Læsetid: 3 min.

I bøllehat blandt hjemmedrenge

I kulturskribenten Henrik Lists prosadebut med historier fra USA, er det svært at få øje på Henrik List
4. maj 2001

(2. sektion)

Noveller
»Marilyn Monroe havde blinket fra Times Square, da jeg lænede mig ud i den fugtige, bølgende augusthede inde fra værelsets airconditionerede kulde. Jeg ignorerede hende dér med brysterne under den hvide herreskjorte, hænderne på hofterne og de bløde lår pakket ind i et par Levi’s, skrævende over koppen med ‘Eight O’Clock Bean Coffee’«.
Lyder det genkendeligt? Men hvor er det nu det kommer fra? Såmænd fra en splinterny, pæredansk novellesamling af Henrik List. Genkendeligheden skyldes, at samlingens historier ikke alene handler om Amerika, men lægger sig klos op ad en lang, amerikansk, litterær og filmisk tradition.
Fortælleren er somme tider dj fra London, somme tider reklamemand fra København, ellers er han den samme, og han boller ludere og drikker whiskey og tager stoffer og hænger ud med smarte kunstnertyper alle mulige berømte steder i USA, som for eksempel Det Snavsede New York og Det Glamourøse L.A. og Det Gangsteragtige Las Vegas. Han læser trendy magasiner og tjekker den lokale undergrunds-musikscene i Miamis South Beach, vel at mærke mens den stadig er hip.
Som forventet møder han nogle amerikanere, som er præcis lige så langt ude som dem, man kender fra filmene. De er dj’s og ludere og racister og dørmænd og negre, og det er sådan set det som historierne i Pussyland handler om. Det er for vildt.

Øøh...
Eller er det? Egentlig er det hele slet ikke så farligt, som det skulle have været. De vilde amerikanere blegner, som de står der på papiret i anekdote efter anekdote. Hvad skal vi med dem – bare se dem? Som virkelige personer i en reportage havde de været mere end interessante; som fiktive (og funktioner i en fortælling) er de ikke interessante nok.
Flere steder beskriver fortælleren sin afsmag for det politiske korrekte og sin trang efter at »leve RADIKALT« i »det rå & beskidte liv med alle dets kontraster«. Sympatisk nok. Desværre har han skrevet en u-radikal bog; et langt vokabularium i in-crowdens egne politiske korrektheder fra bøllehatte og VIP-rum til housemusik og coke. Og mest af alt om et Amerika, der er indkøbt i Hollywoodfilmenes og spændingsromanernes sort-hvide klichéland.
List er på jagt efter underverdenen; problemet er bare, at hans underverden består af overflade, en overflade af koder, der er opfundet i andre værker. Dagens USA kan ellers sagtens levere nye monstrøsiteter – besøg for eksempel Las Vegas: Nutildags langtfra en jazzverden af ludere og mafiosi; nu snarere et neonblinkende overkill af et Disneyland med fede familier i joggingsæt, der glemmer rouletten for buffeten. Hvem tør skrive litteratur om det?
Henrik List er jo enerådende herre over sit fiktive univers og i sin fulde ret til at lade sig inspirere, men hvor Bret Easton Ellis har psykopatien, Hunter S. Thompson den narkotiske rablen, Charles Bukowski selvironien, Paul Bowles sprogmagien (og de allesammen har det, at de kom først), er det svært at se, hvad forfatteren Henrik List vil bidrage med. Det får visse steder Pussyland til at lyde lidt, som når Dario Campeotto synger Tom Jones.

Originalitet
En af Danmarks mest skarptskrivende kulturjournalister har skrevet noget klogt om afroamerikansk ghettolitteratur: »Kun det levede liv giver subkulturel street credibility«. Et udsagn, jeg vil remixe til, at kun den originale tanke giver litterær troværdighed. Journalisten hedder Henrik List.
Som artikelsamlingen Deadline 2000 (1999) bevidner, er List om nogen en mand med fingeren på pulsen. Hans rejsebøger demonstrerer det indlysende gode greb at anvende emnets egne litterære form til reportagen, så både indhold og form afspejler det beskrevne.
Men fiktion er ikke journalistik. Fiktion skal kunne stå alene.
Spørgsmålet er, om en forfatter skal være original. Hvis originalitet er et krav om at opfinde uden inspiration, må svaret være nej. Hvis originalitet er den resonans, der høres, når ordene kommer fra mellemgulvet (og ikke bare fra de mørke briller) så ja, fandeme ja. Derfor ville jeg gerne se Henrik List tage afsted igen. Reservere røverhistorierne til hjemmedrengene på stamværtshuset, og kigge efter sit eget Pussyland.
Etablere sin egen stil ved ikke bare at stille sig på skuldrene af sine forbilleder, men – som en anden klog har foreslået – stille sig på skuldrene af sine forbilleder og pisse dem i hovedet. Så kommer den dér street credibility helt af sig selv.

*Henrik List: Pussyland – Historier fra Amerika. 225 sider, 269 kroner. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu