Læsetid: 2 min.

I den bedste af alle tænkelige verdener

Om en illusion i litteraturkritikken
25. maj 2001

(2. sektion)

Kritik
Det er et postulat, man hører fra akademikere og anmeldere. Igen og igen: »Vi tror ikke på, at der i dag findes overset litteratur.« Eller: »Der ligger ikke længere geniale manuskripter i ukendte skrivebordsskuffer.«
Og man forstår naturligvis trangen til at sabotere det trivialromantiske lighedstegn mellem overset og genial. Trangen til opgør med underkendelsens martyrium som kriterium for originalitet.
Og alligevel er i hvert fald det første udsagn meningsløst. Det oversete må netop defineres som det, man ikke har set. Som det usynlige. Postulatet kan reduceres til en tautologi: Vi kan ikke se det, vi ikke kan se. Men denne tautologi karakteriserer en udbredt forestilling om, at dagens litteraturindustri lever i den bedste af alle tænkelige verdener. Vi ser det hele. For i dag opererer vi med litterær kvalitet som det eneste gyldige kriterium.
Det er en overbevisning, som viser sig i præmisserne for dagbladenes kritik af de såkaldt større litteraturpolitiske markeringer.

Forudsætningsløshed
Da første bind af Danskere Digtere i det tyvende århundrede udkom sidste efterår, afslørede kritikken en fundamental tro på en mulig objektivitet. Og da Statens Kunstfond i foråret uddelte treårige legater, blev det igen understreget: Nu har vi jo ikke længere litterære skoler. Som man havde i 70’erne. Vi er lykkeligt befriet for enhver ideologi.
Det er ikke mit ærinde at kritisere redaktionen af Danske Digtere eller Statens Kunstfond. Overhovedet ikke.
Men jeg kan ikke forstå, at kritikken mener at kunne overføre naturvidenskabens paradigme om forudsætningsløshed til det litterære felt. Og troen på forudsætningsløsheden viser sig som regel også, når den er desillusioneret. Som en skuffet konstatering af, at der jo igen var ideologi med.
Man kan og bør tale om habilitet og saglighed. Men selvfølgelig vil ethvert begreb om litterær kvalitet altid være præget. Man kan jo gå empirisk til sagen: Sammenligne avisernes anmelderes divergerende domme over debutanten Martin Larsen

Så må vi være engle
Den storhedsvanvittige forestilling om at kunne se det hele reflekterer en grænseløs kultur. Som benægter eksistensen af det, den ikke kan se.
Men som Marcuse har påpeget. Så er det kunstens evne til at bryde den etablerede virkeligheds monopol på at definere, hvad der er virkeligt.
Kunsten bringer noget andet ind. Som kritikken i bedste fald respekterer som den anden side af det synlige.
Man kunne nævne en novelle af Naja Marie Aidt. Som udspiller sig i en åben nutid mellem han og hun. De har bollet på et hotelværelse, de er blevet større.
»Han tænker: Hun har ret. Den fuldkomne kærlighed kan ikke eksistere blandt ufuldkomne. «
Det er et logisk argument, hvis struktur man genkender fra flere af de gudsbeviser, som historisk har fungeret som markering af en grænse.
»Han tænker: Så må vi være engle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her