Læsetid: 11 min.

Borges stemme

Jorge Luís Borges er et litterært monument, der bliver ved med at vokse – hans digte er på vej på dansk, hans foredrag udgives på engelsk
10. maj 2001

(2. sektion)

Forfatterskab
Når historien om det 20. århundredes litteratur om (lad os sige) 100 år er fjern nok til at kunne skrives i nogle få sætninger, hvem vil da være de par navne, der undslipper glemslen? Det er umuligt at sige, selvfølgelig, men det forekommer at være et sikkert bud, at den store argentinske forfatter Jorge Luís Borges (1899-1986) vil være en af dem. Stille og roligt er hans aktier steget på den litterære børs siden de to hovedværker Fiktioner og Aleffen, begge novellesamlinger, udkom i løbet af 40’erne. I Danmark er begge bøger allerede udkommet i to udgaver hver, og forlaget Gyldendal er i øjeblikket ved at udsende noget, der ligner en samlet udgave af værket – foruden de to nævnte bind er udkommet endnu to novellesamlinger, Nederdrægtighedens Verdenshistorie og Bogen af Sand og en genudgivelse af foredragsrækken Syv Aftener. Et udvalg af digte under titlen Den cykliske nat er lige på trapperne og hele digtsamlingen Mageren er under forberedelse.
På grund af den blindhed, der ramte Borges som midaldrende, er han nærmest blevet en slags moderne ikon, den blinde barde, som Homer og Milton og Joyce før ham, og det er denne skikkelse, Umberto Eco leverede en sikkert kærligt ment, men ikke videre flatterende karikatur af som den blinde bibliotekar Jorge fra Burgos i romanen Rosens Navn fra 1980.

De sidste fire-fem dage har jeg ikke bestilt meget andet end at læse Borges, og jeg føler det, som om mit hovede er på nippet til at eksplodere.
Læse og høre, skulle jeg sige, for den direkte anledning til denne artikel er, at Harvard University Press har genopdaget nogle bånd, der har ligget og samlet støv på en hylde i 30 år, før de blev fundet og udgivet på fire cd’er under titlen This Craft of Verse. Det er seks foredrag, Borges holdt som gæstelærer på universitetet i efteråret 1967.
Jeg har aldrig før hørt Borges’ stemme, dvs. jeg har ’hørt’ og nydt det, man kalder en forfatters ’stemme’, den uvirkelige stemme, der taler i os, når vi læser en forfatters værk, som ikke helt er vores egen og ikke helt en andens. Den stemme kan underligt nok undertiden tale til os på et sprog, dens ophavsmand ikke kender.
Den Borges, man kan høre på This Craft of Verse (og i den tilsvarende bog af samme navn, som er udkommet sammen), er den samme blinde og blide mand, som man møder i Syv Aftener. Foredragene har ganske vist titler, som peger mere specifikt i retning af det rent litterære (her tales der om f.eks »Poesiens Gåde«, »Metaforen« og »Tænkning og Poesi«, mens de syv offentlige foredrag ti år senere handlede om sådanne emner som »Blindheden«, »Buddhismen« og »Mareridtet«), men i virkeligheden er det den samme gennemkrydsning af yndlingsforfattere og -bøger, spækket med eksempler, for »ingen fornuftig samtale kan føres uden eksempler.« Af og til kan det virke, som om Borges aldrig rigtig kommer længere end til eksemplerne, dels fordi hans kærlighed til dem og litteraturen er så overvældende, og dels også fordi man måske nok kan definere digtningen som »det skønne udtrykt gennem kunstfærdigt sammenvævede ords medium«, men det, det i sidste ende handler om, er ikke digtningen, men poesien, og den lader sig ikke definere, kun opleve, i mødet med eksemplerne.
Flere steder har Borges talt om sig selv som læser først, dernæst digter og sidst novelleforfatter. Han gentager dette i det sidste foredrag, men glemmer sjovt nok her ligesom alle andre steder af en eller anden grund, måske beskedenhed, at placere sig selv som taler. Hos foredragsholderen Borges møder man en på samme tid skarp og blid humor, en lysende intelligens og en totalt smittende entusiasme.
»Den centrale omstændighed i mit liv har været, at ord eksisterer og har mulighed for at væves sammen til poesi,« siger han, »den læsendes lykke er hinsides den skrivendes, for en læser føler ingen uro, han gør det kun for lykkens skyld.« Men at høre Borges tale er som at møde det bedste af begge verdener på en gang – det er, som om foredraget både er en læsning for Borges (og det er det: Hver gang han citerer, kan man ligefrem høre, at han selv læser med) og en kreativ proces – og det er det også, for som blind kunne han naturligvis ikke have skrevet foredraget ned i forvejen, men måtte forlade sig på sin hukommelse og sine pludselige indskydelser.
De forfattere, han citerer, er som altid en blanding af gamle kendinge (Robert Louis Stevenson, Dante, Homer osv.) og nye navne – man må stadig overraskes over, hvor alsidig og følsom en læser Borges var: Selv om han hævder, at den største synd, en forfatter kan begå, er at tro, han er moderne, er han alligevel lydhør over for linjer hos eksperimentatorer som Joyce og e.e. cummings og citerer dem med lige så stor nydelse som Keats og John Donne.

I 1967 havde Borges i godt og vel ti år været offer for den blindhed, »Guden med sublim ironi gav mig«, samtidig med at han blev direktør for Argentinas Nationalbibliotek. Blindheden var den anden alvorlige ulykke, der ramte ham. I 1938 var han tæt ved at dø af blodforgiftning, og det var denne oplevelse, som fik ham til at skrive de første noveller, der skulle gøre ham verdensberømt. En af de mest berømte, den første og længste i samlingen Aleffen, »Den Udødelige« får følgende ord med på vejen i det sidste foredrag, der er en slags lille selvbiografi: »Da jeg genlæste den for et par år siden (...) måtte jeg tænke tilbage på min oprindelige idé og konstatere, at det kunne have været en ganske udmærket historie, hvis jeg bare havde stillet mig tilfreds med at skrive den ned på den enkle måde og ikke fyldt den med så mange højstemtheder og underlige adjektiver og metaforer.«
Det er let at glemme, at der var en anden Borges før både blindhed og blodforgiftning (og han selv ville vel også gerne have det sådan: Som så mange andre forfattere forbød han genoptryk af sine tidligste bøger så længe, han levede, og spøgte koket med, at eftertiden sikkert ville anse dem for at være hans hovedværker). At den blinde mand før Anden Verdenskrig bl.a. ernærede sig ved at skrive filmanmeldelser og politiske kommentarer, kan man læse i det udvalg af ikke-fiktioner, der sidste år udkom på engelsk med titlen (hvad ellers?) The Total Library. Deriblandt er også adskillige essays og tekster, der af forskellige årsager ikke er trykt i den spanske Obras completas.

I forordet til den oprindelige danske udgave af Fiktioner blev det mere end antydet, at Borges var en ærkekonservativ og halvfascistisk opportunist, fordi han ikke tog afstand fra det argentinske militærstyre, men i stedet tog imod stillingen som Direktør for Nationalbiblioteket. Det er sandt, at Borges i 1955 skrev nogle rosende ord om det militærstyre, der afløste Peron. Jeg skal ikke kunne sige noget om den kontekst, det står i, men billedet af den fascistoide Borges undergraves totalt af en serie af artikler, han skrev før og under krigen, om antisemitismen i Tyskland og Argentina. Borges, som selv var germanofil, kunne ikke lade være med at blive oprørt over hadet, hæsligheden og den rene og skære vulgaritet i nazisternes misbrug af den tyske kulturarv.
Det kan i virkeligheden være lige meget, hvis man hører til dem, der mener, at det kun er værket, der er det interessante. Sådan er Borges ofte blevet læst, som en slags protostrukturalist, hvis eneste interesse er det litterære tegn i sig selv uden hensyntagen til reference til verden uden for litteraturen. Jeg har mange gange talt med folk, som har kritiseret Borges for at være for »litterær«, hvilket – som jeg forstår det – betyder noget i retning af for meget håndværker, for megen ydre konstruktion og spidsfindighed, for lidt kød og blod. Men med al respekt – at sige det er virkelig ikke at have forstået en pind.
I sin nyeste essaysamling skriver Antonia Byatt om Borges, at for ham er »biblioteker, labyrinter og bøger alle sammen billeder på uendeligheden.« For mange andre vil bøger og biblioteker naturligvis være symboler på en tør og støvet intellektualitet, men som læsere af Byatts egen store roman Besættelse vil vide, er der ingen modsætning mellem biblioteker og passion, og for Borges er der virkelig tale om en dyb og inderlig passion, for han er en forfatter, som er besat af ideen om uendelighed og (den anden (eller måske den samme) side af samme mønt) intethed.
Gang på gang vender han tilbage til Zenons gamle græske historie om væddeløbet mellem Achilles og skildpadden, en historie, hans far fortalte ham som barn og illustrerede med et skakbræt. Titelnovellen i den sidste vigtige novellesamling Bogen af Sand handler om en bog, hvis antal sider er uendeligt, skønt bogen har et almindeligt format (ligesom der er uendeligt mange reelle tal mellem to tilfældige naturlige tal, f.eks. 7 og 8). Hvad er denne bog symbol på, spørger man uvægerligt sig selv – men det er netop sagen: Bogen er ikke et symbol på andet end uendelighedens reelle eksistens.
En eller anden, (hvis jeg var Borges, ville jeg naturligvis have kunnet huske, hvem det var, var det Bohr eller Einstein?) sagde en gang, at hvis nogen påstår, at de har forstået kvantemekanikken, er det fordi, de ikke har fattet en lyd. Det er præcis det samme med Borges: Kan man læse ham uden at få en fornemmelse af at få jorden trukket væk under sine fødder, så er det fordi, man ikke har forstået et ord. Og hvad mere er – det er ikke bare analoge tilfælde, men i en dyb forstand den samme slags vanskelighed, der er på spil: Lige som hos Borges er sagen med kvantemekanikken jo, at det, vi tager for at være almindelig sund fornuft, viser sig at undergrave alt, hvad vi tror, vi kan stole på i hverdagen, når det forvandles til logik og matematik og forfølges til de yderste konsekvenser: Zenon beviser, at bevægelse er umulig. Bertrand Russell beviser, at Zenon tager fejl, men kun fordi han i stedet for én uendelighed opererer med en uendelighed af uendeligheder... Den moderne fysik bruger uendelighedsbegrebet konstant uden at tage hensyn til de filosofiske vanskeligheder, for forbløffende nok virker ligningerne, præcis ligesom bevægelse jo faktisk finder sted.
Resultatet er ikke mystik, men en altgennemtrængende følelse af uvirkelighed. Det er, som om alle de kategorier og begreber, vi har bygget vores opfattelse af verden op omkring, styrter sammen omkring os. Ikke på grund af en eller anden katastrofal ydre hændelse, men på grund af deres egne indre modsigelser.

