Læsetid: 3 min.

En bræddebisses sorti

Ud af et begivenhedsrigt og fortjenstfuldt teaterliv er kommet erindringer med sælsomme prioriteringer
8. maj 2001

Ny bog
Folketeatrets blækspruttechef, Preben Harris, har været synonym med stedet i så mange år, at han med rette og en lidt drillende hentydning til selvopfattelsen er blevet kaldt Kongen af Nørregade. Helt præcist havde Harris 30-års jubilæum den 1. marts i år og sammenfaldende med det marcherer nye chefer ind; alt i alt anledning til at se tilbage på et meget lidt stillestående teaterliv.
Harris har en usædvanlig stor erfaringsbagage fra et
teaterliv tilbragt både i provinsen og i hovedstaden, fra såvel skuespillergarderoben som instruktørstolen og direktionskontoret, fra teater, film, tv, radio og diverse administrative og kulturpolitiske samlingsorganer. På den baggrund kan erindringerne ikke undgå at skuffe; de er simpelthen frustrerende tamme i forhold til alt det, den mand har set, hørt og sat i gang.
Kort sagt: Harris, der kan så meget (andet), kommer udpræget til kort som litterær teaterkronikør. Forstå mig ret, kronologien og hele forløbet hægtet op på det, som forfatterens redigering har fundet relevant, er der, vist så, men formen er jovial på grænsen til det intetsigende; kun de første 45 sider om unge Prebens baggrund og barndom har farve, karakteriseringsevne og atmosfære.

Fra Beckett til Nøddebo
Harris er et stykke pendulerende teaterhistorie med en spektakulær start: I sine første elevår på Århus Teaters elevskole midt i 50’erne var han drengen i danmarkspremieren på Vi venter på Godot.
Mens stykket spillede, havde Århus-aviserne en daglig rubrik, hvori læserne debatterede forfatterens mening med stykket. Så enkelt kunne en side af den teaterdebat, fagfolk i dag længselsfuldt efterlyser, altså organiseres – måske også her og nu?
Også næste trin på vejen forekom enkelt, men blev i virkeligheden profetisk for den senere karriere: daværende teaterchef Poul Petersen satte den nyuddannede Harris (skuespilleruddannelsen var dengang to-årig!) i spidsen for nyskabelsen Forsøgsscenen, der med Chr. Ludvigsen på sidelinjen spillede absurdister fra Arrabal til Tardieu.
Året efter, i 1959 kom John Hahn-Petersen til Århus Teater; han blev kollega, »søgende og lidt flyvsk« modstykke, nær ven og mangeårig hovedkraft i det ensemble, Harris i sine direktørår med få udskiftninger tog med sig fra sted til sted. Men først nåede de to plus Gyrd Løfquist og den lokale antikvarboghandler Finn Bøckmann at slå dørene op til landets mindste teater, Svalegangen, i 1963. Derfra blev Harris i 1967 headhuntet til Gladsaxe Teater, som – da det økonomisk-politiske klima dér blev for giftigt – blev skiftet ud med Folketeatret i 1971.
Fire chefstillinger på 13 år, heraf de to på nystartede scener – ikke mærkeligt, at Harris slog godt og grundigt rod i Nørregade de næste 30 år og samtidigt indrettede tre nye scener med hver deres særpræg på det gamle københavnerteater.

Brecht og det danske
Tre ting har været vandmærke for Harris’ virksomhed som instruktør og teaterleder: Lysten til at spille nyskrevet dansk dramatik med satirisk politisk-social drejning samt karrierens gennemgående ensembleidé, som lånte inspiration fra Berliner Ensemblet – datidens østtyske højalter for Brecht-studier. Også Brecht har Harris-epokerne spillet meget af, fornemst i årene med Ove Sprogø og Erik Paaske som henholdsvis Mack the Knife, Galileo og Hr. Puntila.
Selv fremhæver Harris sin forkærlighed for Ibsen og Folketeatret præsenterede da også i 1993 en formidabel Gengangere, hvis Osvald, Thomas Mørk, hverken direktøren eller undertegnede har set bedre.
Der er kort sagt nok at tage af. Frugtbare epoker, machiavelliske magtkampe og bærende kunstnerpersonligheder. Alligevel får kun fem af de sidstnævnte – Hahn-Petersen, Løfquist, Sprogø,
Paaske og Lily Broberg – et egentligt portræt, mens Mime Fønss (citat) »sprudler af talent« og Ebbe Rode (citat) »...fortalte om organisationen Een Verden, som han var meget optaget af. Han interesserede sig i det hele taget meget for, hvad der skulle ske med os mennesker i den sidste halvdel af det tyvende århundrede, – og så fortalte han meget om Storm P., og det var vanvittigt morsomt.«
Aaarrgg – forfatterens prioriteringer gør en vanvittig. Seks flade linjer om Ebbe Rode – memoirekunstneren over alle performende teatermemoirekunstnere, havde han dog bare befrugtet forfatteren lidt... – men seks begejstrede sider om Svanekegården, et velment baltisk kulturcenter med kunsthåndværk og legatboliger. 11 linjer om Johannes Meyer og fire en halv(!) om Osvald Helmuth, men to en halv side om en bøvlet ankomst til Beijing – ræk mig lige en pind at bide i.
På plussiden tæller, at bogen er veludstyret med situationistiske fotos, til gengæld er registret sparet væk.

*Tæppet op – erindringer af Preben Harris. Reitzels forlag, 223 s., 245,- kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her