Læsetid: 4 min.

Barnet, urscenen og tingfinderne

I en række analyser af barndomsskildringer i Joyce, Lagerkvist, Proust, Sarraute og Benjamin diskuterer Lilian Munk Rösing det voksne menneskes omgang med ’det indre barn’
18. maj 2001

(2. sektion)

Afhandling
Hvordan forholder det sig egentlig med barndomsskildringerne i nogle af modernismens store værker? Det forsøger Lilian Munk Rösing at svare på med afhandlingen At læse barnet. Litteratur og psykoanalyse. Gennem analyser af udvalgte værker fra den mondæne ende af den modernistiske litteratur fremlægger hun et provokerende bud på, hvordan man kan forholde sig til det barn man engang har været, ’det indre barn’.
Det 20. århundrede blev kaldt ’Barnets århundrede’. Løftet om at bringe barnet i centrum vil Lilian Munk Rösing ’forsøge at redde’ med analyser af fem litterære barndomsskildringer: James Joyces Portræt af kunstneren som ungt menneske, Pär Lagerkvists Gæst hos virkeligheden, Marcel Prousts Vejen til Swann, Nathalie Sarrautes Barndom og Walter Benjamins Barndom i Berlin omkring 1900.
Denne lovende idé er imidlertid underlagt en anden og mere gennemgribende ambition, nemlig at etablere en metode til den mest hensigtsmæssige omgang med ’det indre barn’.

Ødipølser
Rösing er godt og grundigt træt af »Ødipølse-maskinen«, som hun kalder den psykoanalytiske læsemåde, der rastløst udstanser »ødipale konflikter« og symbol-oversættende klicheer. Alligevel mener hun ikke at kunne undgå kastrationstrusler, moderskød og ødipale tærskler. Psykoanalysen er trods alt bogens vigtigste inspirationskilde.
En erindret barndomstilstand bliver først produktiv, når det erindrede barn får lov at fremstå som et selvstændigt individ, der kan omfattes med empati. Det er ikke nødvendigvis en fuldt ud faktisk begivenhed, der erindres, men nok så meget en efterlods konstruktion af en sådan. Erindring og konstruktion er lige vigtige. Psykoanalysen efter Freud udgør bogens vigtigste redskab til forståelse af denne indvirkende dobbelthed af aktivt erindringsmateriale og tilbageskuende konstruktion. Munk Rösing inddrager endvidere Dorrit Cohns fortælleteori i analyserne af teksternes litterære behandlinger af barndomsstoffet.

I analyse
På trods af den erklærede lede ved »Ødipølser« undgår man nu ikke i de efterfølgende fem store analyser at få sig en vridetur gennem ødipølse-maskinen.
Stephen Dedalus martres tilsyneladende af uerkendt eller tilbagholdt vrede mod sin fader med almindelig sengevædning til følge udmøntet i (fortællerens, Joyces, Stephens?) metaforer om varme og kolde lagner og slimet vand. I brugen af psykoanalysen lider Munk Rösing ikke af metodisk selvdistance. Hun ænser slet ikke det uhyre følsomme og sårbare lag af ironi, grænsende til sarkasme, der vedvarende ledsager fortællerens ubønhørlige analytiske kontrol over det skrevne i Portræt af kunstneren som ungt menneske. Det kunne få undertegnede til at læse simpelt, at det kunstfærdige i Joyces tekst ikke består i at gennemspille et familiært drama efter bogen, men i evnen til at gøre en fremstilling af selv det mest lede og rotteagtigt slimede sanseligt nærværende for læseren på en nøgtern og koncis måde. Analysens slutning kan vi godt skrive under på. Dog ikke som konklusion på de forudgående psykoanalytiske sofamanier, men som en spændende begyndelse på en litterær analyse af tekstens »fede, tætte, plastiske kvalitet, som fører læseren lige lukt ind i hovedet (og kroppen) på en lille dreng«.
Rösing forlader desværre hurtigt de gode tekstanalytiske svinkeærinder på den snorlige vej frem mod konklusionerne: At Lagerkvist har »abjektal« afsky mod moderen på grund af mor-barn-symbiosen, som mormoderen ikke indgår i og derfor kan blive billede på den kvindelige livskraft, han savner i mødet med døden. At Proust skriver på en natlig urscene i en længsel efter det moderlige kys. At Sarraute i Barndom lader Natachas ordløse udveksling med faderen åbenbare al erindring udløst af vreden mod »silkemoderen«.

Tingfinderne
Munk Rösing kommenterer ikke Walter Benjamin samling af børnebøger, over 200 bind fra det 18. til det 20. århundrede: Eventyrbøger, uhyggelige fortællinger,
Æsops fabler, børneudgaver af kendte klassikere f.eks, Till Eulenspiegel, Münchhausen, Robinson Crusoe og Don Quichote, malebøger, ABC-læsebøger og alskens forvandlingsbøger. Derimod analyseres Benjamins berømte værk Barndom i Berlin omkring 1900, der består af en række små tekststykker, »dialektiske billeder«. De beskrives fint som »dialektiske dobbelteksponeringer«, der på én gang er billeder på barnets bevidsthed, den voksne filosofs bevidsthed og en historisk situation. Indtil Ødipus igen igen erobrer ordet skriver Rösing godt om karakteren af disse billeder, der nærmest unddrager sig bogens psykoanalytiske og fortælleteoretiske optik.
For første gang medtænkes barnets filosofiske spørgen, en åben spørgen, en fortrøstningsfuld forventning om at have det magiske svar inden for rækkevidde. Den præger også Benjamins fascination af børnebøgernes magiske verdener med deres trække-ud-billeder og tredimensionale udfoldninger af slotte og skove. De fortæller en helt anden historie om den kultur, der også er Goethes, Baudelaires og Prousts. Børn er tingfindere, de begejstres over ligheder og muligheder, som andre ikke ænser, ser store kvaliteter i ting andre kaster bort og som det tilfældigt støder på.
Dette aspekt havde man gerne set medtænkt i bogens analyser, der i stedet holder sig pænt til de sikre stier, ofte med trodsig insisteren på egne meninger, men uden rigtig ulydige afstikkere.
Rösings bog fortjener opmærksomhed ved at fokusere på nogle oversete sider ved de analyserede værker. Hun viser også med sit afsluttende Benjamin-kapitel, at omgangen med ’det indre barn’ først for alvor bliver perspektivrig, når ambitionen om at opnå sikker pyskoanalytisk og fortælleteoretisk kontrol over teksten forlades. Dette empatiske øjeblik indfinder sig først, mener vi altså, når det tingfindende barn og den pukkelryggede mandsling forlader den freudske urscene for sammen med Anders, Marcel, Natacha, Ulvemanden, Rottemanden, Lille Hans, Kong Ødipus og alle de andre barnlige sjæle nysgerrigt at dyppe tæerne i Dedalus’ slimede vand.

*Lilian Munk Rösing, At læse barnet. Litteratur og psykoanalyse, 296 s., 298 kr. Samlerens Forlag. Udkommer i dag

*Jørn Erslev Andersen er lic.phil., lektor i litteraturhistorie ved Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu