Læsetid: 10 min.

Antiglobalisering for begyndere

Russerne aner ikke, hvad Tobin-skat er, og globalisering er blot en positiv kliche, som især anvendes af nyliberale intellektuelle, siger koordinator for russisk ATTAC, Irina Mysljajeva, der er professor i økonomi ved Moskvas Lomonosov universitet. Bevægelsens vigtigste mål er demokratisk kontrol
1. maj 2001

At opstøve russisk ATTAC i Moskva i marts viste sig besværligere, end man skulle tro. Hverken i forskerkredse eller i Ruslands parlament, Dumaen, hvor jeg spurgte to venstreorienterede parlamentsmedlemmer, havde man hørt om det globale ATTAC eller om et russisk ditto. Men takket være hjælpsomme venner lykkedes det at få kontakt til bevægelsens koordinator, en charmerende økonomiprofessor ved Moskva Universitet, Irina Mysljajeva.
Efter en bustur i snestorm gennem Moskvas enorme snedriver møder jeg en smilende og velformuleret dame, der fortæller om den gryende russiske bevægelse. Over en kop kaffe i universitetets kantine bliver jeg straks draget ind i den engagerede dames sociale univers.
»Vor bevægelse hedder ’Demokratisk kontrol. ATTAC-Rusland’, fortæller Irina Mysljajeva. Dermed markerer vi dels vor tilknytning til den internationale bevægelse, og dels sender vi et signal til Ruslands befolkning om vort hovedbudskab: demokratisk kontrol. Lige som vore franske venner, definerer vi vort formål bredere end kravet om Tobin-skat. Når man fortæller russere om denne skat, siger det dem ikke noget. Og under indflydelse af vore nyliberalister og de medier, hvor de jo dominerer, betragtes den igangværende globalisering uden forbehold som noget positivt. Nærmest som synonym for al fremskridt. For Ruslands befolkning lyder bevægelsens ideer som abstrakte luksusproblemer. De har jo, navnlig uden for Moskva, i ti år kæmpet en daglig kamp for overlevelse. De søger efter job, og den store verden er nærmest som en fjern planet.«
»Hvis vi blot fokuserer på globalisering og Tobin-skat, vil ingen forstå os. Heller ikke partier eller fagforeninger. Derfor måtte vi finde en mere konkret indfaldsvinkel. Kravet om demokratisk kontrol svarer til den internationale bevægelses holdning og afspejler et af Ruslands aktuelle hovedproblemer. Vi ser kontrol som en form for civil mobilisering på den enkelte virksomhed, på kommunalt plan og på statsplan, f.eks. kontrol med hvordan statsbudgettet forvaltes og anvendes. Det kræver igen ret til relevant information.«
– I Vesten hører vi ellers, at Rusland nu i ti år har demokrati og frihed…
»De fleste jævne russere har ingen anelse om det ’demokrati’, som russiske og vestlige journalister fabler om. Folk forholder sig til hverdagens udfordringer og en social polarisering. Og netop disse forhold har bremset for demokratisering. Folk er skuffede og socialt passive. Især siden 1993 er kun få med i organiseret social handlen.«
»Hvad angår de overordnede ATTAC-krav mod liberalisering af global finanshandel, har Rusland et særligt problem, fordi man har en kæmpe udlandsgæld, og fordi Rusland på verdensmarkedet både er kapital-donor og råstofleverandør. Demokratisk kontrol kan blive et skridt på vejen for at ændre den internationale finanskapitals behandling af Rusland.«
– Hvem er I?
»Vi var en gruppe entusiaster, der i august 2000 holdt en stiftende konference, hvor vi vedtog programerklæring og love. For at blive registreret i Ruslands justitsministerium kræves der, at man har lokalafdelinger i mindst 45 af Ruslands 89 regioner. De fleste af os kommer fra forskningsverden eller er venstrefløjsaktivister. Bevægelsens stiftere er: chefen for det uafhængige kvindeforbunds informationscenter Jelizaveta Bashkova, som repræsenterer et kvindenetværk, der primært sætter fokus på menneskerettigheder samt en række Moskva-forskere, f.eks. ægteparret Rakitskij, der begge er økonomer og leder græsrodsinitiativet Skolen for Arbejdsdemokrati, som også jeg er med i. Fra Moskva universitet er det to professorer Aleksander Buzgalin og Andrej Kolganov og desuden Nikolaj Volgin fra Ruslands Akademi for statsforvaltning. Det er altså primært økonomer og historikere. Endelig må jeg nævne vore kontakter til de alternative fagforeninger, hvor f.eks. Anatolij Ivanov, tdl. tillidsmand fra byen Togliatti, i 1999 blev indvalgt i Dumaen.«
– Og hvad med Ruslands faglige LO?
»Vi har kontaktet dem, men de virker afventende. For dem er vi en minibevægelse, som de først vil se an.«

Resterne af de mange miljøgrupper, der fandtes i Sovjet, har vi desværre ikke kontakt til. De har ikke reageret på vores henvendelser. Vi har sendt et større oplag af vores brochure om globalisering rundt til kontakter i provinsen, men har kun fået få tilbagemeldinger. Ellers anvender vi et akademisk nyhedsbrev: Ruslands perspektiver og problemer. Men vi har ikke mange midler, så disse informationer når ikke langt ud. Og vi står over for en elite, der fortier de reelle globale problemer og Ruslands medier omtaler overhovedet ikke ATTAC. Tag f.eks. det fantastiske World Social Forum i Porto Alegre, som var et enestående arrangement. I flere år har medierne kun omtalt smadrede butiksvinduer, bølleoptøjer og udtrykt medlidenhed med McDonald’s. Men det flotte møde i Porto Alegre, hvor der virkelig fremkom en vifte af positive forslag – som alternativ til den dominerende markedsfundamentalisme, det blev fortiet.«
– Hvad var det russiske bidrag til
World Social Forum?
»Jamen fra Rusland og Østeuropa var der, så vidt jeg ved, ikke andre med end mig. Og jeg kom kun med takket være franske ATTAC-venner. Og det er typisk: i Østeuropa tales der ikke om globaliseringens problemer, som man dog selv er en del af. Og medierne er tavse. Ikke en eneste af de russiske medier var til stede. Derimod havde alle centrale russiske tv-stationer og aviser journalister i Davos for at dække World Economic Forum. Og alle var de så begejstrede over at have været sammen med alverdens ’pinger’ i luksuøse omgivelser. Se, det kom i tv og blev gentaget morgen, middag og aften. Kun NTV-stationen nævnte i en bisætning, at der ’samtidig fandt et alternativt stævne sted i Brasilien’. Intet mere.«
»Så jeg udsendte straks materiale til medierne, og lavede oversættelser af papirerne fra Brasilien. Det eneste, der kom ud af det, var, at den liberale avis Obsjaja Gazeta i en stor artikel om Davos-mødet havde en note, hvor det hed: ’Samtidig med mødet i Davos var modstandere af globalisering samlet i Brasilien, hvor man blev enige om at kræve respekt for almenmenneskelige værdier.’ Og overskriften lød: ’En ny Internationale?’«
»I Ruslands Duma er jeg rådgiver i udvalget for lokal selvforvaltning. Der nævnte jeg World Social Forum for politikere fra det social-liberale parti Jabloko. Men de så ironisk på mig og sagde: ’Sikke dog noget naivt barnemad. Nej, det er i Davos tingene sker.’ Jeg fik dog via ’vor mand’ i Dumaen, Anatolij Ivanov sendt en rapport om Porto Alegre-mødet rundt til alle 450 parlamentsmedlemmer med opfordring om at kontakte os. Og ved du, hvor mange der kontaktede os? – Ikke én eneste!«
– Hvad kender russerne til globalisering?
»Overordnet er det blot en positiv kliche som især anvendes af nyliberale intellektuelle. Men faktisk er der udkommet en række undersøgelser og publikationer af såvel russiske som udenlandske forskere om emnet. Blandt russiske forskere er der forskellige opfattelser. Imens Andrej Dolgov ukritisk og unuanceret ser globalisering som et positivt og nyt fænomen, så er rapporter fra MEiMO-instituttet mere nuancerede. Men blandt de mest solide analyser er værker af Vladimir Inozemtsev, Aleksander Panarin og Mikhail Deljagin. Og selv om jeg ofte er uenig med kommunisternes formand Gennadij Zjuganov, så er jeg enig i hovedpointerne i hans nye pjece: Globalisering som blindgyde eller som løsningen? F.eks. at globalisering og samarbejde er en vigtig objektiv tendens, men at problemet er, hvem der dominerer og udnytter den økonomisk, politisk og ideologisk.«

Vi har i øvrigt kontakter til folk i Ukraine og Hviderusland, der tænker i samme baner som os. Men hos dem er vilkårene endnu besværligere. Vi videresender en del international information til dem, men noget egentligt netværk har de ikke. Situationen er dog den samme i alle tre lande: Modsætningen mellem den brede befolkning og den storkapital, der tjener på at udnytte naturrigdommene. Det er jo ikke til gavn for befolkningen, at der nærmest er frie rammer for kapitaludførelser.
– Hvad er jeres nærmeste opgaver?
»Jeg vil pege på tre opgaver. Primært at etablere et bredt netværk uden dog at læne os op ad partier. For ikke at blive sat i bås.«
»Et andet emne gælder Ruslands udlandsgæld, som vi vil lave en oplysningskampagne om. Ruslands elite siger blot: ’Vi bør alle stå sammen og betale.’ Men Ruslands eksport er jo baseret på råolie og naturgas og indtægterne forbliver ofte i vestlige banker, uden at komme Rusland til gode. Vor regering bør være mere aktiv for at få betalingen for salg af landets ressourcer placeret i statskassen.«
»Tænk blot: En tredjedel af finanslovens udgifter går til tilbagebetaling af denne gæld. Præcis 27 procent. Samtidig blev der kun afsat én pct. til uddannelse. Og Ruslands gældsbyrde vokser. I løbet af 2001-2003 skal Rusland tilbagebetale en større sum. Derfor vil regeringen pålægge den jævne befolkning større byrder via en asocial boligreform, en kommunalreform og vil fastfryse minimallønningerne. Samtidig fortsættes en kriminel og halvkriminel kapitaleksport. Indtægterne fra salg af olie og gas falder jo primært i private lommer. Lige fra starten manglede en elementær kontrol med, hvorledes disse gas- og olieselskaber blev privatiseret. I 1995 påbegyndte Ruslands rigsrevision en undersøgelse, som dog endnu ikke er afsluttet. Men det vides, at budgettets midler blev overdraget til såkaldte ’betroede’ privatbanker, som præsidentens administration vilkårligt udpegede som favoritter. Dermed kunne f.eks. Sberbank ukontrolleret spekulere med statens penge. Og desuden går staten hvert år glip af mindst 15 milliarder dollar, som går til korruption.«
»For det tredje vil vi afholde en rundbordskonference omkring udlandsgælden med deltagelse af eksperter og mediefolk. Det er vigtigt at gøre befolkningen opmærksom på, hvem der kommer til at betale for vor forestående gældsbetalinger.«
– Men jeres hovedtilgang er altså demokratisk kontrol?
»Ja, det er en fællesnævner for aktiviteter, der allerede arbejdes med både på kommunalt plan og på enkelte virksomheder. F.eks i byen Tutajev i Jaroslavl-regionen samt på et par virksomheder i Skt. Petersborg. På vores Skole for Arbejdsdemokrati træffer jeg engagerede mennesker, bl.a. fra virksomheder, som ikke får udbetalt løn for det arbejde, de laver. Dem udstyrer vi med juridisk viden og forhandlingsteknik. Jeg er netop kommet tilbage fra Tutajev, hvor de ansatte på den lokale motorfabrik holdt et seminar om demokratisk kontrol – en ide, der var stor interesse for. Og sådanne eksempler er der flere af ude fra provinsen.«

På kommunalt plan er der erfaringer bl.a. fra byen Snesjinsk i Tjeljabinsk-regionen, hvor en lokal kvindeorganisation har mobiliseret vælgerne for at få indsigt i det kommunale budget. Både der og i nogle distrikter i Skt. Petersborg har kvindeorganisationer nu observatørstatus i en række kommunale udvalg. Det samme er ved at ske i Novgorod.«
»Næste trin er at opnå samfundskontrol med Ruslands statsbudget. Selve Rigsrevisionen er positivt indstillet over for ideen om at give bevægelser indsigt. Men indsigt, som man har opnået i flere vestlige lande, er i det såkaldte demokratiske Rusland – terra incognita. Det skyldes ikke mindst Ruslands kriminelle privatisering, som ledende kredse i Vesten i øvrigt har støttet.«
»I Ruslands regering findes der i dag tilhængere af denne liberalisering, men også modstandere. Det er et fremskridt, at man i det mindste taler om globalisering. For et par år siden var de politiske kredse tavse herom.«
– Hvorledes vurderer De forholdet mellem globalisering og nationale hensyn?
»Situationen i verden er på sin vis kvalitativt ny, fordi finansglobaliseringens omfang og muligheder for spekulative transaktioner er vokset i 1990-erne. Dens omfang fik man fornemmelse af ved finanskriserne i 1997-1998. Bare på et par dage kan nationers velfærd væltes omkuld. Overnational regional integration er dog ikke nogen universalløsning. Man bør opretholde en hårfin balance mellem prioritering af regionale/globale hensyn på den ene side og hensynet til sit eget land og rødder på den anden. Satses der ensidigt på overnationale løsninger, kan det f.eks. føre til opblomstring af højreekstrem nationalisme. Derfor er det vigtigt med en moderat holdning til de nuværende former for integration. ATTAC bør næppe gå imod enhver slags integration. Men man bør fastslå, hvor grænsen mellem gevinst og ulemper går. Ensretning kan let komme til at gå ud over den jævne befolkning. Så er integration et tilbageskridt for de sociale landvindinger, som bevægelser har skabt. I den henseende adskiller situationen i Danmark sig fra Rusland. I Rusland har vi snart ikke mere at tabe, hvorimod I, der bor i et rigt og stabilt land, kan komme til at skulle ofre noget på ensretningens alter. Her er det vigtigt, at befolkningen er vågen.«
»Nogle af disse problemer diskuterede vi i Nice samtidig med EU’s topmøde. Bl.a. påpegede vore franske venner, at den type integration, som EU repræsenterer, har en klar social slagside. Derfor tror jeg, at den igangværende integration ikke skal være et mål i sig selv, men skal gavne den brede befolkning.«q

Russisk ATTAC
Uddrag af programerklæring for Ruslands ATTAC-bevægelse Demokratisk Kontrol:
Den al-russiske organisation Demokratisk Kontrol er en bevægelse, hvis hovedformål er at fremme civil aktivitet i form af demokratisk kontrol på grundlag af alsidig, objektiv og realistisk viden om samfundsmæssige, erhvervsmæssige, sociale samt kulturprocesser i hele verden, i det enkelte land, i regioner samt på den enkelte virksomhed.
Den totalitære fortid præger endnu mange russere. De er ikke vant til at satse på egne kræfter. Den dag i dag tror mange, at andre skal tænke for dem, tage beslutninger og handle på deres vegne.
Mangel på troværdig information, på erfaringer for demokratisk handlen og først og fremmest – fraværet af demokratisk kontrol gavner ikke nogen normalisering af Ruslands sociale, politiske og økonomiske situation. Tværtimod bremses den demokratiske udvikling.
Den aktuelle situation forværres af, at Rusland i reformperioden er udsat for
internationale finansspekulationer, tvangskolonialisering og gældsafhængighed. Rusland er blevet pantsat til de førende kapitalistiske lande og internationale finansorganisationer.

Demokratisk Kontrol
Blandt sine vigtigste opgaver opregner den russiske ATTAC-afdeling blandt andet disse punkter:
nat skabe et gunstigt samfundsmiljø til gavn for at den enkeltes, kollektivers, opinionens og sociale gruppers civile aktivitet vil finde forståelse, støtte og solidaritet;
nat støtte statsmagtens og NGO’ers indsats imod finansglobaliseringens ødelæggelser, imod inddragelse af Rusland i zonen af international finansspekulation og kolonial udbytning samt gældsafhængighed;
nat tilrettelægge og gennemføre kontrol med de erhvervskredses finansspekulationer, der er i strid med borgernes interesser;
nat udvikle nye former for demokratisk kontrol, inkl. skatteydernes kontrol med benyttelsen af offentlige budgetmidler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu