Læsetid: 2 min.

1. klasses klikken

Forunderligt kaos på duoen Autechres fremragende nye album
2. maj 2001

Ny cd
»Braindance« kan man med en vis ret kalde duoen
Autechres musik. Musik der sender sindet på rutscheture gennem avancerede strukturer og fremmedartede lydegne, musik der nedbryder virkeligheden og genopbygger nye.
Autechre kommer fra Sheffield – akkurat som pladeselskabet WARP, som de har for vane at udgive deres albums hos. WARP – We Are Reasonable People – inkluderede tilbage i 1992 Autechre samt Aphex Twin og The Orb på det i dag epokale opsamlingsalbum Artificial Intelligence.
Parallelt med Aphex Twin raffinerede Autechre op gennem 90’erne deres lydkonstruktioner med fraktal akuratesse og opfandt en slags mikrostøj-æstetik, som voksede til en ny form for klang. Detaljerne blev mindre og mindre og mindre i d’herrer Sean Booth og Rob Browns univers, og tilsidst var sporene så mikroskopisk arrangerede, at øret opfatter dem som sammenhængende bånd af knudret støj. Som en form for kaotisk forskydende
klange, der ved nærmere granskning lyder som noget, der er krympet voldsomt i
vask. Disse lydstrategier er i dag på vej ind i den let alternative del af rockverdenen – hos bl.a. Mogwai og Radiohead – og dannede også en overgang skole på den fremsynede del af den elektroniske scene.
Men Autechre er ikke en duo, der hviler på laurbærrene – dem vil de vist hellere plante i haven – og deres nye album Confield er blot endnu et skridt ind i maskinernes uendelige indre – sonisk og postmodernistisk Jules Verne.
I endnu højere grad end på det forrige album, lp5, er det svært at ane menneskehænderne bag musikken på Confield. Jo, på de første par numre ånder en harmonisk melankoli bag de kæntrende og skumplende loops, som aldrig er runde, allerhøjest ovale. Men som albummet skrider frem, er vi ladt alene i maskinernes verden, som blipper og støjer, giver sig knagende, klikker enerverende, dunker diktatorisk, ånder rustent eller flimrer og knitrer livsaligt. Kompositionerne synes værdirelativistiske, fordi Autechre bilder en ind, at man stirrer dybt i et darwinistisk landskab af elektronik og 0- og 1-taller. Med fraktal akuratesse er Brown og Booth reportere i maskinernes underfulde verden. Klangfarverne er neutrale og temperaturløse, de hårde, men lette beats slæber sig afsted og holder aldrig rytmen, og de mange lag af lyd skurrer mod hinanden, pirrer, changerer – hvis ikke de banker hinanden til plukfisk i eksploderende sammenstød af beats. Men samtidig styrer Autechre også kolbøttefabrikken – dukkeførernes hænder anes en sjælden gang imellem – når for eksempel en smuk, fyldig, skælvende harmoni i flere minutter modsiger en rytmisk borgerkrig – for at forsvinde igen...
Autechre taler et sprog, som vi ikke helt er på bølgelængde med endnu. Et sprog som vil skræmme mange lyttere, få dem til at fryse, men sikkert en dag vil have vundet sine egne følelsesmæssige betydninger. For sådan er det jo med musik: det er mennesket, der leverer betydningen i langt højere grad, end det er kompositionen. Og derfor er Confield også et ualmindelig rummeligt album. Nogle vil høre det som et koldt og nådesløst kaos, andre som et kraftfuldt og vildtvoksende kongerige. Jeg hører det som begge dele. Confield er med andre ord et betydningsløst og netop derfor betydningsfuldt album.

*Autechre: Confield (WARP/V.O.W.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu