Analyse
Læsetid: 5 min.

En blanding af silke og stål

Japans økonomi er blevet kørt ud på et politisk sidespor af landets nye leder. Baggrunden er uklar
29. maj 2001

Har Japan efter ti forspildte år med lige så mange ministerpræsidenter endelig fået en dynamisk leder?
Den 59-årige Junichiro Koizumi har regeret landet i lidt over en måned, og alle opinionsundersøgelser viser en vælgerstøtte så ufattelig høj som 80-90 procent.
Forundringen er lige stor i det ærkekonservative regeringsparti LDP og i oppositionen, og det samme er forvirringen. Ingen af partnerne ved rigtigt, hvordan de skal håndtere den nye situation.
Men tallene skal naturligvis ses på baggrund af, at hans skandaleombruste og inkompetente forgænger, Yoshiro Mori, kun havde støtte fra otte procent, da han blev tvunget til at gå af efter et år ved magten. Alle ville af med ham, og lettelsen var så stor, at efterfølgeren blev hyldet som en frelser. LDP, der har styret Japan stort set uafbrudt siden 1955, ligger på sølle 23-25 procent.
Bifaldet til Koizumi kan kun ses som en sidste advarsel til partiet, for han vandt kampen om formandsposten på løfter om intern hovedrengøring, reformer og et nyt, konkurrencedygtigt Japan. Den oprindelige favorit, tidligere ministerpræsident Ryutaro Hashimoto – leder af den største og magtfulde fraktion i partiet – blev stemt ud af medlemmerne, fordi han blev betragtet som more of the same. En stor del af begejstringen er skadefryd: Det uforbederlige og korrupte LDP skulle have en lærestreg. Selv oppositionen opfordres nu af mange til at samarbejde med Koizumi om at gennemføre de nødvendige forandringer af det mosgroede politiske system.
Ingen ved, om han har visioner eller evner til at trække Japan op af den kroniske lavkonjunktur, der holder landet nede som et anker. I bedste fald synes man at håbe på en eller anden form for kreativ destruktivitet. Forbløffende få siger det, som det er: At man faktisk har købt katten i sækken.
»Han ophæver den status quo, som har forhindret fremskridt,« skriver dagbladet Asahi Shimbun på lederplads. Koizumi er blevet betragtet som reformvenlig, siden han som postminister i 1992 forsøgte at privatisere postvæsenet og postsparekassen. Hans image som ’oprører’, ’kætter’ og ’ensom ulv’ bestyrkes af en for en politiker usædvanlig hårmanke og stor åbenhed. I mængden af konforme gamle mænd har han kunnet fremstå som individualist.

Dette ry er imidlertid ganske ufortjent. Han kommer fra en familieklan, der er veletableret i det politiske liv, og han har gjort karriere i LDP ved at følge regler og ledere. Han har aldrig deltaget i et oprør eller en splittelse. Han stod hundrede procent bag Mori sidste efterår, da kredse i partiet forsøgte at få ham afsat med et mistillidsvotum. Lige så lidt har han åbent kritiseret de fraktioner i partiet, som han nu lover at udrydde.
Han forlod først Mori-fraktionen, da han i forbindelse med formandsvalget lancerede sin overbevisning om, at landets ministerpræsident for fremtiden bør vælges af folket og ikke af en lille klike i LDP.
Når hans programerklæring fik samme smittende effekt som Kakuei Tanakas slogan om at »opbygge et nyt Japan« gjorde for 29 år siden, skyldes det for en stor del, at vælgerne har mistet enhver tillid til de gamle ledere.
»Han taler fra hjertet og ikke fra bureaukraternes manuskripter,« står der f.eks. i et læserbrev.
Koizumi skaffede sig en spektakulær start ved på rekordtid at sammensætte en ukonventionel regering. Han blæste på fraktionerne og bestemte selv, hvem han ville have med. De gamle fraktionsledere blev sprunget over, og konsensus blev rituelt brændemærket som forældet og ødelæggende.
Pludselig havde Japan fem kvindelige ministre – noget, som tidligere havde været utænkeligt. Kakuei Tanakas datter Makiko Tanaka, som længe har været en ’folkets mand’ på grund af sin ligefremhed og giftige tunge, blev udenrigsminister, og rækken af ansigter kendt fra tv gjorde, at mange vælgere for første gang kunne identificere sig med en regering.
»Jeg vil tilintetgøre alle de kræfter, der blokerer for reformer,« siger Koizumi.
Det er naturligvis lettere sagt end gjort. Ministerpræsidenten ved udmærket godt, at den stærkeste modstand mod gennemgribende forandringer kommer fra LDP selv – især fra Hashimoto-fraktionen, som langtfra har givet op. En voldsom magtkamp er at vente. Men indtil det vigtige valg til Overhuset den 29. juli hersker der våbenhvile, og set udefra står partiet enigt bag sin nye leder.
Kan Koizumi udmønte sin popularitet i stemmer til det miskrediterede LDP?
Det er der delte meninger om. I stedet for at prioritere den økonomiske krise, som ryster hele nationen, har han rejst nationalistiske og yderst følsomme spørgsmål om ændringer af den såkaldte fredsforfatning.
Han vil blandt andet have forfatningens artikel 9 skrevet om, så Japan får lov til at have en hær med mere end defensiv kapacitet, og han nægter at give ordre til ændringer i de historiebøger, som nu mere og mere forherliger den kejserlige hærs brutale erobringskrig i Asien.
Det kan være en manøvre med henblik på at købe tid, så han slipper for barske økonomiske indgreb før valget. Hvis ikke, så er det udtryk for en alvorlig mangel på politisk dømmekraft. Det er økonomien, der bekymrer hele befolkningen, og prioriteringen af mere langsigtede spørgsmål vækker bare forvirring.
I parlamentet har oppositionen uden held forsøgt at få Koizumi til at fortælle mere detaljeret om sine planer for radikale omstruktureringer.

Koizumi har aldrig lagt skjul på, at han er nationalist (de sydkoreanske medier kalder ham fundamentalist), og at han befinder sig et godt stykke ude på højrefløjen. Ligesindede kommentatorer beskriver ham som en »afbalanceret blanding af silke og stål«. Han er også blevet sammenlignet med Nobusuke Kishi (den formodede krigsforbryder, der blev ministerpræsident otte år efter sin løsladelse fra Sugamo-fængslet), som trods landsomfattende demonstrationer havde mod til at revidere sikkerhedspagten med USA.
Men Koizumis planer om forfatningsændringer og hans forhold til historieskrivningen vækker uro og vrede, ikke bare i Sydkorea og Kina, men også andre steder i Asien.
Overhusvalget er afgørende for Koizumis politiske fremtid. Mori førte partiet til afgrundens rand, og der hersker ren panik. Situationen minder meget om 1976 og 1989, da LDP også havde brug for nye ledere. Hædersmanden Takeo Miki kom til at efterfølge Kakuei Tanaka, og marionetten Toshiki Kaifu blev rystet ud af ærmet, da den mægtige Noburo Takeshita var politisk færdig.
Mens jeg skriver dette, viser tre kommercielle tv-kanaler højdepunkter fra gårsdagens parlamentsdebat. Det er mange år siden, det sidst skete, og det skyldes naturligvis, at både Koizumi og Makiko Tanaka er brillante og giftige debattører. Seertallene for de direkte transmissioner på det halvstatslige NHK er blevet næsten fordoblet (til 7,8 procent), og det ses som et tegn på, at folk igen er begyndt at interessere sig for politik. Selv tror jeg, grunden er, at Koizumi og Tanaka byder mere på underholdning end på politik. Om det er godt for det japanske demokrati, vil tiden vise.

*Bo Gunnarsson er svensk journalist, bosat i Tokyo

*Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her