Læsetid: 3 min.

Dårligt show

Lars Bukdahls forsøg på konceptkomik er graverende ringe
12. maj 2001

Digte
Lars Bukdahls nyeste digtsamling 116 chok for sheiken består af, ja, ganske rigtigt, 116 digte, der allesammen er i to korte strofer og alle sammen begynder med linien »Det var et chok for sheiken ...« Hvad der derefter følger er en blandet landhandel af skæve indfald, ordspil og noget som sjældent får lov til eller formår at udvikle sig til dårlige vittigheder, som f.eks.
»Det var et chok for sheiken/ at han måtte kalde mig Carsten med Q,/hvis dette var det lykkelige Arabien. /Lykken er et lune, sagde han,/ligesom ulykken, for det lakker/altid mod enden, sagde anden,/den var også un autre«.
Nogle gange er den vanskeligste opgave ved at skrive en anmeldelse at finde en ordentlig overskrift, der ligesom kan dække det hele – i dette tilfælde står forslagene på række og teksten selv er behjælpelig med adskillige forslag. »Ørkenvandring« ville være det indlysende valg, hvis det ikke var fordi man aldrig kommer ud af stedet. »Misforstået fatamorgana« kalder digteren sig selv, men jeg tror ikke, der er meget at forstå, endsige misforstå i dette tilfælde, andet end hvorfor bogen dog er udkommet? »Er ordspil ordspild?« forekom også længe som et godt bud.
Det er ordspil ikke nødvendigvis, de kan være udmærkede til at holde sproget levende, ordene i spil, i gang som en motor i tomgang. De kan være morsomme, dobbeltbundede, intelligente, overraskende, forfriskende. Og poesien behøver jo heller ikke at være dyb og eksistentiel hele tiden, som Bukdahl har gjort sig til utrættelig talsmand for i sin anmeldervirksomhed. Men det her er showstykker, og problemet med dem er ikke, at de ikke er dybe, men at de ikke er underholdende. Det er simpelthen dårligt show, fordi det er så kedeligt. Hvad skal man sige om sådan noget som:
»Det var et chok for sheiken /at jeg boede et ægkast/fra KB-hallen./Jeg har altid ønsket at deltage/i Copenhagen Open, sagde han,/København Åben,/København Åben.«
Selv titlen er kedelig! Den foregående digtsamling hed Rimses den Ene og Remses den Anden – det er dog noget, det kunne få en til at tænke på Dan Turèlls vildt bogstavrimende titler fra 70’erne, som selvfølgelig også sammen med Halfdan Rasmussen er inspirationen til de her ordspildende rablerier:
»Det var et chok for sheiken /at Kong Midas skulle have et problem,/og så med guld./Jeg er Der Sandmann, sagde han, /alt gør jeg til sand, and I feel fine.«
Hvis De synes, det er morsomt eller interessant, så skynd Dem ud og køb denne bog, hvis ikke så glem den bare med det samme med god samvittighed.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Bukdahl ville sige til en bog som denne, hvis han ikke selv havde skrevet den, men fik den til anmeldelse. Hans store anmelderidol, Poul Borum, (som i øvrigt elskede pjattede ordspil mere end nogen anden, jeg har mødt) skrev i starten af 90’erne om bog efter bog at »her var endnu en digtsamling, Bukdahl vil slette af værklisten, når han engang bliver voksen og opdager, at vi har opdaget, hvor kvik han er.«
Rent bortset fra det pjattede i at gøre sådan noget, er det nærmest heroisk af Lars Bukdahl, ikke alene at de stadig alle sammen stadig står der, men at han oven i købet bliver ved med føje fjollede og pinlige bøger til.

*Lars Bukdahl: 116 chok for sheiken – Digte. 64 sider, 169 kr., Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her