre ligger stedet hvor Mao arbejdede – Folkets Forsamlingshal, som kan rumme Folkekongressen og i bare et rum bænke mere end 10.000 personer.
På den anden side ligger Revolutionsmuseet, som er ved at blive ombygget og derfor delvis lukket. Dog er der en ’lille’ del, der holdes åben – nogle tusinde kvadratmeter, som Nationalmuseet i København ville misunde dem – her er der en udstilling af kort over Kina gennem tiden. Museet gør særlig opmærksom på Taiwan og Mongoliet som gamle kinesiske provinser. Det er som om denne plads, som vi går på og elsker at gå på, som i hundreder af år har været vejen til magtens centrum i det kinesiske rige, på en gang stimulerer éns fantasi og forskrækker én, fordi man her mere end noget andet sted i verden klart mærker al magts væsen, at bag buketten af lotusblomster er jernhandsken.

V

i er på vej til et af Beijings berømte apoteker og skal ned forbi Beijings gamle banegård – der nu er lavet om til et stormagasin – som netop ligger i det nedre venstre hjørne af denne mægtige plads, og som kan kendes på afstand på sit engelske tårnur, for derefter at tage ad Qianmem til højre og videre igennem et gammelt ’hu-tong’ kvarter.
Apoteket, vi søger, er et stort hus i flere etager og bygget som alle andre paladser og templer i Kina, så vi gik faktisk forbi i første omgang, selvom vi var ved at støde ind i de store granitløver på hver side af hovedtrappen for at beskue de pragtfulde malede stokværker.
På hele denne tur fra Den Himmelske Freds Port og til dette apotek – hvis navn jeg ikke kan stave – havde jeg fået en stigende interesse for vorter og følte, at der lå en vis besættelse bag, måske fordi vorter er noget, vi fjerner ved knivens hjælp i vores del af verdenen, hvorimod de her i Kina får lov til at blomstre selv på de største. Jeg ville vide, hvad apoteket have til behandling af vorter, om det overhovedet er noget man behandler i Kina og gik ind.
Jeg tegnede og forklarede og forsøgte at slå op i Manual of commen-used prescriptions in Traditional Chinese Medicine (TCM) og lige lidt hjalp det. Jeg vovede ikke at tegne formandens vorte, men forsøgte med andres vorter og valgte her en professor i medicin, som jeg havde arbejdet med i Sichuan, som på overlæben havde en vorte med et enkelt ubeskåret hår, der vippede og buede og forstyrrede hans kloge tale.
Mine anstrengelser resulterede i, at jeg blev gelejdet hen til en ung vital, overvægtig apoteker, der var i færd med at demonstrere et par opsatte dyrehorn på et skindklædt hjortekranie for en ældre herre, som så ud til at kunne falde om når som helst. Mens han blev ekspederet, fik jeg læst en lille brochure om Cornu Cervi Pantotrichium, hvor indikationerne er impotens og spermatorrhea og maldevelopment of children samt træthed i knogler og muskler og meget mere.
Min søgen efter medicin mod vorter var røget ind i en bane, som jeg ikke med mine sprog-og kommunikationskundskaber kunne undvige.

Så var det min tur, og apotekeren var åbenbart informeret, eller også så jeg lige så faldefærdig ud som ham, jeg netop havde set på. I hvert fald viste han mig en ’gavepakke’ med dyrehorn i tynde skiver lagt i smukke kalligrafiske mønstre til ca. 500 dollar. Jeg må have udstrålet begejstring, for nu kom haleben fra sjældne hjorte og hele horn på bordet, nogle små og spidse, andre store fyldige og med bevaret blød huddække som nye, friske opsatser har efter fældning af sidste års pryd. Jeg tror, han kunne se på mig, at jeg ikke ville ofre et par tusinde dollar på min ’svaghed’, men søgte en billigere løsning. I hvert fald blev et helt kavaleri af søheste lagt op. Dels store mørkeblå udstrakte og indtørrede med flot opspændt brystkasse, dels små blege parvist pakkede søheste i plasticposer – en ret billig udgave (jeg havde dog i sandhedens interesse kun vist dem en ’vorte’). Ved nærlæsning af brugsanvisningen for disse små sø-ponyer var det først som nummer fem, efter nuctural emission, at man lovede nogen effekt på potensen. Doseringen var simpel: 0,5 - 1 gram af den pulveriserede søhest skulle blandes i varm kinesisk yellow wine og indtages to gange dagligt. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men jeg gav apotekeren mit visitkort, hvorpå der stod, at jeg var en meget fin herre (og bl.a. arbejdede for Ugeskrift for Læger).
Scenen skiftede, han må have troet, at jeg var en mand, der satsede og kunne satse, for han hentede nu deres hemmelige våben frem, den medicin som kunne slå alt og alle. To medarbejdere med gule kitler bar en kæmpe ’chokoladeæske’ med glaslåg frem. På rød silke hvilede en benfarvet vild gensingrod fra Changbai Mountains skyggeside, vægt 162 gram, alder 85 år, pris 586.000 danske kr. Ingen trak vejret.

I pausen, medens jeg stirrede på den lille rod fra Changbai, der var mere end sin egen vægt værd i guld, kom jeg til at tænke på et besøg hos dr. Zing og hans behandlingsfilosofiske grundlag bag alternativ behandling og anvendelse af naturmedicin:
Dr. Than Zing er leder af det tibetanske hospital, der er knyttet til det store buddhistiske Labrang Kloster. Jeg møder ham i hans konsultation. Dr. Zing er netop færdig med en patient, da jeg kommer. Han sidder ved et slidt skrivebord og har to bøger liggende foran sig, et anatomisk atlas og en lille bog skrevet med tibetansk skrift. Dr. Zing er skjult bagved et par monstrøse tibetanske briller, og jeg kan ikke se hans øjne.
Dr. Zing introducerer sig selv og giver udtryk for, at han gerne vil diskutere behandlingen af forskellige sygdomme. Han er interesseret i først at høre, hvordan man gør derfra, hvor jeg kommer. Han vil så bagefter fortælle, hvordan han gør på sit hospital.
Jeg lægger ud med at fortælle om astma. Jeg tegner en person, der sidder på sengekanten og trækker vejret hivende og hvæsende. Dr. Zing er straks med, og vi er helt på bølgelængde. Mødet bliver pludseligt afbrudt. Det banker på døren, og to ’reservelæger’, som skal undervises af dr. Zing, kommer ind hver med et hæfte under armen. Vi gør hurtigt emnet færdigt under de to unge munkes store bevågenhed. Dr. Zing foreslår, at vi fortsætter samtalen om aftenen i hans hjem, hvor han også har astmamedicinen, som jeg skal have med hjem til Danmark.
Klokken halv syv finder vi endelig dr. Zings hus efter at have spurgt os for adskillige gange i den labyrint af gyder og stræder, der rummer boligerne for 2.500 munke. På grund af dr. Zings høje position har han et fint hus i en lukket gård med mange grønne planter. Det hele passes af hans elever, der bor i en lille bygning i et hjørne af gården. Dr. Zing tager imod og viser mig tilrette på en lav bænk ved siden af ovnen, hvor en vandkedel står og koger. Dr. Zing går selv tilbage på en lille forhøjning med et lavt bord og fortsætter mumlende med at læse i Sutra’erne – de hellige skrifter – en kort stund. Så lægger han de lange slidte papirstykker omhyggeligt på plads mellem to stykker træ og pakker det hele ind først i et orangefarvet og til slut i et violet klæde. Bogen lægges på plads.

Dr. Zing er nu helt nærværende og serverer mælketé med stenhårde, klejneagtige brød til. Jeg begynder med at spørge, om han kender diabetes mellitus – sukkersyge – og forklarer nærmere om symptomerne ved denne sygdoms debut. Han kender ikke denne tilstand, men tager sit anatomiske atlas frem og beder mig udpege, hvad jeg mener. Jeg finder et billede, der viser både pancreas og leveren. Jeg udpeger pankri, som den hedder i det kinesiske atlas, men selv efter en yderligere beskrivelse af sukkersygens naturhistorie, synes han ikke at kende dette billede, men siger, at det må skyldes en ubalance i kroppen på grund af dårlig mad. Mod ubalance i kroppen har han prøvet at ordinere rent vegetabilsk kost, men resultaterne har ikke altid været så gode, specielt ikke hos nomaderne fra højsletten, som elsker kød, fedt og olie. Jeg spørger ham til sidst om, hvordan han går frem for at finde ud af, hvad folk fejler. Han forklarer, at han først ser på, hvordan hans patienter kommer ham i møde, så tager han deres puls, og endelig spørger han om, hvordan de har det.
Det er klart for mig, at jeg har mødt en person med store indsigter og megen visdom, som han føler sig forpligtet til at give videre til sine elever, men også at dr. Zing ikke kan slå op i nogen lærebog, hvis han skulle være i tvivl.
Hans enorme viden er baseret på egne erfaringer og på, hvad han har lært af sin læremester. Videnstilegnelse er her funderet i udenadslære. Han har udelukkende sit anatomiske atlas og ikke mindst Sutra’erne at støtte sig til.

Jeg fik aldrig besvaret mit spørgsmål, om der i Kina fandtes et middel mod vorter, men forlod apoteket med søheste for 230 kroner og tænkte på en artikel i Shenzhen Daily fra den 13. oktober, hvor Ferid Murad, nobelpristager i medicin i 1998, Member of National Academy of Science og meget andet, åbner Hi-Tech Forum i Wuzhuo og som Father of Viagra løfter sløret for nye anvendelser af nitric oxide, idet han siger til avisen:
»Viagra is trivial, Nitric Oxide that is important and can increase blood flow to diseased hearts, stimulate nerve cells in the brain and much more.«
Rudyard Kipling havde ikke ret, da han skrev East is East, and West is West, and never the twain shall meet, for i dag er forskellene imellem øst og vest mindre, end vi tror – i hvert fald når det gælder medicinering.
Derfor er det vel klart, at Folketinget og Sundhedsministeriet var på solid grund, da man – omsider – i august 1998 tog mod til sig og vedtog at oprette en helt ny ’figur’ i det danske sundhedsvæsen – Videns- og Forskningscentret for Alternativ Behandling – med professoral bestyrelsesformand og en bevilling for i år på 6,8 millioner kroner, og at de med denne nye institution i Danmark ville patienternes alternative vel.

FAKTA
Ved Silkevejen
Artiklens forfatter, Niels Krag, er overlæge på Nykøbing Mors Sygehus og har gennem et par måneder rejst rundt i Kina sammen med den kvindelige eventyrer Kirsten Ahm. Her er de fotograferet på vej i 2CV’en ad en smal Silkevejsudløber i Himalaya

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu