Læsetid: 2 min.

4’33’’

Lav musik uden at give en lyd fra dig, og regn på din computer uden at tænde for den. Det er ikke filosofi, men virkelighed
7. maj 2001

Kvantemusik
Da komponisten John Cage skrev sit klaverstykke 4’33’’ i 1952 kunne han næppe have vidst, at to fysikere 47 år senere ville gøre ham kunststykket efter – ikke med et klaver, men med en kvantecomputer.
Cages berømte komposition gik i praksis ud på, at en pianist skulle sidde på klaverstolen og vende nodesiderne – uden at røre tangenterne. Graeme Mitchisons og Richard Jozsas eksperiment går ud på at lave beregninger på en kvantecomputer uden at tænde for maskinen.
For mange komponister var Cages idé et udtryk for en dadaistisk inspireret filosofi snarere end musik, og sådan tænker sikkert også mange normale fysikere, når de hører om kvantemekanikkens mange tankeeksperimenter.
Men det er skam alvorligt ment. Naturen tillader »Counterfactual Computations,« hvilket er den betegnelse, som de to fysikere fra universiteterne i Cambrigde og Bristol har givet fænomenet i en artikel, som blev skrevet i 1999, men som først nu er offentliggjort i Proceedings of the Royal Society of London.

Stilhed findes ikke
Cage mente ikke, at stilhed fandtes, hvis man var indstillet på at lytte. Og det samme gør sig gældende i kvantemekanikken: »Man skal give computeren god tid til at få lov at køre,« siger Jozsa og forklarer, at kvantesystemer har evnen til at eksistere i to inkompatible tilstande samtidigt – ligesom Schrödingers kat – og at det reelle fysiske udfald først stadfæstes, når man »lytter.«
Mitchison og Jozsa beskriver et skema, hvormed man kan afprøve alle mulige tilstande i en kvantecomputer, inklusive den tilstand, hvor alle kontakter er slukket. Selvom computerens kvantestrømme eksisterer i en »superposition« med hinanden, er det altså muligt at føre bølgefunktionen til kollaps i præcis den tilstand, hvor alle ledninger er slukket, og på den måde at finde frem til et resultat på problemet.
Der findes en fortolkning af kvantemekanikken, som siger, at superposition er et udtryk for, at der findes alternative udfald – altså reelt eksisterende parallelverdener – som først bliver irrelevante for vores realitet, når den kvantemekaniske bølgefunktion ’kollapser’.
En lidt anden fortolkning af kvantemekanikkens mystiske fænomener er, at de er uadskillelige fra den menneskelige bevidsthed og evne til at iagttage naturen.
Mitchisons og Jozsas kontrafaktiske beregning tilbyder derfor en teoretisk metode til at aflure en parallelverden, hvor computeren var tændt, for at trække resultatet over i en verden, hvor den ikke er.
Forvirret? Vi giver ordet tilbage til John Cage: »4’33’’ handler ikke om stilhed. Der findes ingen stilhed... Forskellen mellem lyd og stilhed er i virkeligheden blot en forskel mellem hensigten om at lytte og bortvendelsen fra den. Den grundlæggende betydning af stilhed er at opgive intentionen om at lytte... Stilhed er ikke akustisk. Det er en bevidsthedsændring... Musikken er kontinuert. Det er kun os, der vender os bort fra den.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her