Blandt de mest stabile ideer, vi har, er selvfølgelig forestillingen om hvert enkelt menneske som et individ med sit eget ’jeg’.
Spørgsmålet om jeg’et i digtningen er ikke helt enkelt hos Borges. Det allerførste essay i The Total Library hedder »The Nothingness of Personality« og forsøger med en selvsikkerhed og skråsikkerhed, som ikke er usædvanlig for den helt unge B., at bevise en gang for alle, at der ikke findes noget jeg. Han finder støtte til dette hos bl.a. Walt Whitman, Schopenhauer og buddhismen. Blot 13 sider længere fremme i bogen (der er ganske vist gået fire år) finder man den ikke mindre skråsikre proklamation, at al poesi dybest set er selvbiografi – igen og denne gang måske mindre overraskende er Whitman et af eksemplerne.
Dette kunne man selvfølgelig afskrive som en ung mands forvirring, hvad det jo er – men det er en problemstilling, som med jævne mellemrum vender tilbage hele vejen gennem forfatterskabet. På den ene side fascineres Borges af en forfatter som Shakespeare, fordi han på samme tid var ingen og alle, en forfatter uden personlighed, som var i stand til at være alle og enhver og tale med en hvilken som helst stemme (for nu at vende tilbage til den metafor). På den anden side taler han lige så ofte om forfatterne som »mine venner« og om verdenslitteraturen og biblioteket som et sted, hvor man går hen for at tale med de døde ånder – ikke så underligt at det litterære værk par excellence da bliver Dantes Guddommelige Komedie.
»Al poesi er bekendelse, og en forudsætning for enhver bekendelse er, at man har tiltro til både lytteren og den talendes oprigtighed,« fortsætter B. og erklærer, at rim har et skær af bedrag over sig og derfor af natur er antipoetisk. Det er præcis den form for litterært bedrag, Borges så ofte beskyldes for. Hvordan hænger det nu sammen?
Sagen er naturligvis, at bekendelsespoesi i vores øre har en grim klang af (mindst) to grunde, dels på grund af den religiøse klang af syndsforladelse og bondeanger, dels fordi vi forbinder den med den til tider hjerteskærende, men oftest blot vulgære naivitet, 70’ernes bekendelsespoeter udviste i deres omgang med sproget, som de opfattede (eller netop ikke opfattede) som et gennemsigtigt medium for den skrivendes følelser.
Men for Borges er det ikke det empiriske jeg, der taler i(gennem) digtene, men et skrivende jeg, et jeg, der selvfølgelig ikke eksisterer uafhængigt af det empiriske, men som kun får form ved at udtrykke sig i litteraturen. Det er det, vi forstår ved den litterære stemme.
Spørgsmålet om personligheden bag teksten eller rettere i teksten opstår selvfølgelig lettere i en samling personlige essays og (ville nogen sikkert sige) i digtningen end i en fiktion. Men for Borges er der ikke nogen essentiel forskel. For ham består hele litteraturen af tricks, hvad enten det er sonetter eller plots, der er det organiserende princip. Og den sære overtro, der i dag er gældende, at prosaen på en eller anden måde skulle være et mere ’naturligt’ sprog end poesien, at den skulle være tættere på ’virkeligheden’, er han helt fri for. For ham er hele litteraturen uvirkelig, næsten lige så uvirkelig som virkeligheden selv.q

*Jorge Luís Borges: This Craft of Verse – Forelæsninger. 4Xcd, 16.95 pund. Harvard University Press
*Jorge Luís Borges: This Craft of Verse – Forelæsninger. 154 sider, 15.95 pund. Harvard University Press
*Jorge Luís Borges: The Total Library – Non-fiction 1922-1986. 559 sider, 20 pund. Allen Lane

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu