Læsetid: 3 min.

Den bestialske morder som falleret småborger

Fransk bog udfordrer journalistikkens monopol på at skrive ’sande historier’
10. maj 2001

(2. sektion)

Konstruktion
Emmanuel Carrères bog Modstanderen er baseret på en i Frankrig velkendt historie:
En morgen blev den unge medicinstuderende Jean-Claude liggende i sengen. Han skulle til andenårs prøve. Men lå i stedet og kiggede på sit vækkeur.
Bagefter lod han som om, han havde bestået. Fulgte kurserne på tredie år. Og fjerde år og forberedte sig på eksaminer med sine medstuderende. Uden at fortælle nogen, at han var holdt op med aflægge prøver. At han fra nu af levede på en fortløbende forfalskning af sin planlagte livsbane.
Efterhånden stod Jean-Claude med to børn, en kone og en omgangskreds, der kendte ham som succesrig læge og forsker ved WHO. Som en beskeden mand, der ikke pralede af sin fine stilling og sin omgang med notabiliteter som Bernhard Kouchner. Og som en hjælpsom ven, der placerede familie og venners penge til en særlig høj WHO-rente i schweiziske banker.
Det de ikke vidste var, at flinke Jean-Claude var arbejdsløs og uden uddannelse. Sin ’arbejdstid’ fordrev han i sin bil i skovene. Eller på motorvejscafeer. Det, de i særdeleshed ikke vidste, var, at han placerede deres investeringer på sine egne konti.
Det var en hemmelighed, der holdt i 18 år. Indtil forældrene var fallit, og en veninde ville have sine penge tilbage. Og en anden bekendt forsøgte at træffe Jean-Claude ved WHO. Hvor man aldrig havde hørt om ham.

En sand historie
Panisk angst for at blive afsløret overfor sin familie dræbte Jean-Claude sine børn, kone og to forældre. Og ødelagde et liv baseret på et fantastisk net af fiktioner.
Jean-Claude Romands historie er, hvad man sædvanligvis omtaler som en sand historie. Mordene fandt virkeligt sted i januar 1993, og gennem aviser og tv blev han kendt som en bestialsk morder over hele Frankrig.
Den franske forfatter Emmanuel Carrère, der tidligere har modtaget den celebre Prix Fémina, havde i januar 1993 netop afsluttet en biografi om den amerikanske forfatter Philip K. Dick, da han hørte om kulminationen på Jean-Claude Romands mytomane familieliv.
Carrère forfulgte sagen. Satte sig i forbindelse med livstidsfangen, som han indledte en korrespondance med. Overværede retssagen, rekonstruerede Jean-Claude Romands rutiner og konsulterede hans bekendte, der havde troet på fiktionerne.
Modstanderen er ifølge Carrère en omskrivning af det væsen, Bibelen kalder djævlen. Og som avislæsende franskmand så i Jean-Claude Romand.
Men Modstanderen er også en bog, der undersøger den virkelighed, som gemmer sig under kriminaljournalisternes afdækning af virkeligheden. Den historie, som sædvanligvis identificeres som den sande historie. Men hvor journalistikken i velkendt triviallitterær jargon beskriver ved at dramatisere, insisterer Carrère på at afdramatisere. Den iskolde morder, der nærmest per automatik beskrives som en dæmonisk karakter i en dramatisk film, bliver hos Carrère til en katastrofalt falleret og skuffet småborger. Og som sådan bliver han farlig.
Carrère skriver simpelthen bogen for at finde ud af, hvad der gemmer sig bag en sætning fra en avisartikel, der henviser til Romands ubegribelige daglige liv: »Og han tog ud og lod sig opsluge af Jura-bjergenes skove.«

Konstruktioner
Og det hele er med i Carrères vellykkede bog. Forløbet, Romands hverdag, brevene fra morderen og forfatterens stadige ubehag ved at beskæftige sig med noget så modbydeligt.
Men Carrère betjener sig også af skønlitterære strategier. Passager er skrevet med Jean-Claude Romands bedste ven som indirekte fortæller.
Og Romands uforståelige, men afgørende udblivelse fra eksamen er som taget ud af Georges Perecs skønlitterære udlægning af en identisk situation fra romanen En mand der sover. Og der er reference til Jorge Semprun, der har skrevet sine erindringer både som roman og som klassiske memoirer. Og dermed problematiseret modsætningen mellem den litterære og den såkaldt faktuelle historie.
Modstanderen forfalder ikke til tilbagelænet og dum klappen sig i hænderne over, at virkeligheden altså nogle gange overgår de vildeste fantasier. Tværtimod. Denne mesterlige bog peger på, at enhver journalistisk eller faktuel gengivelse af virkeligheden er en konstruktion. Ligesom skønlitteratur. Realisme eller ej. Konstruktionerne har samme ophav, mennesket, som virkeligheden ikke kan tænkes uden.
Jean-Claude Romand, hvis navn på fransk pudsigt nok udtales præcis som ordet for roman, har levet efter fiktioner. Og lader sig bedst begribe i krydset mellem de to normalt adskilte former for beskrivelse. Som begge rummer forskellige sandheder. Ved at ramme den separate sag præcist, peger Modstanderen på alt det, der ikke bliver sagt, hver gang et menneske fremstilles som modstanderen, som djævlen selv.

*Emmauel Carrère: Modstanderen. Oversat af Ole Eistrup. 162 s. 198 kr. Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her