Læsetid: 4 min.

Bogey lever

Coen-brødrene er i Cannes med en stilfuld film noir, ’The Man Who Wasn’t There’, og sammen med en grøn trold gør de livet på Croisetten lidt festligere
15. maj 2001

Filmfestival
Med et højt, smalt og markeret ansigt, bølget hår og konstant en smøg i kæften er det næsten som at se Humphrey Bogart vende tilbage til det hvide lærred, da Billy Bob Thornton første gang dukker op i Coen-brødrenes seneste værk, den stilfulde, sort-hvide noir The Man Who Wasn’t There, der er med i hovedkonkurrencen i Cannes.
Filmen er med sin underspillede humor og stilfærdige tone mere i stil med brødrenes tidlige film som debuten Blood Simple end deres seneste, næsten løsslupne komedier The Big Lebowski og O Brother, Where Art Thou? der deltog i Cannes sidste år.
Og faktisk klæder det Joel og Ethan Coen, at de har
skruet ned for det blus, som gjorde O Brother til en af brødrenes svageste og mest luftige.
Med referencer til både krimiforfatteren James M. Cain, Billy Wilder og noir-mesterværket Double Indemnity og Edgar G. Ulmers mere underkendte, men ikke mindre effektive Detour fortæller The Man Who Wasn’t There i vanlig noir-stil en desillusioneret, næsten misantropisk, men ikke uhumoristisk historie om en ikke alt for smart mand fanget i et net af løgne, i et ingenmandsland mellem sine egne, undertrykte behov og sin udadvendte kone.

Elegant
Vi befinder os i efterkrigstidens USA, en lille flække i midtvesten. Den absurd stilfærdige barber Ed (Thornton) får en dag et godt tilbud om at investere i fremtidens forretning, kemisk rens. For at skaffe de nødvendige 10.000 dollars afpresser han stormagasinejeren Big Dave (James Gandolfini), der har en affære med Eds ambitiøse kone, Doris (Frances McDormand).
Men snart udarter det, der skulle have været en investering i Eds fremtid, sig til lidt af et mareridt med både mord og ødelæggelse i vente.
Med Roger Deakins bag kameraet er The Man Who Wasn’t There fyldt med meget elegante, ekspressionistiske sort-hvide billeder – indimellem er de næsten lidt for lydefri og kliniske – akkompagneret af Carter Burwells stemningsfulde musik.
Skulle man brokke sig over noget, skulle det være filmens distancerede, næsten lidenskabsløse tone. Men brødrene Coen er tydeligvis hjemme i genren, som de også har leget med i en mere nutidig udgave i både Blood Simple og Fargo. Og som sædvanligt får de drejet gammelkendt materiale til noget nyt og deres helt eget. De skæve karakterer, der ikke får lov at udarte sig til karikaturer, er hentet ud af brødrenes typiske persongalleri og med Billy Bob Thornton i spidsen, leverer alle spillerne gode præstationer.

Trolderi
Gode præstationer er der også rigeligt af i den amerikanske, computeranimerede Shrek – den første animationsfilm i konkurrence i Cannes siden 1973, den første amerikanske siden Disneys Peter Pan fra 1953.
Shrek er den hidtil bedst anmeldte konkurrencefilm hernede, og næsten alle anmelderne har været fremme med de store ord. I branchebladet Variety kaldte chefanmelder Todd McCarthy filmen for en ’født klassiker’.
Mike Myers, Eddie Murphy og Cameron Diaz lægger stemme til filmens tre hovedpersoner og gør absolut deres til, at Shrek er en tempofyldt og meget morsom oplevelse, rig på både hjerne, hjerte og fjærte.
Shrek, der er produceret af Spielbergs DreamWorks og instrueret af debutanterne Andrew Adamson og Vicky Jenson, er et meget selvbevidst eventyr, som dekonstruerer genren og samler den på sin egen både respektløse og trofaste måde. På den ene side gør den grin med konventionerne, ikke mindst konkurrenten Disneys mange film i genren, og på den anden side føjer den sig selv til listen af holdbare eventyr med en også sød og rørende historie om venskab og kærlighed.
Titlens Shrek (Myers) er en noget fjendtlig, grøn trold, der bor for sig selv i en sump. Men en dag dumper den onde grev Farquaad alle sit riges ustyrlige eventyrvæsener i Shreks sump, og for at få sin sump igen må vor grønne helt, sammen med en snakkemaskine af et æsel, (Murphy) drage ud for at redde en smuk prinsesse (Diaz) fra en ildsprudende drage. Det går selvfølgelig ikke stille for sig, for Shrek er ligeså uelegant og uforskammet – han tørrer røv i siderne fra en eventyrbog og bruger egen ørevoks som stearinlys – som prinsessen er smuk, temperamentsfuld og fast besluttet på at finde mr. Right i skikkelse af prinsen på den hvide hest.

Frivoliteter
Figurer fra alskens eventyr og eventyrlige fortællinger optræder i filmen – tre blinde mus, Gyldenlok, Rottefængeren fra Hammelen, Pinocchio og Robin Hood – og den er så fyldt med referencer og verbale og visuelle gags, at det er svært at følge med. Shrek er ikke just en børnefilm, selvom den sikkert vil kunne nydes af både store og små – ikke mindst voksne vil få meget ud af de ofte sjofle vittigheder og indforståede ordspil – og den er et godt eksempel på, hvordan DreamWorks faktisk tør og vil mere end Disney, der efterhånden er groet fast i den samme formular og samtidig målrettet går efter det bredest mulige publikum.
Men selvom Shrek bestemt er en oplivende oplevelse, der tilmed er flot og dynamisk animeret og blev modtaget med jubelråb og klapsalver af anmelderne hernede, så er det tvivlsomt, om juryen med Liv Ullmann i front tør og vil give så fornøjelig og bredt appellerende en film en pris.

*Både ’The Man Who Wasn’t There’ og ’Shrek’ får dansk premiere senere på året

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu