Læsetid: 2 min.

Bære-dygtigere

Danmark kan tage teten i forberedelsen af topmøde i Sydafrika
30. maj 2001

Miljø
September 2002 mødes statsledere fra hele verden i Sydafrika til topmøde om bæredygtig udvikling, hvilket markerer ti-året for Rio-konferencen om miljø og udvikling. Folketinget diskuteret i disse dage den danske forberedelse til dette topmøde i Johannesburg. Denne debat er særlig vigtig, fordi den danske regering vil have formandskabet for EU under selve topmødet. Danmark har muligheden for at arbejde aktivt for et visionært globalt kompromis mellem de rige og fattige lande.
Danmark kan indtage en førerposition under forberedelserne frem til Johannesburg takket være den troværdighed, der er forbundet med at være det land i OECD kredsen, som siden 1992 har givet de fleste ressourcer til op-
følgningen på Rio topmødet. Dette er sket i form af miljøbistand gennem såvel Danida som miljøministeriet.

Vi har vist handling
Danmark har dermed vist handling, hvilket er hvad der er allermest brug for i det internationale samarbejde. Vi er trætte af de mange internationale konferencer præget af pæne ord, deklarationer og stakkevis af papirer. Samtidig med at sammenhængen mellem miljø og fattigdom bliver stadig tydeligere mange steder i verden, som det f.eks. sker med den fortsat hastige fældning af Amazonas regnskoven.
For nylig sluttede en konference i Bruxelles om de allerfattigste lande i verden. På trods af at antallet af ekstremt fattige lande er steget, så blev resultatet igen ret skuffende. Selvom de rige lande selv har haft økonomisk fremgang, er ulandsbistanden over det sidste ti-år faldet med ca. 20 procent – og med hele 45 procent til de fattigste lande. I den nuværende situation har de fattige ulande for en gang skyld en mulighed for at spille med musklerne over for de rige lande – nemlig ved at nægte at gå med til en genoptagelse af WTO forhandlinger på ministerkonferencen i Qatar i december 2001.

Øget markedsadgang
Afgørende for at komme videre bliver, om USA og EU er villige til at give de fattige lande en øget markedsadgang gennem at afskaffe støtten til sit eget landbrug.
Bedre handelsvilkår er et centralt element i det globale kompromis, som miljøminister Svend Auken senest har argumenteret for på OECD-ministerrådsmødet i sidste uge. Et sådant kompromis må fra de rige landes side også indeholde en forøgelse af ulandsbistanden samt flere investeringer i ulandene. De rige lande bliver også nødt til at ændre i deres eget forbrugsmønster.
Desværre er præsident Bush’ nye energiplan et trist eksempel på manglende villighed til at skabe en bæredygtig udvikling – og herunder at indgå internationale aftaler som Kyoto klimaaftalen.
Et globalt kompromis indebærer også forpligtelser for regeringerne i de fattige lande, som i højere grad må prioritere centrale elementer i en bæredygtig udvikling, – miljø, uddannelse, sundhed, fattigdomsbekæmpelse og social lighed. Ligesom mange ulande må gøre mere for en effektiv regeringsførelse, omfordeling mellem rige og fattige, en stærkere rolle til kommunerne samt principperne i Agenda 21 med større inddragelse af landets borgere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her