Læsetid: 3 min.

Billedradio

Eksemplarisk tirsdag eftermiddag på P1
4. maj 2001

(2. sektion)

Radio
Som det uden tvivl er undsluppet vor altid årvågne læsers opmærksomhed, er vi i denne klumme i gang med en temmelig minutiøs undersøgelse og punktvis registrering af, hvad radio egentlig er for noget.
Indtil videre befinder vi os på DR’s program 1, og det er altid tirsdag eftermiddag. Det er den dag, og det sted i tiden, hvor Jens Frobenius taler med billedkunstnere.
Det var i mange år digteren Vagn Steen, der stod for den slags, og han oparbejdede en måde at gøre det på, der i hvert fald altid slog fætter tv’s dækning af det stof med mange millioner kiloherz.
Frobenius er ved at komme godt efter det. Genren er ikke så nem, fordi man jo ikke kan se de værker, der bliver talt om, og det er ikke alle, der sådan går rundt og følger med i, hvad der i det hele taget foregår i billedkunsten.
Samtalen med billedhuggeren Egon Fischer på denne uges tirsdag eftermiddag var derfor i enhver henseende eksemplarisk.
Egon Fischer er jo en af dem, der har været med, siden væggene væltede og en ny sort munterhed strømmede ind. Blandt andet hans egne sjovt melankolske og mangefarvede gestalter i støbesvejs og andet, der er så uforklarligt bevægende.
Mange ser jo Egon Fischer som første og fremmest morsom, eller måske nærmere simpelthen sjov. Der er noget evig legeplads i ham, og det finder nogen, er barnligt. Men heller ikke børn har det altid skægt og da slet ikke på legepladser, og det var da også en særdeles alvorlig historie, han fortalte.

Skulptur er bevægende
Den gik fra tegneundervisning på Glyptoteket over Den Eksperimenterende Kunstskole, mødet med de ældre kolleger og besværet med at finde ud af hvad som helst til en tilsyneladende nogenlunde rolig hverdag som skulptør på en gård i Odsherred.
Begyndelsen var tegninger i rum med en rolle ståltråd, fundet på loftet – som Alexander Calder, men det vidste han ikke. Derefter eget svejseværksted i en cykelkælder. Eksskolen ville bruge det som en slags ekstern facilitet, og en dag stod der da også en ung mand med langt hår og bare tæer i gips og ville gerne lære, hvordan man gør den slags. Bjørn Nørgaard hed hippien, og Egon havde endnu ikke selv helt lært det. I hvert fald brokkede folk sig over, at skulpturerne stod og faldt fra hinanden.
Senere, og helt afgørende, behovet for, som han sagde, at »sminke skulpturen«. Som en teaterfigur. I samtale med kollegerne Kasper Heiberg og Willy Ørskov.
Farver på. Glæderne ved at blive inviteret til Den Frie, og oplevelsen af, at de ældre kolleger først skal stille deres, så kan den ny få sin plads i krogen. Hele Hanstholm på den anden ende over en udsmykning. Let undren over den yngre generation. »De er mere sikre. De går i habit og får renset negle. De sidder ikke på værtshus til klokken fem om morgenen.«
Jo, de gør så. Men det gør Egon Fischer nok ikke. Det kan man ikke blive ved med. Derimod holder man aldrig op med at lave skulpturer, for »den billedkunst, man har påtaget sig, er altoverskyggende i ens tilværelse«.
For tiden er det farvede relieffer i Københavns Lufthavn. De indgår først i en slags permanent ombygning, hvorefter de alle vil blive samlet i en stor obelisk. Det kommer til at ske i år 2008.
»Skulptur er bevægelse,« sagde skulptøren »en god skulptur rører altid op sig.«
Også i radioen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu