Læsetid: 5 min.

Bastardens dilemma

Mordet på Hendrik Verwoerd blev en start på Sydafrikas regnbuenation
2. maj 2001

Ny bog
Den 6. september 1966 blev den sydafrikanske premierminister Hendrik Verwoerd myrdet med fire dolkestød under et møde i parlamentssalen i Cape Town. Morderen var en nyligt ansat parlamentsbetjent – en coloured efter sydafrikansk race-inddeling – Dimitrios Tsafendas født i Moçambique i 1918 som søn af en mor fra Swaziland og en græsk far.
Mordet var en milepæl i Sydafrikas moderne historie – Verwoerd var arkitekt og midtpunkt for virkeliggørelsen af grand apartheid, dvs. opdelingen af landet i nationalt selvstændige ’hjemlande’ for folk med forskellig etnisk og racemæssig baggrund og gennemførelsen af Group Areas Act, der skulle rydde op i byerne, så de blev hovedsagelig hvide med særlige kvarterer for det indiske mindretal og med den nødvendige sorte og farvede arbejdskraft samlet i townships i byernes udkant.
Gennemførelsen af disse drastiske tiltag var på sit højeste i midten af 1960’erne og blev efter mordet på Verwoerd endnu mere hårdhændet og beslutsom – men også mere forkrampet og politistat-agtig. Med Durban-strejkerne og Soweto-opstanden i 1970’erne og 1980’ernes undtagelsestilstand tog den krise fart, som fik apartheid-staten til at gå i spåner og bragte ANC og flertals-styre til magten fra 1994. Van Woerden skriver: »Mordet på Verwoerd kom til at betyde nogenlunde det samme for Sydafrika, som Kennedys død betød for USA: Et brud med fortiden, et tab af uskyld, et uhyggeligt forvarsel.«

Det halves forhistorie
En verden af glas er først og fremmest fortællingen om Dimitrios Tsafendas’ liv, men kontrapunktisk sammenflettet med andre mikrohistorier – først og fremmest om fortællerens eget liv og rejsen ind og ud af Sydafrika, men også om Verwoerd som indvandrer og om andre, der er kommet og gået. F.eks. suffragetten Aletta Jacobs, der besøgte Cape Town i 1911 og glædede sig over mangfoldigheden af mennesker, hvide, sorte, »sortblå«, »den fintbyggede abelignende buskmand og -kvinde«, hottentot, zulu, basotho, kaffer og så videre. Samtidig forargedes hun over folk, der ikke ville være det, de var og blev latterlige, når de »i påklædning og skikke prøver at efterligne europæeren.«
Det Sydafrika, der er scenen i En verden af glas er på én gang en verden, der stræber efter klare identiteter, helheder og rene afgrænsninger, og hvor virkeligheden samtidig er bygget op af halvheder, blandinger, kompromisser og overlapninger. Renhedens apostel Hendrik Verwoerd, hvis familie kom til Sydafrika i 1903, må livet igennem kæmpe med, at hans fjender kalder ham »hollænder« eller »uitlander«. For »kleurlingen« Tsafendas bliver eksistensen et tragisk karneval, hvor han søger dække under den ene identitet efter den anden, men hele tiden afsløres, diagnosticeres, deporteres, straffes, fornægtes, sendes hjem – snart til det ene sted, snart til det andet. Van Woerden skriver: »Mordet var et anliggende mellem to immigranter. En halv græker, der myrdede en halv hollænder. Svaret på mange spørgsmål skjuler sig i forhistorien til det ’halve’.«
Den fantastiske historie om Tsafendas, hans rejser til alverdens lande og op gennem det 20. århundrede, hans tiltagende mentale skrøbelighed og forrykthed er en rekonstruktion bygget på ikke mindst politiets efterforskning, men ’fyldt ud’ med tildigtning, hvor kilderne ikke rækker. Der redegøres for proceduren i et efterskrift, og det fungerer aldeles udmærket. Skildringen er bevægende af det intetanende, følsomme barn, der vokser op uden at ane uråd og kende til sin swazi-mor (der fordufter kort efter hans fødsel), og som tror, han er et middelhavsmenneske ligesom resten af familien. Denne idyl slås itu af en ond stedmoder, og ved familiens emigration fra Moçambique til Sydafrika lades Dimitrios tilbage og får herefter hele det sydafrikanske immigrations-bureaukrati imod sig i sin kamp for at hele sårene og igen blive ét med familien. Et liv hvor ondskaben – som det hedder om Sydafrika i apartheids velmagtsdage – er hverdagskost.
Bogen følger ham på odysséen gennem verden, indtil bureaukratiet på et tidspunkt falder i søvn, og han slipper ind i det forjættede apartheid-land – helt ind i dets parlamentariske hjerte – og ingen opdager, hvad der er i gang, før det er for sent, den store samfunds-arkitekt dolket, og »vanviddets magt et øjeblik stemte overens med magtens vanvid… som om naturen i sidste ende alligevel gjorde en form for status.«

Det ny Sydafrika
Vævet ind i denne fortælling er historien om van Woerdens eget liv i og med Sydafrika, fra han som ti-årig i 1957 kommer til Cape Town som immigrant med sin familie og får en lav-status, men for ham attraktiv bopæl i et ’blandet’ kvarter. Få år senere ’renses’ kvarteret under
Group Areas Act; den farvede befolkning tvangsflyttes til townships i de sandfygende Cape Flats, og fortæller-familiens liv bliver lige så tvangsmæssigt hvidt, bornert og kedeligt – »som barn kunne man ikke fatte, at krigen mellem racerne så ud til at blive udkæmpet hårdest dér hvor forskellene var mindst«, mellem »de afrikaans-talende fattige hvide« og »deres naboer på den anden side farvegrænsen«. I maj 1968 flygter han fra indespærringen tilbage til Europa – drevet af »nostalgi efter fremtiden.«
Men Sydafrika vil ikke slippe ham, og han vender tilbage i flere ryk op gennem sammenbruddet og overgangen til ’det ny Sydafrika’ – i 1989 og flere gange i 1990’erne – og registrerer med en blanding af fryd og bekymring de skift der sker – i Cape Town og omegn, men også videre ud i landet. Han nyder Group Areas Acts kollaps, går på diskotek med de kulørte, får kærester og inviteres til fest i Cape Flats, men får også bank og bliver plyndret af knivsvingende ungdomsbander.
Fortællingernes tråde samles i 1998, hvor han er i gang med Tsafendas-projektet og får tilladelse til at besøge den forrykte olding på et hjem for sindssyge i Sterkfontein i det gamle Transvaals bagende sommerhede:
»Jeg møder et charmerende sludrechatol, en overlevende fra vraget af den sydafrikanske historie… han evner ikke at rangordne fortiden, adskille den fra nutiden. De sammenhænge, han ser, er ikke kronologiske, men mytiske. Næsten hver eneste detalje i hans tilværelse kan forstørres eller farves vilkårligt, som om han ser sig selv gennem en særlig linse, der ikke holder regnskab med almindelig åndsnærværelse… Hans fortid er isoleret i en verden af glas, betragtet gennem en linse med skarpe brud.«
For van Woerden bliver historien om Dimitrios til et billede af »bastardens dilemma« – af et liv der har udspillet sig i en serie af tvangsmæssige forvanskninger og forsøg på tilpasning til falske renheder og helheder. På den måde får vanviddet en slags logik – mordet på Verwoerd som en inkarnation af frygten for raceblanding blev »den tøvende indledning til integrationen« og til et blandingssamfund, en regnbuenation.
En verden af glas er en usædvanlig god bog – én af de forbavsende få rigtig gode, der er kommet ud af det ny Sydafrika. Det skyldes måske, at dens forfatter ikke er rigtig sydafrikaner?

*Henk van Woerden: En verden af glas. Oversat af Aino Roscher. 192 s. 225 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her