Læsetid: 4 min.

Det andet liv

Emanuel Swedenborgs senværk læst som poetisk drømmeteater
4. maj 2001

(2. sektion)

Biografi
Tilbage omkring 1970, da det flippede ungdomsoprør endnu ikke var faldet til ro hos den arvesyndige Vanekrist, men stadig hvileløst rygende søgte sig selv i Kabbala, Zen, Blavatsky og Rosenkreutzere, under stadig belejring af mormoner i Bogart-frakker og forvirrede vidner for Jehova, kunne man af og til, faktisk ganske ofte, støde ind i Emanuel Swedenborg. Navnet i hvert fald, for det er kun få, der har læst ham.
Det har også været vanskeligt at finde brugbare introduktioner til Swedenborgs næsten i enhver forstand gigantiske værk, men nu får vi så på dansk Olof Lagercrantz’s forsøg på at »læse det interessant« og derved åbne det, også for nærværende tids mulige læsere.
Nu er det jo ikke, fordi Swedenborg ikke har været læst. Hans værk har spillet en stor rolle for en række forfattere, og det er bestemt ikke de mindst interessante. Man kan bare nævne William Blake, som endda en overgang var kritisk medlem af »The Swedenborg Society« i London. Eller Swedenborgs landsmænd, August Strindberg og Gunnar Ekelöf. Eller William Butler Yeats i den periode, hvor han dyrkede tesofiske mysterier i kredsen omkring Madame Blavatsky.
Fælles for de digtere, der har beskæftiget sig med Swedenborg, er det vel, at de først og fremmest har læst ham som åndelig systembygger. På lige fod med Linne, men i en anden verden. De dødes verden, kunne man sige, men i hvert fald for Strindberg i Inferno drejede det sig jo simpelt hen om den verden, han selv levede i. Mens han skrev Inferno.

Værket
Den franske romantiker, Gerard de Nerval, formulerede en af indgangsportene til senere tiders undersøgelser af, hvad man efter Freud har kaldt det »ubevidste«.
»Drømmen er et andet liv,« sagde han. Og det er omtrent der, Lagercrantz griber sagen an. Swedenborg levede jo i ekstrem grad to liv. Først som administrator, idet Karl XII i 1716, Swedenborg var sidst i tyverne og havde gennemgået de for den tid nødvendige uddannelser med tilhørende rejser, udnævnte ham til assessor i Bjergkollegiet. Han fik altså så at sige ansvaret for den svenske undergrund. Han skrev og udgav store værker om minedrift, og en stor bog om de håndværk, der er knyttet til jernet. Han begyndte ydermere på dybtgående studier i anatomi og fysiologi.
»Han var en sand og efter manges mening stor videnskabsmand, hvis resultater endnu i dag nyder respekt,« skriver Lagercrantz.
Både dette tidlige, videnskabelige værk, og det senere, åndelige, er skrevet på latin, hvad der jo i sig selv gør den almene tilegnelse vanskelig. Men overgangsfasen, hans »Drømmedagbog«, som Lagercrantz vælger at kalde den, blev skrevet på svensk, til eget brug. Den udkom først et halv århundrede efter Swedenborgs død, i 1859.
Drømmedagbogen blev til i 1744. Derefter lever Swedenborg i Nervalds »andet liv«.
Lagercrantz siger: »I hele dagbogsperioden sover Swedenborg unaturligt længe hver nat, ti, elleve, tolv timer, og denne praksis varer ved resten af hans liv. Han oplever en styrtsø af drømme, et endeløst optog af drømmesyner, komiske, latterlige, patetiske, rørende mellem hinanden. Ofte, meget ofte, kommer drømmene i opvågningsøjeblikket, i den hypnagogiske tilstand mellem drøm og vågen. Det er let at forstå, at Ekelöf følte dragningen. Det betyder, at man aldrig med sikkerhed ved, hvad der er drøm, og hvad der er fantasi.«

Digter Swedenborg?
Hele det senværk, den 56-årige Swedenborg nu kaster sig hvileløst drømmende ind i, og som først afbrydes ved hans død i 1772, vælger Lagercrantz nu at se som et digterværk. For Swedenborg selv var det jo teologisk videnskab. Han ville simpelt hen forklare Bibelen, ord for ord. Og hele det verdensbillede, han her udvikler sin korrespondancelære med – dens stadigt skiftende mønsterdannelser i et univers, der mest af alt minder om Dantes – svarer egentlig også ganske godt til det naturvidenskabeligt funderede verdensbillede af i dag, som Gregory Bateson og andre har formuleret det. Poesi og videnskab løber sammen. Lagercrantz gør det til en slags drømmeteater:
»Som i ethvert digterværk kan enhver træde ind i Swedenborgs ånderige. Han beskriver atter og atter, hvordan hans omgang med ånder foregår. Ånderne iklæder sig ham, og han iklæder sig åndernes skikkelse. Ånderne spiller mennesket i mennesket. Ånderne er Swedenborg selv som taler bag en maske. De onde ånder er hans egne onde impulser og englene, som kæmper imod, har adgang til et dybere lag. Hvad vi ser i hans værk er dramatiseringer med ånder og engle som skuespillere i menneskesjælen. Swedenborg tilbyder os sin digtede verden, hvor han selv er hovedaktør. Han vender sig ikke om og spørger ikke en eneste gang sin læser: Kan I følge mig? Tror I på, at dette er sandt? Vi må tage imod, hvad han giver som det er eller afslå.«
Lagercrantz tager imod, på vores allesammens vegne. Det er måske ikke lige i første omgang, i den her ret korte bog, lykkedes helt at finde de rigtige steder i Swedenborgs enormt omfangsrige tekst, der langt hen ad vejen er tørt akademiserende spekulativ teologi, men et glimt af det swedenborgske helvede skulle dog kunne trække en del nye læsere til:
»I en sump hugger mennesker med tænderne i hinandens skuldre. Lade luksuskvinder flår hinanden i stykker. Gamle kvinder løber som vanvittige på en strand og søger at dræbe hinanden med grusomme instrumenter. Nogen straffes for deres synder ved at blive tvunget til drukkenskab. Sataner viser sig i uhyreforklædning andre er iført ligklæder og indtager uanstændige stillinger. Visse infernalske ånder ligger altid i sengen. Det er deres forbandelse. I et stenhus i underverdenen var der en seng, hvor der lå nogen. Nærmede man sig, viste der sig bare noget forbrændt, en sort sky gled op ad væggen.«
Vel er det måske ikke Dante, heller ikke Swedenborgs samtidige, Jonathan Swift, men noget er det. Og gammeldags er det ikke.
Nye drømmeflippere kan sagtens begynde her.

*Olof Lagercrantz: Digtningen om livet på den anden side - En bog om Emanuel Swedenborg. Batzer & Co. Roskilde Bogcafe. På dansk Karsten Sand Iversen. 200 sider, 248 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu