Læsetid: 4 min.

Bevisets stilling

Roman om matematikkens gruelige skønhedsverden
18. maj 2001

(2. sektion)

Roman
Det var Walter Scott, der lancerede den romantiske, historiske roman og brugte en fiktiv hovedperson til at give et spændende tidsbillede, befolket af bl.a. reelt eksisterende personer. Onkel Petros i den første roman på dansk af grækeren Apostolos Doxiadis (f. 1953) er ikke just nogen Ivanhoe, omend lige så fiktiv, men en antihelt i matematikkens verden, der her repræsenteres af lutter kendte forskere, fra antikkens Euklid og til nutiden, lige til at slå op i leksikonnet. Det går helt ud i titlen, der lyder Onkel Petros og Goldbachs formodning, som er et signal til de indviede, men nok ikke én der basker i kiosken.
Men har man læst romanen, der ikke er noget litterært mesterværk, men fungerer som lidt af en besættelse for en let imponerbar matematisk ignorant som mig, kan denne Goldbach og hans formodning blive et natligt mareridt, som det er for både onkel Petros og hans nevø, der fortæller hans historie. Christian Goldbach fremsatte i 1742 over for Leonard Euler den formodning, at »ethvert lige tal større end to er summen af to primtal.« Det holder stik og er verificerbart. Men det kan ikke bevises. Og hvad hjælper det så, at Kurt Gödel med sin ufuldstændighedssætning har bevist, at sandheden ikke altid er bevislig.
Sådan forholder det sig med adskillige forhold i tilværelsen, men dermed kan sande matematikere åbenbart ikke lade sig nøje, og onkel Petros har efter nogle anerkendelsesværdige afhandlinger og en professorgrad påtaget sig bevisbyrden og viet sit liv til den umulige opgave, som ikke engang vore dages computere kan stille noget op med.
Matematikkens verden skildres som en abstraktionernes skønne himmelflugt, den eneste rene videnskab, som egentlig kun unge hjerner kan drive videre. De har som balletdansere en tidlig blomstring. Den medfører ensomhed, isolation, mistænksomhed, her ironisk anskueliggjort ved fortælling om triste skæbner, tragisk som i onkels tilfælde, idet han som dem lever i et for andre fuldkommen utilgængeligt univers, et nonsens i det tomme himmelrum. Han har isoleret sig i en forstad til Athen, hvor nevøen besøger ham, nysgerrig efter at vide noget om den borgerlige families sorte får, der har svigtet slægtens erhversvirksomhed.

Manipulation
Romanens struktur er ikke matematisk, hvad der kunne have været en pointe, men ligner en ordinær forskningsproces, nevøens nærgående udredning af den indesluttede mands levned og tankeverden.
Han vil selv studere matematik, og onklen har sat ham på en tilsyneladende let prøve: Bevis at ethvert lige tal større end 2 er summen af to primtal. Det kan han ikke, men går alligevel i gang med en uddannelse. Han må på sin side bruge en del af sit liv på at finde en forklaring på, hvorfor Onkel Petros stillede ham over for just Goldbachs formodning. Var det en hån, en advarsel eller hvad? Og han giver sig tilsvarende til at manipulere med ham. Hvad hans egen hensigt med det egentlig er, véd denne selvgode og noget indskrænkede nevø næppe.
Stedvis antager romanen karakter af psykologisk motivforskning gennem labyrinten af matematisk eksotisme og noget bovlamme almenræsonnementer – og kejtede replikker, som muligvis skyldes oversættelsen, der også henfalder til forkert kasus i pronominer af typen: »dem, der konkurrerer om trofæet, er de udvalgte få.«
Kompositionen er ret uelegant indtil sammenbruddets finale, hvor onkel Petros i en ny lidenskabelig forskerrus mener at have fundet beviset for Goldbachs formodning.

De besatte
Forfatteren har bygget slutningen som en historisk parallel til Fermats store sætning. Den franske matematiker fra 1600-tallet, Pierre de Fermat, nåede i sin sidste stund at notere i sin afhandlings margen, at han havde fundet beviset for en anden talteoretsik formodning. Men der var ikke plads til at skrive formlen! En gimmick måske, af videnskabshistorisk format. Men den har nutidens computere i øvrigt hjulpet ham med at realisere.
Ideen at lade en jævn intelligens analysere en genialsk forsker eller kunstner er ikke ny, og litteraturen er rig på skildringer af den besatte, her endda en hel russisk karakter, der har forsaget alt, inklusive kærligheden, og resigneret som menneskesky og melankolsk skakspiller, indtil han atter vækkes til et dødeligt forehavende.
Romanen har sin styrke i miljøet, både i tegningen af borgerskabets mætte selvtilfredshed og i det internationale forskermiljø med præcise glimt af herrerne i Cambridge og i institut for avancererede studier i Princeton, lidt forhutlede og forkomment abstrakte eksistenser på forfængelighedens marked, med André Weil og den piberygende Robert Oppenheimer i spidsen og ved vinduet logikkens moderne
ypperstepræst, den halvt sindssyge Kurt Gödel, pakket ind i frakke og en tyk jakke uden om fem seks uldne sweatere.
Mennesket kan ikke tåle ret megen virkelighed, lyder et omkvæd (T.S. Eliot) sammen med andre litterære citater, bl.a. af den græske lyriker Kavafis, som dog anføres i formen Cavafy efter forfatterens engelske oversættelse, der her er brugt.
Romanens fortjeneste er at give et indblik i en koloristisk særverden af udødelighed, en sandhedssøgen, der forvandler sig til forhærdet formalisme på vej ind i talmystikkens mælkevejssystemer. Forkunskaber er sikkert nyttige, men ikke nødvendige. Måske netop ikke.

*Apostolos Doxiadis: Onkel Petros og Goldbachs formodning. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 168 s., 225 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her