Læsetid: 3 min.

Op og ned Bakken

Cirkusrevyen er i år en lille smule mere indbydende, men overraskelser er der få af
26. maj 2001

Revy
Hvad har vi danskere egentlig at være fælles om? Rigtigt gættet: fjernsynet. I hvert fald hvis man lader årets Cirkusrevy være målestok for, hvad vi har tilbage af kollektive referencerammer.
Og ellers kan vi vel være fælles om Cirkusrevyen. For alt er ved det gamle i landets største lagkagerevy, der er så dansk som rødgrød med Rød Aalborg.
At der er kommet en ny mand på posten som instruktør, mærker man desværre ikke meget til. Havde man haft forhåbninger om en ny og anderledes Cirkusrevy med Henrik Lykkegaard i front, går man galt i Dyrehaven. Han har gjort, hvad han kunne for at følge den vante opskrift: Lige dele gammeldags morskab og glimmer-show på kanten til kitsch. Professionelt og rutineret serveret, med en timing, der får maskineriet til at rulle pænt derudad, så tiden går, uden at kedsomheden når at indtræffe.
Sådan laver man en gennemsnitsrevy, i år en lille smule mere indbydende. For det første er teksterne bedre end længe. Ikke fordi særligt mange af dem er synderligt gode. Der er bare færre af de virkelig dårlige. Ikke mindst takket være Carl-Erik Sørensen, der har spidset pennen og støvet rimordbogen af.

Tungeekvilibrisme
For det andet er det længe siden, revyen har været så gennemmusikalsk som i år, hvor Jens Krøyer har skrevet iørefaldende baggrundsklange til det meste og i øvrigt får det hele til at svinge flot i orkesterafdelingen.
Årets tredje ekstragevinst er Tammi Øst, der sagtens kan spille revy og slå røven gennem stråhatten i den helt store stil. Hvis nogen da ellers havde været i tvivl. Hun demonstrerer tungeekvilibrisme i en ordrig og ret god Carl-Erik Sørensen vise om fremtidsforskeren, der taler Karen Jespersen midt imod og påpeger, at vi om tyve år mangler arbejdskraft udefra: »Hvis de knokler løs i alle døgnets timer, må vi bære over med, at de’ muslimer«.
Her er der bid, mening og skægge rim i årets bedste nummer. Og ellers lyser hun op med sin blonde ynde og gør god fyldest i et par af de mere fjollede sketches, ligesom hun synger aldeles dejligt.
Det samme kan man sige om den energiske krudtugle Pernille Schrøder, der atter engang lader lungerne gjalde højt og synftigt. Hun er en kende forfordelt med godbidder, men kaster sig fræsende og selvsikkert ud i alt, hvad revyen byder hende. Ikke mindst i en flot leveret tango med Henrik Lykkegaard.
Teksten handler om de efterhånden tikkende bomber i køleskabet. Igen fermt og dygtigt verbalskrædderi af den allestedsnærværende Carl-Erik Sørensen.
Til gengæld har en dæmpet Ulf Pilgaard ikke meget at lave, bortset fra en dum entré i en træt sketch om en stresset stressforsker. Han savner det store grinebidder-nummer, som ellers plejer at være reserveret Bakkens mangeårige han-primadonna.

Generationsskifte?
Den værdighed skal Pilgaard jo sådan set også dele med revyens fortabte søn, Claus Ryskjær, der vender tilbage til teltet efter en årrække i eksil. Det berømte parløb får revyen desværre ikke meget ud af, bortset fra et nummer hen mod slutningen, hvor de to komikere med bedemandsminer forenes i en morsom had-kærligheds-duet.
Rysse har man måttet kigge langt efter i den svagere første afdeling, men han kommer da heldigvis mere på plankerne efter pausen, hvor han atter demonstrerer, at det er den neddæmpede version af ham, der er den skæggeste. Ingen kan skildre den tørvetrillende hverdagsneurotiker så overbevisende, menneskeligt og skideskægt som ham.
Og endelig er Henrik Lykkegaard som altid præcis og på platten med sin blanding af ubagt mælkedrengsuskyld og normaldanskerens skjulte aggressioner. Bedst som febrilsk og noget forvirret hjemmeværner på forårsmanøvre i Dyrehaven.
Alt i alt en underholdende aften uden overraskelser. Dem ser vi gerne mange flere af næste år.
Endnu engang må man spørge sig selv om, hvor de nytænkende tekstforfattere bliver af i den danske revy. Kan vi ikke være fælles om at spørge os selv om, hvornår generationsskiftet kommer?

*Cirkusrevyen 2001: "Det glade vanvid". Iscenesættelse: Henrik Lykkegaard. Scenografi: Pia Maanssen. Kapelmester: Jens Krøyer. Tekster: Henrik Lykkegaard, Jens Folmer Jepsen, Trine Gregorius, Carl-Erik Sørensen, Kent Bovin, Vase/Fuglsang, Niels Olsen.

*Jakob Steen Olsen er tidligere teateranmelder på Aktuelt og vil fremover skrive om teater her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her